>>

—*

— —

ure ESTER WWW, vor —

Danmarks Fiſke,

beſtrevne

af Henrik Krøyer.

— 21⸗

J— , ⸗ "Hv &lanse Zmaetav x00u84. ⸗

Forſte Bind.

Kjøbenhavn.

Trykt i S. Triers Officin. 18938 — 18460,

St — —2 (Søe c Ad —

i ” . *

. inuvidiod * 2

*

nundnadaj Få i VD & j 's rs 4 våd 82

Det Kongelige Danſke Landhusholdwingsſelſtab

helliges i dybeſte Arbodighed den førfte Deel af et Skrift,

fon uden dets Fraftige og vedvarende Biſtand

iffe vilde have ſet Lyſet.

Ocu avev Ono£ws,

ELL 4 — — Alene skeer * ——F —— EA Ant vi me rr J

Fr sb s 2 . — ir SE Ta * —— —2— — — KAR ) 5 Så e '; sj É ry va i &g i seeren ahr alen ly Ek — FG AD y ver A e 3 ' ' ' id

Forord.

Indledning

ifte Art.

2den Art.

3die Art. 4de Art. ole Art.

bte Art. Toe Art. 8de Art. 9de Art. 10de Art, Me AT

ie "Art.

13de Art. 14de Art.

15de Art, 16de Art. 17de Art.

18de Art. 19de Art. 20de Art. 21de Art.

Indhold.

Side. bor res SE Sø ARE: an km d LARRE SR I-CII, Den almindelige Aborre (Perca fluviatilis Linn.). . 1. Den almindelige Bars (Labrax Lupus Cuv.).... 23. Sandarten (Lucioperca Sandra Cuv.) ........ CVR

Den almindelige Horke (Acerina Cernua Linn.) . . 43. Den almindelige Fjæfing (Trachinus Draco Linn.) 55.

Pråachm us ad ans ES Rn RA SENGE SR sa wie Den gulſtribede Mulle (Mullus Surmuletus Linn.) 72. Den graa Knur (Trigla Gurnardus Linn.)..... 83. Bloch's Knurhane (Trigla Blochii Yarr.?) ..... 101. Den røde Knur (Trigla Hirundo Linn.) ...... 106.

Den langtornede Ulk (Cottus Bubalis Euphr.) . .. 118. Den almindelige Ulk (Cottus Scorpius Linn.) ... 130. Horn-Ulken (Cottus quadricornis Linn.) ...... 140. BI0D- Ulf ert —⏑ nn 06606004 Den eurvpæiffe Pandferulf (Aspidophorus cata-

phractus Unnn —— 143. Rodfiſten (Sebastes norvegicus Asc.)........ 159. Den trepiggede Hundeſtejl (Gasterosteus aculeatus

BEARS SEE — 169. Den lille Hundeſtejl (Gasterosteus pungitius Linn.) 188. Tangſnarren (Spinachia vulgaris Cuv.)....... 193. Den ſpidstandede Blankeſten (Pagellus centrodontus

FENG) enes 206. Fe Ar DE 210; Ray's Havbraſen (Brama Rayi Bl.)......... 2:

Den almindelige Makrel (Scomber Scombrus Linn.) 220. Den almindelige Thunfiſt (Thynnus vulgaris Cuv.) 237. Den almindelige Svardfiſt (Xiphias Gladius Linn.) 253.

22ve Art.

23de Art.

24de Art.

25ve Art.

26de Art. 27ve Art.

28de Art.

29de Art.

30te 3ite 32te

33te 34te 35te

36te Ate

38te 39te

Art. Art. Art.

Art. Art. Art.

Art. Art.

Art. Art.

40de Art.

Side. Den almindelige Støffer (Caranx trachurus Linn.) 263.

St. Peters Fiffen (Zeus Faber Linn.) ....... 278. Den braabeplætteve Glandsfiſt (Lampris guttatus

1572155, BERGER GEN LV SDS JERES SE NE SURE 281. Den nordiſte Baagmær (Trachypterus Vogmarus

Bl SEND RE ta NG; USERS NREN see 292. Den almindelige Multe (Mugil Capito Linn.) ... 300. Den tyflæbeve Multe (Mugil Chelo)?........ 325. Den almindelige Folis (Pholis lævis Cuv.) .... 330. Sen plæne 333. Den baanddannede Lumpens de re SÆR 336.

Den europæiffe Tangfpræl (Gunellus vulgaris Cuv.) 341. Den levendefodende Aalekvabbe (Zoarces viviparus

Kind gs — ad: Den almindelige Soulv (Anarrhichas Lupus Linn.) 369. Den førte Kutling (Gobius niger Schnv.)...... 382.

Den tvplættede Kutling (Gobius Ruthensparri Euphr.) 399. Den hvide Kutling (Gobius minutus Penn.),. .. . 407. Den ſtribede Kutling (Gobius microps Kr.) .... 416. Den fmæffre Kutling (Gobius gracilis)?....... 420. Den almindelige Flojfiſt (Czllionymus Lyra Linn.) 422. Den lille Flojfiſt (Callionymus maculatus) ..... 442. Den almindelige Savtaffe (Lophius piscatorius Linn.) 446. Den nordlige Paddefiſt (Batrachus borealis Nilss.) 473.

Berggylten (Labrus Berggylta Asc.) ........ 476. Labrus mixtus Linn. 2 Røvnæbet (Labrus carneus) .......... 496. Ø Biaaftaffen (Labrus coeruleus) ........ SAL

Den ſortojede Sauggylte (Crenilabrus melops Linn.) 521. Sokarudſen (Crenilabrus rupestris Linn.) . .... 541: Dem fempiggede Sauggylte (Crenilabrus exoletus) 556. Den almindelige Junfergylte (Julis vulgaris Cuv.) 561.

Overfigt af de nordiſte LÆDER RE. son tere sees 576. Villæg og Kettelſer Hil fører DEL, sange tere ISAR vi Zilløg. og Rettelfer. til anden. DEL. so eines Rd . 605.

Forord,

For omtrent en Snes Aar fiden udkaſtede jeg Planen til et omfattende Vark over de danſke Fifferier, og i 1837 udgav jeg et lille Sfrift over de danſke Oſterbanker ſom et Slags Prove paa Den Behandlingsmaade, jeg i Værfets forffjællige Afvelinger agtede at følge. Det Sfrift, ſom jeg nu flutter, er vel at betragte fom Den ichthyologiſte Afdeling af det nævnte ftørre Værk, hvis vekonomiſk-tekniſte og hiſtoriſk-ſtatiſtiſfe Del endnu ſtaa tilbage; men det udgjør dug tillige et uafhængigt og i fig ſelv fuldftændigt Urbejde over en Gren af Danmarks Nas turbiftorie. Jeg tvivler iffe paa, at den lange Tid, Beffrivelfen af vore Fiffe har udfordret, vil overraſke; og man vil finde fig berettiget til Den Slutning, at Rimeligheden for, at Forfatteren vil kunne gjænnemføre fin Plan i dens Helhed, fun er meget ringe. Idet jeg iffe tør Andet end indrømme dette, funde jeg, fom et Slags Retfærdiggjørelfe for min Langſomhed, bemarke, at mange og tildels udftrafte Rejſer have borttaget mig megen Tid; at forffjællige andre literære Arbejder, tildels fom Følge af Rejferne, have givet mig langvarig Beffjæftigelfe; at Embedsſtilling og Livets daglige Fordringer have frævet deres Del; at legemlige Lidelfer hyppigt have fvæffet min Arbejdskraft, ſtundom aldeles ftandfet mig 0. ſ. v. Men, hvad der maaffe endnu mere fortjæner at

fomme i Betragtning, er den Omſtandighed, at jeg ingenlunde ved Begyndelſen af Arbejdet har forefundet et ſamlet, jeg vil iffe fige fuldſtendigt men dog betydeligt, Materiale, fom blot ventede paa en Beffriver. Tværtimod, for at kunne beffrive, har jeg i Alminde— lighed fælv førft maattet ffaffe Materialet tilveje, hvilfet, idet— mindſte i ikke fan Tilfælde, har været forbundet med ftørre Van— ffelighed, end den, der iffe har egen Erfaring i lignende Forhold, let vil kunne gjøre fig en Foreftilling om. Jeg har oftere ventet fra Aar til Aar for at erholde en eller anden fjælden Fiſt ellev en interes— fant Oplysning, og har ftundom til Slutningen været nødt til at fortfætte mit Arbejde, uden at fe mit Onſte opfylde. At flage over uopfyldte Løfter, ſtuffede Forhaabninger, Kulde og Mangel pan Deltagelfe nu, da Sfriftet er bragt til Ende, er viftnof overflødigt. Kun maa den befværlige og i flere Tilfælde uhæl- dige Kamp for at blive Herre vover Materialet tjæne til Und— fyldning for idetmindſte en Del af dets Mangler; til Undſtyldning for, at jeg henviſer iffe fan tvivlſomme Punkter til kommende Grandſtere, iftedetfor fælv at løfe bem. — J et Arbejde af fau— niſtiſt, eller overhovedet ſpeciel naturhiſtoriſt, Retning er det ingenlunde tilftræffeligt eller blot en Hovedſag, at benytte de for— haandenvarende literære Hjælpemidler, at ſammenſtille, hvad tids ligere Forfattere have ſtrevet. Naturbetragtning, og denne faa udftraft fom muligt, over et ftort Individantal, gjænnem alle Aldre og Kjøn, gjænnem forffjællige Stedforhold og til forffjællige Nargtider, er, hvad der førft og fræmmeft udfordres, Saavidt det har ſtaaet i min Magt, har jeg ftræbt at opfylde denne For— dring, og jeg har derfor jævnligt levet med Ziffere, gjort Exkur— fioner med dem, ladet mig fortælle af dem o. f. 9.5; ſtundom har jeg haft nogen Frugt af mine Beftræbelfer, men ikke fjældent har jeg ſpildt min Tid, idetmindfte med Henſyn til det ſpecielle

Ojemed. Thi Havdyrenes, og ifær Fiffenes, Livsforhold ere faa vanffelige at iagttage og udgrunde, at fun uafbrudte, med Plan og Orden gjænnem en lang Rakke af Aar fortfatte, Jagttagelfer ville funne lede til Oplysning af mange blandt bem. — Hvor jeg fælv har funnet fe og underføge, har jeg aldrig ladet mig nøje med Andres Jagttagelſer. Exempelvis maa Det være mig tilladt at anføre, at jeg har ffeleteret alle de i Sfriftet afhandlede Fiſte (foruden adffillige fræmmede til Sammenligning), forſaavidt jeg har haft Exemplarer til min Dispoſition, et Arbejde, ſom har udfordret en iffe ringe Tidsopoffrelſe. Ligeledes har jeg troet, at maatte anvende iffe ringe Flid og Tid pan Faftfættelfen af Finnernes Straaletal, da dette Forhold, dets Vigtighed ſom Artsſtjelnemærke uagtet, plejer at blive behandlet med temmelig ftor Ligegyldighed, og hidtil fun lidet er gjort, for at beſtemme De Grandſer, indenfor hvilke Afværlingerne heri bevæge fig. — Saameget for at undſtylde min Langſomhed.

Nu nogle fan Ord til Oplysning af Planen for mit Arbejde, og førft med Henfyn til den ydre Form ellev den Ramme, hvori Meddelelſerne ere opſtillede. Man har gjort Indvending mod Stofets Fordeling under visſe beſtemte, ſtadigt tilbagevendende Rubrifer (Forefommen, Levemaade, Naring o. f. v.) ſom en gammeldags og foraldet Form, en Form, der giver An— ledning til Gjæntagelfer o. ſ. v. Jeg nægter iffe, at denne Ans ordningsmaade fan findes mindre haldig, for faa vidt man ønffer at ffrive en interesſant Bog, og ſom Følge deraf vil ftille de effekt— fuldere Partier i flart Lys, medens man lader træde i Skygge, eller ganffe ffjuler, hvad man iffe har Haab om at kunne pro— ducere med Hæld. Naar jeg deguagtet har foretruffet den ſaakaldte forældede Behandlingsmaade, er det, fordi den forekommer mig at være den henſigtsmasſigſte fra et videnſtabeligt Synspunkt;

medens derimod Læferens Underholdning ligger ganffe udenfor min Plan. Rubrikinddelingen gjør det iffe blot (et for den, der vil benytte Bogen, at finde enhver Oplysning med Hurtighed; men, hvad jeg ifær lægger Vægt paa, den fremhaver ſtarkt og tydeligt de Punk— ter, hvorom Lidet eller Intet vides (allerede ved Rubrikernes Kort— bed). Uagtet nu faadanne Konfesfioner funne være mindre fmigrende for Autorforfængeligheden, faa ere de upaatvivleligt gavnlige for Bidenffaben, idet et af de førfte og bedſte Midler til at afhjælpe dennes Mangler, beftaar i, at henvænde Opmarkſomheden paa dem.

Hvad de enfelte Rubrifer angaar, ffal jeg begynde med et Yar Bemærfninger om Synonymien. I et fauniſtiſt Sfrift ideligt og regelmæsfigt at optage under denne de almindelige Strifter (til Ex. Linnés Systema Naturæ, Blochs Fiſche, Cuvier's Hist. d. Poissons), forefommer mig — ffjøndt jeg fer ikke faa Forfattere følge en faadan Freamgangsmaade — lige faa ubetimeligt, fom at recitere Ariſtoteles, for at bevife, at Dyden er et Gode, eller Homer, for at godtgjøre, at Vin fan beruſe.“ Derimod mener jeg, at man fan fordre de tidligere Forfattere, ſom fyecielt berøre Faunaen, anførte med en vig Fuldſtændighed, og, faa vidt muligt, gjorte til Gjæenſtand for Kritik og Op— lysning. Idet jeg har beftræbt mig for, i den nævnte Rubrif at gjænnemføre disſe Principer, vil det iffe overraffe mig, om Nogen maatte mene, at jeg er gaaet for vidt med Henſyn til Fuldſtæn— digheden, eller at et iffe ringe Antal af De citerede Forfattere ere faa fuldkomne zoologiſke Nulliteter, at de iffe burde fomme i Betragtning. Jeg troer, at funne indrømme deres Ubety— delighed, uden derfor at dømme dem til Udelukkelſe; efterfom mit Formaal iffe blot har været at hænte Lys hos tidligere Forfattere, men ogſaa at fprede Lys over Dem: en Beftræbelfe, ſom fore— kommer mig iffe at ligge udenfor et fauniſtik Skrift, og ſom,

om Den end iffe finder velvillig Modtagelſe hos Zoologen, maa— ffe iffe turde være aldeles unyttig for Hiftoriferen og Statiſti— feren. Og det er ſaaledes juft iffe min Mening, hvad dette Punkt angaar, at gjøre Undffyldning for Overflodighed, men ſna— vere for Ufuldftændighed, idet viſtnok iffe faa fan herhid hørende Noticer ville have unddraget fig min Opmarkſomhed.

Hvad den beſkrivende Afdeling vedkommer, da ved jeg vel, at Deng Udførlighed, og ifær Mængden af de meddelte Udmaalinger, for Mange have været en Anſtodsſten. Dog dette udgaar efter min Mening fra en falff Foreſtilling, næmlig den, at Bogen er beftemt til Gjænnemlæsning. Men, ligeſaalidt fom man plejer at gjænnemlæfe en Grammatik, eller et Lerifon, eller en Samling Logarithmer, ligeſaalidt vil jeg anbefale Nogen at gjænnemlæfe nærværende Bog, og ifær Deng beſkrivende Del. Beſkrivelſerne ere til at beſtemme efter, til med Sifferhed at faſtholde Arten gjænnem alle dens Forhold, og Dertil antager. jeg, at de iffe ere for vidtløftige, — Artskundſtaben er den Grundvold, hvorpaa Zoologien er opført, og altid maa opfores, og denne Grundvold fan iffe lægges for faft eller paalidelig. Salv de Zoologer, der betragte Beffjæftigelfen med Arternes Underføgelfe og Beffrivelfe fom et altfor underordnet Arbejde, der ikke anftaar dem, og ſom foretræffe at opbygge Syftemer, eller opſtille nye Naturlove, eller fysle med hvad der netop i Øjeblifet er Mode i Bidenffaben: fælv ſaadanne ville viftnof i Almindelighed indrømme, at Arbejdet med Arterne er nyttigt nof; om endog fun, ligeſom man indrømmer Nytten af de lavere Klasſer 1 Samfundet, uden derfor at ville ftige ned i deres Kreds, Kongerne maa erfjænde, at de iffe funne bygge, før „die Kårrner” have fammenflæbt Materialet, Men, da Betydningen af fauniftiffe Arbejder for Zoologien indeholdes den gjænnem dem indvundne Kundſtab om Arterne, for hvilken Kundſtab de, efter deres

Natur, bør være Den renefte og rigefte Kilde, fan ere udtømmende Urtsbeffrivelfer netop paa deres rette Plads i et fauniſtik Ar— bejde, og ingenſteds mere. — De relative Maals ſtore Vigtighed ved Arternes Adſtillelſe erfjændes viftnof af Enhver, der er iftand til at have nogen Dom over zoologiſte Gjænftande. Men jeg er tilbøjelig til at tro, at ogſaa adffillige almindelige Reſultater giænnem dem ville kunne opnaages, naar de udftræffeg over et tilſtrekkeligt Antal forffjællige Former, og hos disfe til et ftørre Antal Individer, Det har fin Nytte af famme Art at udmaale flere Individer af lige Storrelſe, fordi derved fan opnaaes Kundffab om, hvad der er fonftant i Formforholdene, og hvad Der er foranderligt, famt om de Grandſer, indenfor hvilfe For— anderligheden holder fig. Det har fræmdeles fin Nytte at ud- maale af ſamme Art Individer af forffjællig Storrelſe, fordi derved læreg, hvorledes og hvorvidt de relative Forhold med Al— Deren forandreg, til Cr. Hovedets Længde til Totallængden, Øjets Størrelfe til Hovedets Længde o. ſ. v.; og her ſynes det iffe vanffeligt, at naa adffillige almindelige Refultater. Naar man vil tillægge nogle Maal en ftørre Vigtighed, andre en rin— gere, og vil bortkaſte de fidfte, medens man fun bevarer de førfte: fan letter man viftnof derved fit Arbejde betydeligt (thi det er et langvarigt og mojſommeligt, ofte vanffeligt og altid kedeligt Arbejde, at foretage Udmaalingerne med den tilbørlige Nojagtighed), men man ind— ffrænfer ogſaa, efter min Antagelfe, dets Nytte. Ethvert Maal ev en naturhiſtoriſt Kjændsgjærning: er det af den Natur, at Det vifer Afværling hos nærftaaende Arter, fan giver det Hjælp til Artsadſtillelſen; vifer det fig derimod uforandret gjænnem alle en Slægts Arter, eller endog gjænnem en ſtorre Udftræfning, fan leder det til almindeligere Regler”). +) Et Par Bemarkninger, for at forebygge Misforſtaaelſe af Maalsangi— velſerne i Bogen, turde maaſte finde Plads her, Naar der tales om Af-

Naar jeg har opoffret en egen Rubrik til Fiffenes danſke Benævnelfer, fan viftnof med Føje indvendes, at deres Navne

ftanden fra Snudeſpidſen eller Underfjæbens Spidſe til Gjællelaagets bagefte Rand, faa forſtaas derved iffe ben bagefte Rand af Gjælle- laagsbenet, men den bagefte Hudrand af Gjællelangsapparatet, hvad enten denne tilhører Operculum eller Membrana branchiostega. Naar der tales om Afftanden fra Snudeſpidſen eller Underfjæbens Spidſe til Nakken, menes derved fil den bagefte Rand af Crista occipitalis, hvilken dog i de flefte eller i mange Tilfælde ikke fan maales med Sifferhed uden paa Sfeletet eller efter Disfeftion. Ved Udtryfet: Pandens Brede mellem Øjnene, forſtaas Dan: dens mindfte Brede mellem Øjnene, eller Ojnenes indbyrdes Afſtand paa der Sted, hvor de ere hinanden nærmeft. Det ſamme gjalder om alle lignende Afftande: det forrefte Par Næfe- bores indbyrdes Afſtand, det bagefte Par Naſebores indbyrdes Ufftand 0. ſ. v. Naar Talen er om en Finnes Døjde, naar den er oprejſt, udtryffes derved iffe Længden af dens længfte Straa— fer; thi i Almindelighed ligge Straalerne endnu mere eller mindre ſtraat bagud, uagtet Finnen er rettet faa meget i Vejret, ſom den fan rettes, og den lodrette Hojde fra Finnens Spidſe til dens Rod bliver altfaa mindre, tildels i en betydelig Grad, end Læng- Den af Deng længfte Straaler. Naar der tales om Ryg- eller Gadborfinnens Længdeftvæfning, forſtaas derved Længden af Bafis eller Roden. Maal til Bryftfinnernes Rod gjalde alminde- ligt til Rodens overſte Del, og til Bugfinnernes Rod disſes yderſte Del (eller, almindeligere talt, til disſe Finners Snudeſpid— ſen nærmefte Rand), hvilfet, paa Grund af disſe Finners ofte ſtraa Stilling, vel maa markes, da Refultaterne ellers funde blive afvigende, Naar bog en Fifi Underfjæben er fænger end Over— fjæben, og Maalet til Gjællelaagets bagefte Rand altfaa angives fra Underfjæbens Spidſe, menes altid: efter at Munden er tæt tilluffet, og Gjællelsaget tiltrykket. Denne ſidſte Omftændig- hen maa markes, thi derſom Gjallelaagene ftaa ud fra Hovedet, hvad hos Døde Fiſt er almindeligt, bliver Afſtanden mindre. Pandeflade falder jeg med et Ord Hovedets overſte Flade frø

iffe udgjøre nogen Del af deres Naturhiſtorie, og altſaa ftrængt taget iffe er pan fin Plans her. Jeg troer dog at funne forſvare Denne Rubrik, iffe blot fordi det er en gammel og almindelig Sadvane at optage Trivialnavne i fauniftiffe og fælv i almin— delige zoologiſte Skrifter; eller fordi det, naar de udelukkes her, iffe vil være let at finde nogen anden Mads for dem; eller fordi de troligvis funne have nogen Interesſe for den, der dyrker og ffatter vort Modersmaal; men ifær, fordi De dog i mange Til— fælde pan en Maade funne lette Adgangen til Befjændtffab med vore Fiffe. Den til Exempel, ſom hører en Fiffs Trivialnavn, og iffe ved, til hvilket ſyſtematiſt Navn han ſtal henføre det, vil, ved at efterflaa Regiſteret, finde den fornødne Henvisning for at funne komme ud af fin Tvivl. Denne Rubrik ev imidlertid tem— melig langt fra at befinde udtømmende Fuldſtandighed.

Nakken til Snudeſpidſen (for at undgaa det tvetydige Ord Over: flade); foran Øjnene er Snuden; mellem Øjnene Panden; bag DjneneYøfen. Ved Maal, ſom udtryffe Afftanden fra Snudeſpidſen til Næfebvorene eller Ojets forrefte Rand, kommer Snudens Brede meget i Betragtning; thi jo bredere den er, jo mere ſtraa blive disſe Maal, altſaa deſto længere, og udtrykke ſaaledes, jo bredere Snuden er, jo mindre dennes virfelige Fræmragen foran Næfe- borene og Ojeranden. Maalet af det opfpilede Gabs Zojde og Brede maa iffe forlanges med fuldkommen Nojagtighed eller Overensſtemmelſe, da dette Maalmeget afhænger af ben Kraft, hvor— med Munden opſpiles: fo frærfere den opſpiles, jo højere bliver det, medens Breden derimod aftager forholdvis til Hojdens Tiltagen. Imidlertid er dette Maal dog ikke unyttigt (ſtjondt underordnet), fordi det nemlig giver et omtræntligt Begreb om Fiſkens Cvne til at fluge, og den dermed vel altid i Forbindelfe ſtagende Graa— dighed og Rovgjærrighed. Højden maales gjærne fra Tand til TanD.

Ved Træfnitene, ſom ledſage Bogen, har jeg ifær villet førge for den ichthyologiſte Begynders Tarv: de ffulle give ham et foreløbigt Begreb om Fiſkens Udſeende, lette Beftemmelfen o. ſ. v. Derimod gjøre de iffe nogen Fordring paa at befinde ejendommelig videnffabelig Værdi, idet flere Grunde nodede mig til at opgive Tanken om at levere originale Afbildninger (paa ganffe enfelte Undtagelfer nær). Men jeg har ftræbt, at lægge faa fortrinlige Originaler til Grund for de meddelte Ko— pier, fom det var mig muligt (iſer Wrights Afbiloninger, og efter Ddisfe de af Jarrell givne); og i det Hele taget haaber jeg, at de ville fvare til Henſigten. Jovrigt har jeg, ved ftadigt at henvife til de fortrinligfte kolorerede Afbildninger af enhvær Art, føgt at komme den til Hjælp, fom fan ffaffe fig Adgang til ftørre og koſtbarere ichthyologiſte Bærfer, og maatte have Lyft til at ſammenligne disſe. At jeg ogſaa har henvift til tidligere Af— bildninger af danſke Forfattere, fælv hvor disſe ere ſaa flætte, at aldeles ingen zoologiſt Betydning fan tilfjændes dem, ftaar i Forbindelſe med mine Beftræbelfer for at give Synonymien Fuld— ftændighed og Lys.

Over Fiſtenes forffjællige Anvendelſe i det daglige Liv har jeg fun givet meget forte Antydninger, fordi dette Punkt vil finde fin udførlige Behandling i Varkets okonomiſt-tekniſke Del.

Dette er ogſaa Grunden til, at de mange forffjællige Fang— ningsmaader i det Hele taget ere forbigaaede, ffjøndt de tildels fafte meget Lys over Fiſkenes Natur. — Ligeledes ere de danſte Haves naturlige Beſtaffenhed, deres Dybde og Temperatur, For holdet af Bunden o. ſ. v. opbevarede for det nyg omtalte Arbejde.

Med Henſyn til den almindelige Udſigt over Fiſtenes Byg— ning o. ſ. v., hvormed Skriftet indledes, maa jeg gjøre opmark—

H

ſom paa, at jeg viftnof funde have ønffet at give denne Indledning en ftørre Udſtrekning, derſom iffe baade en længe udfat Rejfe nodede mig til at ftræbe efter en haſtig Fuldforelſe af Trykningen, og jeg tillige frygtede for, ligefom at pode en ny Bog paa en Bog, hvis Omfang allerede. iforvejen er ſtort nok. Jeg har derfor dels været anlediget til at forbigaa visſe Punkter med Taushed, fom jeg ellerg ſtulde have afhandlet nærmere, t. Er. Fiffenes geografiſte Udbre— delſe, deres Forhold til Parafiter, Bemarkninger over Fiſtenes Syftematik i Anledning af Joh. Millers Syftem o. f. v.; dels har jeg ftærft affortet andre Partier, ſaaſom om Fiſtenes Stjælbeflædning, Forplantning, Udvifling o. f. v. Hvorvidt jeg til anden Tid og pan andet Sted fan fan Lejlighed til Medde— felfer over de antydede Forhold og flere, maa henſtaa uafgjort. De, der ved Bidrag pan en eller anden Maade have fræms met mit Arbejde, modtage herved min Taf. Hiſt og heri Sfriftet har jeg tildels fundet Anledning til at nævne adffillige af disſe; men paa Dette Sted ffal jeg endnu tillade mig at anføre Hr. Chriſtian Drevſen, ſom iffe har ladet nogen Lejlighed gan unyttet forbi, til at fende mig ſjeldnere zoologiſte Gjænftande; min Ben Carl van Deurs, fom har forffaffet mig adffillige Fiſte fra Lim— fjorden og andre jydffe Bande; min for tidligt bortkaldte Sfoles kammerat, Hiftoriferen Peter Adler, der har fendt mig ſaavel Fiſte fom nogle Oplysninger fra Ribeegnen; min Ungdomsven Philip Chriſtian Fuglede, uden hvis Hjælp jeg iffe vilde have været iſtand til at beſtrive Stallingen (Thymallus vulgaris) efter danffe Exemplarer o. ſ. v. Jeg bør fræmdeles iffe lade ubemarket, at det for rige Kgl. Rentefammer ligeſom ogſaa Fonden ad usus publicos og Direktionen for den rejerſenſte Fond ved Rejſeunderſtottelſer have befors dret mit Foretagende. Men fræmfor Alt har jeg at udhave min For bindtlighed til det Kgl. danſte Landhusholdningsſelſtab, der, ved at

bekoſte ſaavel Trykning ſom Træfnit, og endvidere tilvejebringe et Forfatterhonorar, har bragt Bogen for Lyfet,

Endelig maa jeg gjøre Undſkyldning for den i Sfriftet fulgte Ortografi, iffe for fan vidt, fom den ev afvigende fra gamle Reg— ler, thi jeg erfjænder ikke disſes Gyldighed; men fordi den aldeles iffe tør gjøre Fordring paa at være konſekvent, hvad jeg beklager. Jeg tiltræder den, allerede af Jul, Cæf, Scaliger forfægtede Grundfætning, at Udtalen bør være Retſtrivningens førfte Norm, men har langtfra iffe vovet at følge denne Grundfætning i dens hele Udftræfning, da jeg vel ved, med hvilken Modbydelighed de Fleſte betragte en Ortografi, ſom afviger fra de dem i Sfolen bibragte Forffrifter. Dette ev den førfte Anledning til Mangelen af Enhed i min Retſkrivning. Men hertil kommer endvidere, at Det ovennævnte Princip dog ftedfe gjør fig mere og mere gjæl- dende hos mig, og altſaa Driver mig mere og mere ud af Den danſte Ortografis Alfarevej, hvorved de ſidſt affattede Dele af Skriftet erholde et noget forffjælligt ortografiſk Udſeende fra de forſte. Endelig er denne Udffejen ikke ganffe regelmasſigt fræmffridende, men turde nu og da fræmbyde Oſcillationer ſom Følge af tilfældige Omftændigheder. Det vilde være en Beroligelfe for mig, derſom jeg turde haabe, at disfe ortografiffe Misligheder (maaffe efter Manges Mening et for mildt Udtryk) iffe altfor fmærteligt maatte berøre dem, ſom muligen kunne fomme til at afbenytte Bogen.

Idet jeg indffrænfer mine Undffyldninger til Retſkrivningen, funde det ſynes, ſom om jeg var af den Formening, at intet Andet i Bogen trængte til Undſtyldning. Den Tro har jeg dog iffe; men, iftedetfor at undſtylde de Fejl, jeg iffe har kunnet undgaa, vil jeg hællere, i Videnffabens Interegfe, opfordre Enhvær, ſom Dertil maatte have Lejlighed, til at meddele Publikum Rettelfer og Tillæg til Sfriftet. Thi, derſom dette kunde væffe nogen

Interesſe for de danſte Fiffes Naturhiſtorie, og, idet det afgiver ligefom en Grundvold til at bygge videre paa, kunde foranledige flittigere Jagttagelfer over vore Fiffe i alle Retninger, end vi hidtil beſidde, vilde et af bets Hovedformaal være opnaaet.

Almindelig Indledning

til de danſke Fiſtes Naturhiſtorie.

S 1. Fiſkene kunne defineres ſom æglæggende Hvir— veldyr med koldt Blod, hvis Aandedratsredſkaber altid og ene ere Gjæller”), Ved dette ſidſte Forhold blive de altſaa til Vanddyr, og de Saregenheder i Bygning, hvorved Fiſteklasſen fjærner fig fra de øvrige Hvirveldyr, ſtaa for ftørfte Delen i nært Forhold til det den anvifte Clement. I at beffrive dens Ejendommeligheder, begynder jeg med Benbyg— ningen, Der iffe blot ftøtter, men i en iffe ringe Grad tillige bes tinger den øvrige Organiſation, og ſom i denne Klasſe er af fortrinlig zoologiſt Interesſe.

S 2. Det, ſom ifær udmarker Fiſkenes Benrad i Sammen— ligning med de øvrige Hvirveldyrs, er forſt en i Almindelighed rin—

*) Hvor ſtor Banffelighed det har, ſkarpt at adffille Fiffeflagfen fra Krybdyrklasſen, vil i bet Følgende blive tydeligt, At i Defini- tionen „altid og ene” tilføjes, er, for ved det førfte af disſe Ord at træffe Grændfe mellem Fiffene og Froerne, hvilfe i deres Larvetilftand have Gjæller; ved det ſidſte mellem Fiffene og de fiffeagtige Krybdyr, der paa en Gang befinde Gjæller og Lunger.

Danmarks Siffe, I. Å

II

gere Grad af Faſthed og Tæthed i Benbygningen, fælv hvor Forbeningen er fuldſtendig. Men hos mange er denne ufuld— ftændig i forffjællig Grad og paa forffjællig Maade; hos andre bliver Sfeletet aldeles bruffagtigt, og hos nogle af de laveſte Former ere fibrøfe Hude næften de enefte Levninger af Benraden. Unm. 1. Efter Benradens forffjællige Beſtaffenhed plejer man at inddele Fiſtene i fo ſtore Afdelinger, Benfiſke og Brufkfiſke, idet man til de fidfte, foruden de egentlige Brufffiffe, Sajer, Rokker v. f. v., ogſaa regner de med fibrøft-hudagtigt Skelet — Slægterne Am- mocoetes, Myxine øg Branchiostoma. Men Grandſerne mellem disſe to ſtore Grupper kunde ſynes iffe at være ffarpe, idet der hos Bruſt— fiffene ofte affætter fig Knoglemasſe i forffjællige Dele af Sfeletet, og paa Den anden Side hos mange Benfiffe Benraden for en Del vifer fig bruffagtig. Blandt vore Benfiffe ffulle vi ſom ſaadanne nævne Gavtaffen (Lophius piscatorius Linn.), Savpadden (Cyclopterus Lumpus Linn.), $apene, Klumpfiſten (Orthagoriscus Mola Linn.) o. |. v. Dog høg Bruftfiffene affætter Knoglemasſen fig i Regelen i Korn, og danner fun lige fom ef tyndt, moſaikagtigt Overtræf paa Sfeletetg Overflade, medens den hos Benfiſkene affættes i Traadform og lagvis, ſtjondt hos nogle af disſe Fiffe meget ſparſommere end hos andre. — Naar en ringere Grad af Fafthed tillægges Benraden, bør erindres, at dette vel gjælder i Almindelighed, dog uden at derfor hyppige Undtagelſer, ſaavel med Henſyn til hele Benraden hos nogle Fiſte, ſom med Henſyn til enfelte af dens Dele hos andre, udelukkes. — Fiſtenes Knogler danne aldrig Marvfanaler, men indeholde ikke deſto mindre ofte en betydelig Mangde Olie, hvilken optages i de Celler eller Rum, der ere en Folge af Benradens loſe Bygning. Anm. 2. Ligeſom hos de ovrige Hvirveldyr beſtaa Knoglerne af en Forbindelſe af organiffe og uorganiſerede Dele, De ſidſte ere fosforfur Kalk med lidt Magnefia, Jernilte o. ſ. v.; be førfte Bruſt og Olie. Bruffen er forffjællig fra de højere Hvirveldyrs, da den ved at koges i Vand iffe giver Gele. Medens Knogler af Benfiffe (Aborrer, Karper o. ſ. v.), behandlede i friff Tilftand, fun have ydet tretten Dele Band paa hundrede, har man derimod hos Brufffiffe (Selache maxima) paa hundrede Defe fundet 90 Dele Band. 3 Hovedets Knogler hos en Torſk har man eftervift 0,439 dyriſt Ma— terie, 0,480 fosforſur Kalk, 0,055 kulſur Kalk o. ſ. vz i Kroppens

m

Knogler hos en Gjedde 0,374 dyriſt Materie, 0,553 fosforfur Kalk, 0,062 kulſur Kali o. ſ. v.

S 3. J Regelen fammenfættes Fiſkenes Rygrad af et ſtorre ellev ringere Antal, fun ven Baand forenede, Hvirvler. Det Cjendommelige i disſes Form beſtaar Deri, at Deres Les geme (Corpus) har faavel den bagefte fom den forrefte Flade Dybt udhulet i Form af en Fragt eller Kegle), og at den forrefte og den bageſte Fragt ved en i Midten af Hvirvelens Legeme anbragt lille Aabning eller Kanal ſtaa i Forbindelfe med hinanden. De ſaaledes mellem Hvirvlerne dannede og med hværandre forbundne Huler udfyldes af en blød, geleagtig Masſe, hvilfen i fin Helhed, paa Grund af den afværlende Udvidelſe og Sammenfnøring, pasſende fan ſammenlignes med en Pærlefnor. Ovenover Hvirvlernes Legeme vifer fig, ligeſom hos alle andre Hvirveldyr, en til Rygmarvens Optagelſe og Beffyttelfe beftemt Benring, eller rettere en Bue, beſtaaende af to Sidehalodele**), og fra Denne udgager foroven en øvre Torneforlængelfe, ſom hyppigt er udviklet i en meget betydelig Grad. — Endvidere udgaar fra Hvirvlernes Underflave en nedre Bue, fom liges leves er dannet af to Sidehalvdele, og ſom forneden udſender en nedſtigende Torneforfængelfe, Imidlertid er her at mærfe, af de nedre Buers Torneforlangelſer fun vife fig under Dalen og Den bagefte Del af Bughulen; fortil derimod vige Sidehalvdelene mere eller mindre ud fra hinanden, og danne, hvad man plejer at falde Hyirvlernes Zværforlængelfer; ffjøndt dette Navn, da de fun ere i Form forandrede nedre Buer, iffe med Ret tilfommer dem, De nedre Buers Beftemmelfe er at optage Halepulsaaren og Haleblodaaren, ligeſom

*) Blandt de øvrige Hvirveldyr findes en lignende Beffaffenbed fun hos nogle af de laveſte Krybdyr, Sirenerne 0. ſ. v.

**) Foruden Rygmarven indeflutter denne fædvanligt et fibroſt Længdebaand.

IV

de øvre optage Rygmarven, Mod Enden af Halen pleje Torne— forlengelſerne, ſaavel de opſtigende ſom de nedftigende, at aftage i Længde, og nogle af dem fmælte ſammen indbyrdes og med de ſidſte Interſpinalben, hvorved en triangular, lodretſtillet Plade opſtaar, med hvilken Halefinnens Straaler danne Ledde— forbindelſe.

Anm. 1. Formen af Hvirvlerne, Forholdet af deres Højde og Længde, deres Styrfe, de Furer, Indhulinger o ſ. v., hvormed deres Sider og Underflade ere betegnede, værler meget, iffe blot hos for— ftjællige Arter, men fælv hos ſamme Art i de forffjællige Partier af Rygraden*). Ogſaa er Hvirvlernes Tal meget forffjælligt. Af de til vor Fauna henhørende Arter har Klumpfiſken (Orthagoriscus Mola Linn.) det ringefte Tal (ſytten)**), Savmuſen (Chimæra monstrosa Linn.) det langt ftørfte, nemlig over 500, derſom alle Rygradens Ringe (fe III. 805) virkeligt funne betragtes ſom ligefaa mange Hvirvler ***). Nogle af vore Hajer (Lamna cornubica Gml. og Galeus vulgaris Film.) ſamt Savaalen (Anguilla Conger Linn.) følge nærmeft efter Zavmuſen. Det er viftnof endnu meget vanffe- ligt at beſtemme de Love, ifølge hvilfet Talet voxer eller aftager, uagtet det rimeligvis ftaar i et vift Forhold til Bevægelfernes Kraf—

<) J Artsbeffrivelferne findes hift og her Angivelſer over disſe For— hold, forſaavidt de befinde noget Udmærfet. Her maa udhæves, at man hos en enefte Ziffeflægt, Lepisosteus, har fundet en Hvirvelform, ſom ellers fun tilhører endel Krybdyr: Hvirvlernes Legeme viſer næmlig fortil, iftedetfor en tragtagtig Fordybning, en fræmragende rund Leddeknude, bagtil derimod en Leddehule.

**) Overhovedet udmærfe de Faſtkjgbedes eller Plektognathernes Orden fig. ven Hvirvlernes ringe Tal: det ſtal vaxle mellem femten og atten, og disſe Fifi pleje at anføres fom de, der i hele Klasſen befinde det laveſte. Imidlertid fan mærfeg, at Arterne af Slægten Pegasus, der af Cuviev henføres til de BufØgjællede, have et maaffe endnu ringere Tal (indtil tretten ?).

”) Yfværlingen af Hvirvlernes Tal er indenfor Fiſteklasſen omtrent ligefaaftor ſom hos Krybdyrklasſen, og betydeligt ftørre end i Hvirveldprenes to førfte Klasſer.

V

tighed og Knoglernes Faſthed. I Almindelighed fan markes, at An— talet ev meget ſtorre hos Bruſkfiſkene (forſaavidt Hvirvlerne ere adffilte og kunne tælleg) end hos Benfiſkene, og blandt digfe fidfte ftørre hus de Blodfinnede end hos de Pigfinnede. Framdeles, at hos ſamme naturlige Familie Forholdet fun vifer en forholdsvis ringe indbyrdes Afvaxling, hvad man vil finde befræftet ved at betragte Jayefamilien, Sildefamilien, Karpefamilien, Ilynderfamilien o. f. v. Endelig, at man ikke altid efter den ydre Form fan gjøre nogen Slutning til Hvirvlernes Talrighed, idet langſtrakte Fiffe under— tiden fun have faa (Callionymus Lyra Linn. til Exempel fun 21), medens Talet hos forte og tykke Fiffe ſtundom bliver forholdsvis be— tydeligt nof (hos Raniceps fuscus Strm. 45.) — Forholdet af de Hovirvlers Tal, der ligge over Bughulen, til det Antal, der danner Halen, fan ogſaa give Anledning til Betragtninger. Der gives hele naturlige Familier (til Er. Laxene og Sildene) hos hvis Arter, idet- mindſte forſaavidt de tilhøre den nordiffe Fauna, det førfte Tal er meget ſtorre end det ſidſte, tildels endog dobbelt faa ſtort. I andre Familier er Forffjællen fun meget ringe, t. Er. hos Karperne. Atter høg andre, Torſk, Flynder 0. |. v., er Salehvirvlernes Tal i Rege— len meget ftørre end Ryghvirvlernes, iffe fjældent dobbelt faa ftort, fjælonere tre til fire Gange faa ſtort. At Fiffenes Cyne til hurtig og udholdende Bevægelfe paa forffjællig Maade betinges ved disſe Afvaxlinger, kan jeg ikke betvivle, uden at jeg dog vover at angive nøgen Regel derfor,

Anm. 2. Undertiden ſmalter et ftørre eller ringere Antal af Hvivlerne fammen: dette er Tilfældet med de allerførfte Hvirvler hos Karpearterne, Kimgrerne og Rokkerne. Undertiden (hos Støren, adffillige gajer, be Kredsmundede) forſvinder Rygradens Inddeling i Hvirvler aldeles. Derimod blive de Kanaler, hvorved Hvirv— lernes Huler ſtaa i Forbindelſe med hinanden, faa ftore, at Indſno— ringerne paa den ovenfor omtalte udfyldende Gelemasſe forſvinde, og Denne Derved faar Udſeende af en fævn Snor — den ſaakaldte Ryg: ſnor, Chorda dorsalis, der i Foſtertilſtanden, inden de egentlige Hvirv— lers Udvikling, findes hos alle Hvirveldyr — hvilfen ofteft er ſammen— ſat af langſtrakte Celler, og kun hos den laveſte Fiſteform, Branchio- stoma lanceolatum Pall., viſer en fibros Bygning. Et bruſt- eller hudagtigt Svob omflutter hos ſaadanne Ziffe blot Geleſnoren; ligeſom ogſag lignende Hylſtre foroven omgive Rygmarven, forneden Aarerne.

VI

Anm. 3. Hvirvlernes øvre og nedre Buer, fom i Foſtertilſtanden regelmasſigt ere afſondrede fra Hvirvlernes Legeme, men ſenere pleje at vore ſammen med dette, vedligeholde hos adffillige Fiffe Adſtillelſen hele Livet igiennem: dette er, hvad de øvre Buer angaar, Tilfældet hos Gjedden og Karpearterne; dog hog de fidfte fun paa et Var af forrefte Hvirvler; De nedre Buer forblive adffilte hos Karper, Jay og Gjedder.

Anm. 4. Fra de øvre Hvirvelbuers Rod udgaar i Regelen hos Benfiffene et Par (maa Fortſattelſer fortil og et andet bagtil, hvilfe ſpare til Leddefortfættelferne hos andre Hvirveldyr, men dog ikke hos Fiffene pleje at fræmfalde nøgen egentlig Leddeforbindelje. Hos ve fleſte Bruſkfiſke viſer fig bag bvær øvre Bue et Par (fjældent to eller fre Par) ſaakaldte Indſkudsbruſt (cartilagines intercalares), der tfæne til at fuldftændiggjøre Rygmarvskanalen paa Siderne; lige— ſom denne ogfaa ofte foroven lukkes af enkelte (a: ikke parvis anbragte) Indffudsftyffer, Hos ſaadanne Fiffe, der iſtedetfor den almindelige Sfjælbeflædning befinde et Slags Pandſer (de Bufføjællede til Eremvel), dannes gjærne færegne Udviflinger af de ovre Buer eller af deres Tornefortfættelfer til Underftøttelfe af Pandſeret.

Anm. 5. De af de nedre Buer dannede uægte Tværfortfæt- telfev ſavnes ſtundom paa endel af de forrefte Hvirvler (hos Lophius piscatorius Linn. paa de ſyv førfte), og de nedre Buer fremtræde ſtrax (hos den nysnævnte Lophius paa ottende Hvirvel) under Kanal formen. Hos andre Fiffe (t. Er. mange Silde- og Laxearter, af fræmmede Fiſte Scarus-=Slægten o. ſ. v.) blive de divergerende Tvær- fortfættelfer ved Roden forbundne af en Knogleliſte, faa at paa denne Maade en Aarekanal frembringes. Leddefortſattelſer fræmtræde ret hyppigt ved de nedre Buers Rod ligeſom ved de ovres.

Unm. 6. Foruden de falffe Tværfortfættelfer forekomme hos Fiffene, dog langt fjældnere, mere egentlige Tværfortfættelfer, der udgaa omtrent fra Midten af Hvirvlernes Legeme, og fræmtræde ikke blot paa Bug-, men ogſaa paa Halehvirvlerne. Disfe bære aldrig Ribben, medens de uægte i Regelen ere forſynede med Ribben. Blandt vor Faunas Fiſte viſe de fig til Exempel hos Flynderarterne.

Unm. 7. Uagtet de op- og nedſtigende Tornefortſattelſer i Fiffe- klasſen i Almindelighed ere meget ftærfere udviflede end hos nøgen anden Hvirveldyrklasſe, gives Der dog adſtillige Fiffe, hos hvilfe de

VI

blive meget fmaa, t. Cr. Aalene*). Den lodrette, Halefinnen bærende Plade ſavnes ſtundom, ifær hos ſpidshalede Fiſte; ſtundom er den tilſtede, uden at de forſtjellige, den dannende, Stykker ere nøje ſammen— voxede, ſaaſom hos Gjedden; ſtundom, ifær vel hos meget kraftigt ſpommende Fiffe, udvikle fig Benkroge paa dens Sider; ejendomme— ligt er Forholdet hos Orthagoriscus Mola Linn. (f. Artsbeffrivelfen),

S 4. I Almindelighed fan om Biffenes Hoved figeg, at Det udmarker fig ved at beſtaa af et langt ſtorre Antal Knogler end hos andre Hvirveldyr, ved en meget tydeligere Adſtillelſe mellem Hjarneſkalen og Anſigtet, og ved en ftørre Bevægelighed af de Knogler, ſom danne Dette ſidſte. Hjærneffalen eller den Benkasſe, fom foruden Hjærnen optager Redffaberne for

*) Svorvel Udviklingen af de op- og nedſtigende Fortfættelfer i Regelen er omtrent lige ſtoerk, træffeg dog paafaldende Undtagelfer herfra, t. Er, hos Orthagoriscus Mola Linn.

VIII

Hørelfen, Synet og Lugten, beſtaar, naar den betragtes ovenfra, almindeligt af følgende Knogler i Retningen forfra bagtil): 1) Sigtebenet eller Ethmoideum (k); I to forrefte Pandeben (bb), der bidrage til at danne Ojehulens forreſte Bæg; mellem disſe Ben og Sigtebenet fræmtræder paa hvær Side Lugtenærven (gjænnem et Udfnit, ofte endogſaa et Hul, i Pandebenet); 3) det ſtore, her enfelte egentlige Pande— ben (a), fom danner Ojehulernes Loft og den forreſte Del af Hjærnejffalleng øvre Hvælving; 4) De to bageſte Pandeben (cc), der udgjøre en Del af Ojehulens bagefte Bæg, og danne Ledveforbinvelfe med Tindingbenet; 5)to Isſe-eller Parie— telben (dd), der næften altid adffilles fra hinanden ved 6) et enfelt Mellemisſeben, Interparietale (e); fra denne Knogles Middellinie hæver fig hyppigt en Benkam af betydelig Højde, der bagtil rager langt ud over Hjærneffallen (é), den ſaakaldte Naftefam eller crista occipitalis; fortil forlænger den fig ftundom til en crista sagittalis; udenfor Isſebenene ligger paa hvær Side 7) et Vorteben, Mastoideum (hh), og Hjærneffalleng allerbagefte Del udgjores endelig af fem Nakkeben, der tilſammen fræmftille en tydelig Hvirvel, næmlig 8) to ydre eller ovre (ff), 9) tov Sidenakkeben (gg) og 10) et enfelt nedre Nakkeben, Basilare (i); dette ſidſtes bagefte Flade, der er kegleagtigt udhulet ganſte ligefom en Hvirvel, danner Hovedets Forbindelfe med Hvirvel— ſtotten; hvorved dog er at bemarke, at hos mangfoldige Fiffe en lille Leddeflade paa hvært af Sidenakkebenene befordrer denne For— bindelfe, hvilfen altid er af den Beſtaffenhed, at Hovedet næften taber al Bevægelfe. — Betragtes Hjærneffallen fra neden, vifer

+) De ovenſtaaende Træfnit, efter Cuvier, fræmftille Torſtens Sjærne- ſtal. Jeg har valgt denne Fiſt, fordi den, foruden i fin Alminde— lighed, ogfaa i fin Størrelfe maa have Anbefaling for dem, der ønffe at fætte fig ind i Fiffenes Benbygning. J Knoglernes Benæv- nelfer følger jeg Cuvier her, ligeſom jeg i Fiffebeffrivelferne har brugt hang oſteologiſte Nomenklatur.

IX

fig forvreft, lige under Sigtebenet og for en Del mellem de forreſte Pandeben 11) Plougffjærbenet, vomer (1); tæt bag dette, tildels indeffluttet mellem de forreſte Pandeben og det egentlige Pandeben, fræmtræder 12) Det meget langftrafte egentlige Kileben (m), der bagtil ftøder op mud det nedre Nakkeben; paa hvær Side af Kilebenet, tæt bag det egentlige Pandeben, ſes 13) Kilebenets ſmaa Vingeben (pp); mellem disfe to Vinge— ben have Syngnærverner deres Gjænnemgang, og over dette Narvepar atter Lugtenærverne. Tat bag de ſmaa Vingeben ligge 14) Kilebenets ſtore Vingeben (00), gjænnem Huller eller Udſnit i hvilfe det fæmte Narvepars to ſidſte Grene træde (ligeſom ogſaa Anfigtsnærven og den fradragende); og bag de ftore Vinge— ben indenfor Bortebenene vifer fig paa hvær Side af Kilebenet 15) et Klippeben (nn), der ftøder op mod Sidenaffebenet, og ſaaledes afflutter HSjærneffallens underfte Flade. — Endnu hører en Knogle til Hjærneffallen, hvilken dog hværfen vifer fig fra dennes øvre eller nedre Flade, men fra Siden, 16) det forreſte Kileben, en enfelt Knogle, ſom gjærne ſtaar fodret under og foran de ſmaa Kilebens Vinger ovenpaa Det egentlige Kileben.

Anm. 1. Hos endel Fiſke ſmalte et ſtorre eller ringere Antal af Hovedets Knogler ſammen, og Adſkillelſen af Anſigtet fra Sjærneffallen ſamt Anſigtets Bevagelighed blive mindre fuldſtendige. — Hos Bruſk— fiffene danner Sjærneffallen en hel eller uafbrudt Kapſel, hvor ingen fammenfættende Stykker kunne ffjælnes (ligeſom Tilfældet er med Fuglenes Djærneffal=). Hos Slægten Branchiostoma - (fe denne),

+) Dette Forhold, hvilfet man tidligere betragtede ſom indeholdende Den vigtigfte Forffjællighen mellem Benfiffenes og Brufffiffenes Sjærneffal,. vil man efter fenere Underſogelſer iffe indrømme nøgen ſtor Betydning. „Hos færdeleg mange Benfiffe vedligeholder fig næmlig beftandigt, dog for en Del ffjult under løft paaliggende Benftyffer, en jfammenhængende Bruſkhjgrnekapſel. Paa dennes Bekoſtning have ofteft fun partielle Forbeninger dannet fig, hvilfe iffe umiddelbart berøre hværandre, men holdes adffilte ven mellem—

X

hvor ingen Hjærne (eller højere Udvikling af Narveſyſtemets Central- dels forreſte Ende) findes, er hæller ingen Hjarneſtal tilſtede, men blot en ligefrem Fortfættelfe uden Udvidelfe af det Rygmarven omgivende Rør. Hos Størerne og de Kredsmundede fortjætter Ryg— ſnorens (Chorda dorsalis)forrefte tilſpidſede Ende fig ind i den bruſt— agtige Djærneffals bagefte Del, og forbinder fig ubevægeligt med denne. Hos Branchiostoma ftræffer Rygſnoren fig endog fræm foran Nærve- ſyſtemets forrefte Ende næften lige til Snudeſpidſen.

Anm. 2. Sigtebenet, der fvarer til denne Knogles lodrette Plade hos Pattedyrene, danner i Forening med Plougſkjgrbenet

liggende Levninger af Den oprindelige Brufffapfel. Laxearterne, GBjedderne, Skivefiſkene afgive det tydeligfte Bevis herfor. En ganffe gradevis Overgang finder Sted fra en virfelig og ved— varende, men tildels med paaliggende Knogleſtykker bedæffet, BrufÉ- kapſel til Sjærneffallens udelukkende Dannelſe af færffilte, men tæt og nøje med hværandre ſammenſluttende Knogler, ſaaledes ſom Tilfældet er hos de flefte Faftfjæbede og hos de egentlige Aale— dannede. Thi hos de flefte Benfiffe vedligeholdes en Levning af ven oprindelige Bruſkkapſel under Bendæffet, og Knoglerne maa an— fages for en meget ſtor Del at være udviklede paa Bruſtkapſelens Bekoſtning. Men ſaadanne Knogler, fom hos Benfiffene altid be— dokke de Fontaneller, der hos Brufffiffene viſe fig frit under Huden, ſaadanne kunne iffe ſtyldes Bruſtkapſelen, men udvikle fig over ſamme af et fibrøft-hudagtigt Grundlag. Og derefter ffjælnes i Fiffenes Hjorneſtal to Slags Knogler: 1) de paa ben oprindelige Bruſtkapſels Bekoſtning udviklede eller de egentlige gjævneffalsfnoglev (alle Nakkebenene, Mellemisſebenet, Vortebenene, Klippebene, de forrefte og bageſte Pandeben, det forreſte Kileben og Kilebenets ſtore og ſmaa Binger); 2) Bedaknings eller Zudknoglerne (Sigtebenet, det egentlige Pandeben, Isſebenene, Plvugffjærbenenet, det egent— lige Kileben). For ſaavidt Benfiffenes Sjærneffal dannes af det førfte Slags Knogler, fan den ſammenlignes med de højere Bruſt— fiſtes (Plagioſtomerne). Det andet Slags Knogler maa derimod betragtes fom ny og tilfomne Elementer.“ Det er Baer, Rei— chert og Stannius, ſom ifær have gjort disſe Forhold fil Gjæn- ſtand for Underføgelfer. Den ovenſtagende Framſtilling er et Uddrag efter den finfte (Vergl. Anat. ver Wirbelthiere). |

XI

Snuden; Næfeborene ligge paa Siden af bem, og adffilles af Den Væg, ſom ved deres Forbindelſe opſtaar. Undertiden fmælte disſe to Knogler ſammen til en enefte (hos vore Mal). Plvugffjærbenet, fom gjærne blive bredere fortil, er meget hyppigt tandvæbnet paa Under— flaven. De forreſte Pandeben, der af andre kaldes Sigtebenets Sidedele, er ſtundom bruffagtige (hos alene). Mellem dem ligger hos nogle Ziffe (De Torſkeagtige) en enkelt Knogle, ver luffer Udfnitet for Lugtenærven paa den indre Side (Lamina cribrosa ossis ethmoidei ?). Det egentlige Pandeben, der hos Torſken er enfelt, deler fig hyp— pigt efter Længden i to Styffer (hos Aborren til Exempel). Sjærne= hulen fammentræffer fig meget frærf i Pjehuleafdelingen, for at give Plads for Øjnene, faa at der tildels endog fun. bliver en fnæver Kanal tilbage for Lugtenærverne. Hos nogle Fiffe (Karpearterne, Øjedden, gavpadden o. f. v.) bliver Ojehulens Tag forøget af ſoœr— egne Smaaknogler (ossa supraorbitalia). Sfillevægen mellem Oje— hulerne er gjærne hudagtig *); den hviler forneden paa det egentlige Kileben. Det forreſte Kileben, der tilligemed Kilebenets ſmaa Vinger ligger paa Grandſen af Djærneffallens Oiehule-Del og den egentlige Djærnefagfe, er ftundom bruffagtigt (los Karpearterne og hos Gjedden), og fynes ſtundom ganffe at favnes (hos Flyndre, Torſk, Ulke). De øvrige Knogler, foruden Nakkebenene, danne den Djærnen og Døreredffaberne indefluttende Hule, Hjarneſtallens tredie Afdeling. Dog maa markes, at det er meget fjældent, at det egentlige Rile— ben bidrager fil denne Hules Dannelfe, eller kommer i Berøring med Sjærnen (hos Tørffene er det Tilfældet); hvorimod de ovenover liggende, i Midten ſammenſtodende ſtore Vingeben (der af Andre, og maaffe rigtigere, kaldes Klippebenene) danne Kasſens Bund; ſtun— Dom ligger Kilebenet tæt op til Vingerne, ſtundom er bet ved et Mellem— rum fjærnet fra disſe, 1 hvilfet ſidſte Tilfælde (ved nedſtigende Side— udviflinger fra Vingebenene, tildels ogſaa ved opftigende fra Kile— benet) ofte en fuldkommen Kanal fræmbringeg, ſom optager flere Oje— muſtler. Vingernes indvendige Del bidrager væfentligt til Optagelſen af Horeredſtaberne, iſer Søreftenene; medens Vortebenene ifær optage de halvkredsdannede Kanaler. Vortebenene udſende bagtil en ſtor Fortfættelfe, der tjæner til Befæftning for Skulderbaltet, tildels ogſaa for

+) Undertiden bliver den dog benagtig (til Er. hos Sciænoidei) ved Udviklinger fra Kilebenet eller de forreſte Pandeben eller Sigtebenet.

XII

Sivemufflernes Sener. Hos Torffearterne lægge disſe Knogler fig ffjælagtigt ud over de ſtore Vinger. De tv Knogler, fom Cuvier falder Klippebenene, favnes jævnligt (hos Karpearterne, Gjeddeſlagten, Aalene); Isſebenene ryffe undertiden fammen (hos Karperne) og Mellemisſebenet ligger da bag dem; undertiden fmælte de ſammen til en enfelt Knogle; undertiden forſvinde de ganffe (hos nogle Maller), og Mellemisſebenet bliver da deſto ſtorre. Hos Væbefiffene udvikler denne ſidſte Knogle en virkelig Pilſom (crista sagittalis). — Nakke— hvirvelen eller Djærneffallens fjærde og bagefte Afſnit optager en ſtor Del af den forlengede Marv og nogle Dele af Horeredſtabets Laby— rint; dens Knogler høre til de frærfeft forbenene af Sjærneffalleng Styffer. Det nedre Nakkeben (Basilare) udfender oftere i Retningen nedefter Fortfætteljer, der fuldftændiggjøre den ovenomtalte Kanal for Djemufflerne; undertiden udvide disſe Fortfættelfer fig til en ſtor Plade, og bære et Knuſe- eller Tyggeapparat (hos Rarperne og Scarus-Yrterne). De ydre Vakkeben viſe fædvånligt en bagtil mere eller mindre ftærft fræmtrædende Fortfættelfe, hvortil Sfulderbæltet fæfter fig. Sidenaffebenene have Aabninger for Gjænnemgangen af Nervus vagus og glossopharyngeus ; undertiden (hog Karperne) vife fig to ſtore aflange Huller i disſe Knogler.

S 5. Anfigtet. Forreſt viſer dette to, almindeligt meget ftore, langſtrakte, Overkjebens hele Rand dannende, tandbærende Mellemfjæbeben (q), der gjærne befinve en ſtor Bevage— lighed; idet de, hvor de i Midten ftøde op mod hinanden, fra deres forrefte, gjærne noget buedannede Hoveddel (Munddelen) udfende en Forlængelfe i Retningen bag og opad (Snunde- eller Pandedelen), fom glider hen over Overfladen af Snuden, med hvilfen den er forbunden (umiddelbart eller gjænnem fmaa mellem— liggende Bruſk- eller Knogleſtykker) ved elaftiffe Baand. De to Dverfjæbeben (Tr) ligge i Regelen bag ven Mellemfjæbebenene, parallelt med disſe, og danne ved Deres overſte eller inderfte Ende en Leddeforbindelfe med Mellemfjæbebenene, med en fræms fpringende Flade af Plougſtjerbenet og med en Fortfættelfe af Ganebenet. De ere bevægelige, men favne allerofteft Tænder. Bag ved disſe Knogler ligger pan hvær Side et Ganeben (t),

*

—TDTDB

der har Leddeforbindelſe iffe blot med Overfjæben men ogſaa med Snuden og de forreſte Pandeben, og hyppigt er tandvabnet. Atter bag Ganebenet ligge ved Siden af hinanden to Knogler, af hvilke den indre (y), mere flade, brede og tynde af Cuvier kaldes Vingebenet (pterygoideum), den ydre (x), ver hyppigt vifer fig ftærft frummet udad, faldes Tværbenet (transversum). De tre finftnævnte Knogler tilfammen danne Ganen. Bag dette Apparat findes en Rakke Knogler (v, w og z), ſom vybænge Underfjæben til Hjærneffallen. Den overſte af disſe, Tinding- benet (v), ftaar ved en lang og dobbelt Leddegrube i Forbindelfe med det bagefte Pandeben og med Vortebenet, og afgiver bagtil en Leddefnude for Gjællelaaget. Neden under dette og bag Bingebenet ligger den Knogle (w), fom Cuvier tillægger Be— nævnelfen Trommehuleknoglen (Tympanale), og derpaa følger, bag Tværbenet og nedentil dannende Leddeforbindelſe med Underfjæben, Aagbuebenet, Jugale (z). Men endnu kommer hertil en lille fjærde Knogle af langftraft og fmal Form, ſom ligger mellem Trommehuleknoglen og Forgjællelanget, eller ſtjules

XIV

under disſe (Symplecticum Cuv.). Disſe Knogler have inde byrdeg finden eller ingen Bevægelighed, og ere desuden ſammen— voxede med Ganeapparatet og Forgjællelaaget; tilfammen derimod bevæge disſe fyn Styffer, eller den af disſe dannede Plane, fig men Lethed paa Grund af Leddeforbindelfen med Snuden, Tinding— gruben og Underfjæben. De gjøre Munden ftørre, ved at ud- vide fig mod Siderne, naar Ziffen vil optage Band, og bidrage ved en modſat Bevægelfe til at uddrive dette, — Underfjæben (ec) beftaar af to fortil forenede Grene; enhvar af disfe plejer hos udvoxne Ziffe at beftan af tre Knogler, en forrefte (D eller Tandknogle og en bagefte (&) eller Leddeknogle; hvortil endnu kommer et lille, ved Leddedelens bagefte Rand liggende Styffe (os angulare Cuv.), der hyppigt fun er bruffagtigt. Til Anſigtsbenene regnes af Cuvier ogſaa de af ham fom Næſe— benene (s) betegnede Knogler, der danne Naſeborets indre eller øvre Rand, og oventil ftaa i Leddeforbindelfe med Pandebenet; fræmdeles en Kjævde af et forffjælligt Antal Smaaknogler (u), der ftræffe fig fra Snuden til Tindingen; den førfte af disſe danner Naſeborets ydre eller nedre Rand, de ovrige omgive bue— formigt Øjet forneden, fortil og bag. De benævnes Ojebenene (Infraorbitalia Cuv.). Endelig nogle Smaaben, ſom ſtrakke fig bag disſe over Tindingen til Hjarneſtallens bagefte Apofyſer (Supratemporalia Cuv.).

Anm. 1. Hos adſktillige Fiffe (Gjedder, Sild og ifær Laxe— arter) viſe Mellemkjabebenene og Overkjgbebenene et Forhold, ver figner det hos Krybdyr og Pattedyr ftedfindende, idet be førftnævnte Knogler blive forte, lidet bevægelige, og fun indtage Midten af den øvre Mundrand, medens de fidftnævnte udgjøre den øvrige Del af Randen, og ere tandvæbnede. Enkelte erotiffe Fiffe befinde fun et Mellemfjæbeben (Mormyrus); hvor der findes to, ere disſe dog ſtundom tæt forbundne (bog gornfiffen). Den vyftigende Del er hyppigt betydeligt udviflet (hos Læbefiffene, Anarrhichas o. f. v.), hvorved Munden gjærne bliver ftrærft fræmffydelig; men hyppigt er ven ogſaa fun lille (Lap, Sild), eller forſvinder endog næften ganffe

XV

(hos Mallen, Aalen o. ſ. v.). Mellemkjabebenenes frie Bevægelig= hen mangler hos Svaordfiſken, Sornfiſken o. ſ. v.; hos de Faſt— Fjæbede (Pleftognatherne) fmælte de ſammen med Overfjæbebenet til et Styffe, Det er iøvrigt ifær Mellemfjæbebenene, der beſtemme Snudens Form hos Fiſtene. — Hos adſtillige Fiffe deles bvært Over— Fjæbeben i to eller tre Stykker; dette er blandt vore Fiffe til Exem— vel Tilfældet hos Sildearterne; men den ftærfefte Deling af disſe Knogler finder Stæd hos en exotiſt Fiſt, Lepisosteus. Hos Mallerne bliver denne Knogle rudimentær, eller forvandles til Skjaggetraade; hos adffillige Aaledannede ſavnes den aldeles.

Unm. 2. Ganeapparatet er ſtundom udviflet i meget ringe Grad eller rudimentært (hos Mallerne og de egentlige Aaledan— nede). Meget ſjaldent vorer Tindingbenet ſammen med Hjarne— ſtalen. Trommehuleknoglen og Symplecticum forſvinde hos Mal— lerne. Til ve Stykker, der danne Underfjæbens Grene, kommer ſtundom (hos Aborren til Cr.) et meget lille færde, der ligger paa Leddedelens indre Side; men det er fun hos ganffe enfelte fræmmede Fiſte (Osteoglossum og Lepisosteus), at Stykkernes Tal ftiger til fer.

Anm. 3. Wæfebenene, Øjebenene og Supratemporalbenene betragtes af Stannius ikke ſom Anſigtsknogler men ſom blotte Hud— dannelſer, henhorende til Slimafſondringen, i det de dels indeſlutte enkelte, dels forgrenede Slimkanaler, dels træde i Forbindelſe med Senehude, ſom danne Slimhuler o. ſ. v. Denne Anffuelfe finder Under— ſtottelſe Deri: at der hos adſtillige Fiffe (Ulke, Torſk, Flyndere) findes Knogler langs hele Kroppen under Huden, der maa betragtes ſom Fortfættelfer af de vaa Hovedet forekommende baade ifølge Byg— ning og Beſtemmelſe; hos andre Siffe derimod (adffillige Makreler) underſtottes Slimafſondringsapparatet paa Hovedet figefom paa Krop— pen af ſammenvoxede Skjal iftedetfor af de omtalte Knogler; atter hos andre Fiffe (aller og Aal) blive disſe Knogler til ſimple Smaa— rør, Der ganffe ſtemme med de Ror, der hug de famme Fiffe indeflutte Slimkirtlerne langs Kroppen o. ſ. v. Mange Fiffe favne tøvrigt disſe Knogler ganffe (Lophius, Diodon, Tefrodon); derimod forefindes de i deres ftærfefte Udvikling hos de umberagtige Fiſte (der favnes i Norden), ſamt hos den blandt Torffene henſtillede Slægt Coregonoides Gun. (= Lepidoleprus og Macrurus). Hog visſe Fiſte er det blot Øjebenene, der udvifle fig i en overordentlig Grad (hos de ſaakaldte

XVI

Pandſerkindede til Exempel), fan at de voxe ſammen indbyrdes og med Forgjællelaaget til en ſtor Plade, der bedekker Tyggemufflerne.

Anm. 4. Dvs de højere Bruſkfiſke vife fig hyppigt færegne Jæbebrvruft. Jovrigt finde hog .Brufffiffene faadanne Sammenfmælt- ninger og Modifikationer Sted, at det bliver meget vanffeligt at gjæn- nemføre en Sammenligning mellem dem og Benfiſkene, og at Ad— ffilligt med Henſyn dertil endnu maa anſes for tvivlſomt. — Endelig henviſes til Fræmftillingen af Sfeletet hos de forffjællige Hovedformer (under Artsbeffrivelferne).

S 6. Tungebenet. Dette Apparat, der ligger bag og mellem Unverfjæbens Grene og foran Gjællebuerne”), beftaar gjærne af tretten Knogleſtykker, der tilfammen udgjore en ftor Bue: i Middellinien forreſt vifer fig en enfelt lille Knogle (7), fvarende til Tungebenet hos Krybdyr og Fugle; under og bag Denne ſes en anden enfelt Knogle (4), der ofteft har Form af en fodret Plade, fræmftiller, hvad man hos Fugle og Firben falder Tungebenets Hale, og tjæner til Faſtepunkt for Fort fættelfer af Kroppens Sidemuffler (musculi sternohyoidei), ligefom ven i Forbindelfe med Sfulderbæltets Symfyfe danner Den Iſthmus, der adſtiller de to Gjællefpalter; paa hvær Side af disſe Middelftyffer, og indbyrdes forbundne ved et færeget lille Bindeſtykke (copula) i Midten, ftræffer fig en Sidegren, beftanende af fem Knogler (9): forreft eller nærmeft Tungebenet to ſmaa, den ene over den anden; dernaſt to langftrafte, den ene bag eller udenfor den anden; endelig en lille, trind, griffel— dannet (os styloideum), hvorved det hele Tungeapparat ophænges til Tindingbenene. Til den ydre Side af disſe Tunge— grene hæfte Gjælleftranlerne (4) fig.

Anm. Tungebener er ſtundom dobbelt, men undertiden ſavnes Det Derimod (hos nogle til Malene henhørende Fiffe). Ogſaa dets Sale eller Kjolben fan ſavnes, hos Zavtaſken til Exempel; hvor—

*) Endel af det vifer fig fra Siden under Bogſtaverne & + x i Det foregagende Træfnit.

XVII

imod bet ffal forekomme dobbelt hos Polypterus. Det Antal Stykker, hvoraf Sidegrenene fammenfættes, aftager hos Bruſtfiſtene i Almin— delighed, og ſynker hos Zajerne ned til et enefte Stytfe for hvær Gren. Ogſaa viſe adſtillige Brufffiffe den Særegenhed, at Tunge— bensapparatet hæfter fig umiddelbart til Sjærneffallen (hos Chimæra). Hos de Kredsmundede bliver dets Forhold faa ejendommeligt, at det vanffeligt tilftæder nogen Sammenligning. Hos Branchiostoma mang— ler det. Da Gjælleftvaalerne nærmeft ftaa i Reſpirationens Tjænefte, omtales de med dennes øvrige Redffaber i de følgende Paragrafer.

S 7. Aandedrætgredffabernegs Knogler. Da de bløde Dele, i hvilke Blodaareblodet forandres til Pulsaareblod, hos Fiſkene dels underftøtteg, dels beffyttes af færegne Knogle— dannelſer, og da det hele Reſpirationsapparat, iftevetfor at op— tages i en Bryſtkasſe, hog Denne Klagfe er indlemmet i Hovedet, vil det her være Plads at afhandle disſe Knogler. De under ftøttende faldes med et Ord Gjællebuerne, de beffyttende Gjællelaaget, og endnu funne Gjællehudgftraalerne tilføjes ſom virfende til Reſpirationens Fræmme.

S 8, Gjællebuerne, hvis Antal i Regelen er fire Var, hæfte fig foroven ved Bindevæv eller Ligamenter til ven bagefte Del af Djærneffallens Unverflade, forneden derimod for— bindes de i Legemets Middellinie ved en Længderæffe af hyppigſt tre ſmaa Knogler, der ligge bagved Tungebenet, og ligefom ere en Fortfættelfe af dette, Det førfte Par Buer hæfter fig til Siderne af Den anden af disſe Knogler, Det andet Var til den tredieg forrefte Ende, det tredie til ſammes bagefte Ende; det fjærde Par naaer iffe fræm til Knoglen, men lægger fig op til det tredie Pars indre Side. Endelig ligger bag Gjallebuerne neden i Munden, i den Vinkel de bagtil danne, paa hvær Side en tandvæbnet Knogle, der betegneg fom det nedre Svalgben, men hvilfen med Grund ſynes at kunne betragteg ſom en femte rudimentær eller forandret Gjellebue. Hvær Gjællebue beftaar af to, bevægeligt med hinanden forbundne, Dele, hvis Forening

ſnart fræmftiller en Bue, fnart en mere eller mindre ſpids Vin— Danmarks Siffe, I. B

XVII

kel. Den øverfte af disſe Dele, ſom er meget fortere end den nederſte, dannes af to Knogler; medens den førfte af disſe paa den førfte Gjællebue vifer fig tynd og griffeldannet, bliver den Derimod paa de følgende pladedannet og tandvæbnet, og omtales under den færegne Benævnelfe af de øvre Svalgben. Gialle— buens nederfte ſtorre Del ſammenſattes hos de tre førfte Par af to Knogler (af hvilfe den indre ev meget mindre end den ydre), hos det fjærde Par fun af en. Gjallebuernes inderſte-forreſte, eller mod Mundhulen vendte, fonfave Side er væbnet med fmaa plade⸗ eller fegledannede, tandforſynede græmragninger, Der tjene ligefom til at affpærre Gjallehulen fra Mundhulen, eller hindre fræmmede Legemers Indtrængen i Gjællehulen. Gijallebuernes yderſte-bageſte eller fonvere Side har en Rande efter Længden, Der optager Gjællepulsaaren; og langs hvær Side af denne hæver fig en Rakke tætftillede, bens eller bruffagtige Smaablade (ligefom Kamtænder), i hvis beflædende Hud Aareforgreningerne udbrede fig, og ſaaledes tilvejebringe det egentlige Aandedræts— redſtab.

Anm. Hos adſtillige Fiſte hæfter Gjællebuernes overſte Ende fig ikke under HDjærneffallen men under den forreſte Deb af Rygraden. Dette er til Exempel Tilfældet hus. vore Aal og hos Zajerne. De fmaa Knogler, der forneden forbinde Gjællebuerne, blive hus Rok— kerne til breve Bruſtplader; hvorimod de hos andre Fiffe ere meget lidt udviflede, eller endog forfvinde (hos Waalefiffene, gavtafTen v. f. v.). De nedre Svælgben, der ſtundom beftaa hvært af to Stykker, ſmalte derimod hos andre Fiffe begge ſammen i Midten til en enefte Plade; dette finder Sted hos Labefiſkene, gornfiffen o. f. v. Hvad de øvre Svælgben angaar, da vore hyppigt de, ſom ligge paa ſamme Side, ſammen (t. Er. hos Ulkene); hos Karperne ere de fmaa og tandloſe; hos Slægten Scarus findes fun et Par. Et ganffe ejendommeligt Forhold vife de ovre Svælgben hos de exotiſte Fife, ſom af Cuvier ere blevne fammenftilleve under Navnet af de Sabyvintøjællede: de dele fig næmlig i ef Antal forffjælligt dannede Smaablade, der overtræffes af en reſpiratoriſt Sud.

XIX

S 9. Gjællelaaget og Gjalleſtraalerne. Det førfte beftaar af fire Styffer. Forgjællelaaget (Præoper- culum), der ofte er det ftørfte, og gjærne har Vinkel-⸗ eller Halv— maaneform, ligger, fom Navnet antyder, forreſt (a a paa Træs ſnitet ovenfor S. XIID), tæt op til den bagefte Rand af den Knoglefjæde, hvorved Underfjæben ophænges under Hjærneffallen. Bagved Forgjællelaaget foroven vifer fig det egentlige Gjælles laagsſtykke (2), hvis øverfte-forrefte Vinkel befinder en Ledde— grube, hvori en hvælvet Framragning af Tindingbenet optages. Under Gjællelaagsftyffet fræmtræder Undergjællelaaget (Sub- operculum), ber gjærne har en langſtrakt og fmal Form (7); og foran dette, men nedenfor Forgjællelaaget og bag Undertjæbeng Leddeforbindelſe, vifer fig Den Knogle (6), fom Cuvier har tillagt Benævnelfen Mellemgjællelaaget (Interoperculum), Da denne Knogle fæfter fig til Tungebenets Sidegren, bliver Følgen deraf, at Gjallelaagene iffe funne aabnes og lukkes, uden at Tungebenets Grene udføre tilfvarende Bevægelfer. — Gjalle— hulen aflukkes førft fuldftændigt forneden af Gjællehuden, Der hæfter fig til Tungebenets Sidegrene, og underftøttes af Gjælles ftraalerne (4). Disſe, der artifulere, eller ogſaa blot ved Baand forbindes, med de to Hovedftyffer af Tungebenets Sides grene, ere gjærne af langſtrakt, tynd og tilſpidſet Form (Sabel: form eller Dolkform). Deres Antal værler for hvar Side fra en til tredive, men er hyppigſt fyv.

Anm. Gjællelaagsftyffernes Antal er egentlig fun tre, thi For: gjællelaaget hører rettere, hvad allerede Cuvier har anerfjændt =),

og hvad nu er den almindeligt antagne Mening, til Den Knogleræffe, der forbinder Underfjæben med Sjærneffalen. Hos Størene findes

*) Idet Cuvier omhandler det under Gjallelaagets Styffer, be⸗ mærfer han: il appartient à cette lame (la lame palatotem- porale) plutot qu'au systeme operculaire lui même. Hist. d. Poissons I, 348.

B*

XX

alle tre Gfjællelaagsftyffer, ffjøndt nøje forenede indbyrdes ; høg de øvrige Brufffiffe (med Undtagelfe af Spatularia, hvor et fun af et enefte Stykke beſtagende Gjællelaag træffeg) træder iſtedetfor Gjollelaaget et ſtorre eller ringere Antal Bruſtſtrimler, der ſtundom danne et meget ſammenſat Stotte— eller Beffyttelfesapparat for Gjællerne Chos Petromyzon, Ammocoetes og Branchiostoma). Markes fan, at blandt Benfiffene favne Mallerne Mellemgjællelaaget, hvorimod dette hos Plektognatherne deler fig i fo Styffer. Gjællehudsftraalerne bevæges ved færegne Muffeltraade, og kunne ſaaledes bidrage til at folde eller udſpende Gjællehuden. Hos Zavtaſken udmarke de fig ved en overordentlig Længde, hos Aalene ved deres kredsformige Bøjning, hos Storene favneg de, men ere høg mange andre Brufffiffe tilftede ſom Bruſkſtraaler. Det højefte ovenfor angivne Tal af Gjælleftraalerne forekommer hos Slæg- ten Elops, det laveſte hos Polypterus.

810. Skulderbeltet med” Bryſtfinnerne. Tæt bag Gjællefpalterne viſer ſig pan hvær Side en Kjæde af Knogler, der fra Nakkefladen ftræffer fig ned til Bugfladen, hvor de to Kjader indbyrdes forene fig, ſamt ved Baand fætteg i Forbindelfe med Tungebenets Hale, Det ſaaledes dannede Knoglebælte tjæner ligeſom Karm eller Ramme til at modtage Gjællelaagets bagefte Rand, naar Gjællehulerne tilluffes. Selve Bæltet dannes i Regelen af tre Knogler paa hvær Side, men til detg bageſte É Rand hæfter fig endnu adffillige andre. Den øverfte Knogle, der fremtræder gjænnem Huden fom en Benplade, hyppigt med ſaug— tandet Rand, er foroven tvefløftet, eller udſender to Fortfættelfer, fom hæfte fig til Hjærneffalens to Sidefjøle (den af det ydre Nakkeben og den afVortebenet dannede); den benævnes Overs ffulderbladet (os suprascapulare Cuv.). Nedenfor denne følger det langſtrakte Skulderblad. Dernæft følger Overs armsbenet“), fom langt overgaar de to andre i Størrelfe, og fom fuldſtendiggjor eller luffer Sfulderbæltet; af Form er det gjærne bøjet, faa at dets bagefte Rand fræmtræder vinfelagtigt eller

+) J den fenere Tid forfafter man denne Cuviers Udtydning, og ben antydede Knogle forflares ſom Wøglebenet,

XXI

halymaaneagtigt; og vet beftnar af to Blabde, eller kan foreſtilles fom en efter Længden ſammenfoldet Knogleplade, hvis to Blade bagtil divergere eller aabne fig. Til Overarmsbenets bageſte Rand bæfter fig (paa den inderfte Side af det inderfte Blad) en volt agtig Knogleudvikling, beſtaaende af to Styffer, der ligge det ene bag det andet, førft et mere fort og ovalt, dernæft et længere og ſpidſere; tilſammen udtydes disſe af Cuvier fom den ravne— næbdannede Fortſattelſe. Neden for denne fæfter fig ends videre til Overarmsbenets indre Blad to Knogler, den ene neden— for den anden; hvor de forbinde fig med Overarmsbenet er hvær af dem forfynet med et Hul eller ogfaa med et dybt Udfnit; den nederfte af disſe betragtes fom Albuebenet, Den øverfte ſom Straalebenet, og tilſammen fræmftille de altſaa Forarmen. Til disſe to Knoglers bageſte Rand lagger ſig en Rakke af fire eller fæm Smaaknogler, der med Foje funne betragtes ſom Haand— rodsknogler, og til disſe hæfte atter Finneſtraalerne fig, dog med Undtagelſe af den øverfte, der forbinder fig umiddelbart med Straalebenet.

Anm. Hvg nogle Fiffe er Skulderbaltet iffe foroven forbundet med Djærneffallen; bette er Tilfældet med de Aaledannede, med Kimærverne og Sajerne; hos Rokkerne forbinder det fig med den forrefte Del af Rygraden iſtedetfor med Sjærneffallen; derimod findes Der ogſag Fiſte, hos hvilke Overſkulderbladet har en tredie Fort— fættelfe, der trænger ind imellem de ovennævnte Kamme; og atter andre, hvor det voxer fuldkomment ſammen med Sjærneffallen ; dette ſidſte fes hos den flyvende Knur (Dactylopterus) og hos nogle Maller. Medens Forbindelfen forneden mellem Skulderbaltets to Grene i Regelen tilvejebringes ved Baand, bevirkes den hos nogle Maller (Loricaria) ved en fandet Som, og hos Zajerne finder fuldkommen Sammen— voxning Sted. Hos Aalene og gavtaffen mangler Overffulder- bladet, hos Mallerne Sfulderbladet, hos nogle Brufffiffe fan fun en Bruſt ffjælnes i Sfulderbæltet, — Overarmsbenet bliver hos de egent— lige Aal en fimpel, bøjet og noget ſammentrykket Cylinder, hos Mu— rænen (Muræna Helena Linn.) blot en lang bruffagtig Traad. Den ravnenæbdannede Fortfættelfe bliver undertiden faa lang, at den for—

XXII

ener fig med ben fra Den modſatte Side; men hos Karpearterne be- ſtaar den fun af en Knogle, og hos Soulven, Mallen og Aalene forfvinder den. Hog de Fiſte, ſom mangle Bryfifinner, ſavnes ogſaa Albueben og Straaleben, hvorimod hos Lar, Harper o. ſ. v. en tredie Knogle kommer til i Forarmen paa ben indre Side, Hos de faa- faldte armfinnede Fiſte og nogle andre fræmbringes den Zræmragning, man her falder Armen, iffe ven en Forlængelfe af Forarmen (ſom tværtimod plejer at blive meget lille) men ved Udvikling af $aané- rodsbenene. Hog Polypterus findes fun tre Haandrodsben, hos 3av— taſken fun to.

S 11. Bæffen og Bugfinner. Baglemmerne fræm- træde under en langt fimplere Form hos Fiffene end Forlemmerne, idet de fun beſtaa pan hvær Side af en enefte, i Regelen langs ſtrakt⸗ trianguler Knogle, hvis ſpidſe Vinkel er rettet fræmad, og til hvis bageſte fortefte Side Bugfinnens Straaler ere hæftede. Denne Knogle ftaar iffe i nogen Forbindelfe med Rygraden, men ligger i Fiſtens Bugflade, tær op til fin modfvarende, med hvilfen den ved en Som er forenet langs fin indre Side. Hyppigt-ere Bugfinnerne anbragte omtrent i Midten af Fiſtens Længde eller endog længer tilbage; men hyppigt ere de ogſaa fræmryffede om— trænt under Bryftfinnerne, og i dette Tilfælde hæfter den forrefte Spidſe af deres Knogler fig til Sfulderbæltets Symfyſe, medens De ellers ligge frit i Kjødet. Bugfinnernes Straaletal er ringe; undertiden blive De rudimentære, og de ſavnes iffe fjæl- Dent ganffe (langt hyppigere end Bryftfinnerne); i UL, Til⸗ fælde ogſaa deres Stotteknogler forſvinde.

Anm. Baglemmernes omtalte Knogle, ſom paa en Gang fvarer til Hofte, Laar, Ben og Fodrod *), kaldes af Nogle Zofte, af Andre Bakken. Fortfættelfer ; ifær bagtil paa den indre Side, er den iffe ſjeldent forfynet med. Stundom ere de to Knogler ffilte fra hinanden, enten fortil (Savtaſken) eller bagtil (Batrachus), eller i hele Læng- ben (hos Zar, Sornfiſk, Stør og RKimærve). Jøvrigt er Bag— lemmernes Bygning mere fammenfat hos de tværmunsdesde Bruſk—

+) Hos Slægten Polypterus forekomme dog Fodrodsknogler.

XXIII

fiſk, og iſer hos disſes Zanner, end hos Benfiffene; hvorover Arts— beſtrivelſerne yde nærmere Oplysning. Bugfinnernes Stilling ſamt Tilſtedeverelſe eller Mangel benyttedes allerede tidligt ſom Stottepunkt for Benfiffenes fyftematiffe Opſtilling. Det er af vore Fiffe iffe blot hele be Barbugedes Orden og de Buſkgjgllede fom favne disſe Finner, men ogſaa Rlumpfiffen, Svardfiſken og Soulven; hos Tangfprælen blive de rudimentære. Paa en ganffe færegen Maade modificeres disſe Finner hos Slægterne Cyclopterus, Liparis, Lepa- dogaster, idet de danne en Sugeſtive. Ogſaa hos Kutlingerne er deres Forhold ufædvanligt. — Markes fan endnu her, at de Kreds— mundede tilligemed Branchiostoma favne baade For= øg Baglemmer.

8 12. De uparrede Finner. Medens Bryft- og Bugs finnerne med Foje betragtes ſom fvarende til de højere Hvirvel— dyrs For- og Baglemmer; bliver det Derimod iffe læt at efter- vife noget Sammenligningspunkt for de i Bevagelſens Tjænefte ftaaende Redſkaber i Fiffellasfen, der, i Modſatning til de oms talte, kaldes uparrede eller lodrette Finner. Digfe beſtaa af en underftøttende, mellem Fiſkens ftore Sidemuſktler ſtjult Del, Interſpinalbenene*), og De udvendigt fræmtrævdende, ven Hud forbundne Straaler, De førfte have i Almindelighed Form af firæggede Dolke, hvis Spidſer ere dybt ffjulte i Kjødet, medens Den modſatte Ende nager Hudfladen, og frembyder Leddes forbindelfe (Ginglymus) for Straalen. J Regelen trænger hvært Interſpinalben med fin Spidſe ned mellem tv Hvirvlers Torne: fortfættelfer, og fæfter fig ved Baand til en af disſe; dog fræm- byder dette Forhold mange Afvaxlinger. Halens førfte Interſpi— nalben, der bagtil begrændfer Bughulen, udvikler fig ofte ftærft og pan en ejendommelig Maade.

Unm. Stundom findeg tv Interſpinalben for hvær Tornefort- fættelfe (hos Flyndrene og, hvad Gadborfinnen angaar, ogſaa hos Mallerne); hyppigt er ogſaa Interſpinalbenenes Antal ſtorre end Straalernes; undertiden tjæne de til Støtte for Hudſtjolde (hos Knur- hanerne); ſtundom fortfætte de fig endog fræm paa Hovedet (høg

*) Paa Danſt funne de maaffe kaldes Straalebævere.

XXIV

Flyndrene), og hos adſtillige Fiſte adſtilles de nedre Interſpinalben for en Del fra Hvirvlerne ved den mellemliggende Bughule (hos Aalene). Flynderarterne kunne anfores ſom Exempel paa Fiſte, hos hvilfe Bughulens Begrændgning bagtil fræmfalder en overordentlig Udvikling af de førfte Interfpinalben. — Det ejendommelige Skjold, der findes paa Hovedet af Sugefiffene (Echeneis), og hvormed de fafthæfte fig, forklares ſom opftaaet ved en Sammenvoxning af forandrede Inter— ſpinalben og Finneſtraaler.

S 13. Finnernes Straaler. Af disſe ffjælnes hos Benfiſkene to Hovedformer: enkelte eller Pigſtraaler og bløde eller lLeddede Straaler. De førfte, ſom ifær træffes i De lodrette Finner hos mange Fiſte, beſtaa af et tilſyneladende enfelt, i Enden tilſpidſet Knogleſtykke eller en Pig, hvilken dog ofte er bøjelig og elaftiff, og ven nærmere Underføgelfe altid fynes at være fammenfat af to ven Sutur forenede Sidehalvdele. De fidfte have fun en haard benagtig Rod, men beftaa forøvrigt af en ſtor Mængde fmaa, efter hinanden følgende Led, og Fløfte fig Desuden i et forffjælligt Antal tynde Grene, fan at de endog ofte fan et fofts eller penſelagtigt Udſeende. Hvar Straale danner gjærne forneden to Leddeknuder, ſom pasſe i Fordybninger af Interſpinalbenet?). I Regelen ere Straalerne indbyrdes for— bundne ved en Bindehud, Der betinger deres Brugbarhed ſom Bevægelfegredffaber.

Unm. 1. Kun fortil i de lodrette Finner findes Pigſtraaler hos de faafaldte pigfinnede Fiſke, bagtil derimod bløde Straaler; af de vandrette Finner ere Bugfinnerne høg de ſamme Fiffe forfynede med en enkelt Pigſtraale yderft. De blødfinnede Fiffe favne Pigſtraaler; vel ſynes Mallerne yderft i hvær Bryftfinne at beſidde en ſaadan, ber ofte nager en betydelig Størrelfe, og danner et kraftigt Vaaben; og for— ffjællige blodfinnede Fiffe viſe et lignende Forhold med Henſyn til en af Rygſinnens Straaler; men en nærmere Underføgelfe vifer, at disſe falſke Vigftraaler fun ere ovftanede ved en mere eller mindre tæt Sammenfmæltning af Len. — Dog adſtillige Fiffe (til Cr. af Makrel—

+) Dette gjælder naturligvis fun de lodrette Finners Straaler.

XXV

familien) iagttages frie Pigftraaler og falffe Finner. Saaledes benævnes enkelte Pigſtraaler eller blode Straaler, der ligeſom ere los— revne fra den egentlige Finne, eller ikke ere indeſluttede i dennes Bindehud.

Anm. 2. Her vil det være pasſende at omtale det Forhold, ſom af- Agasſiz er betegnet men Benavnelſen geterocevci. Medens Ryg⸗ raden i Almindelighed hos Fiffene ender lige, og dens Haleſpidſe er anbragt lige for Midten af Halefinnen, eller midt imellem dennes fo Flige; gives der endel Fiſte (højere Bruſkfiſk og mange af Agasſiz's Ganoider), hos hvilfe Rygradens Haleſpids krummer fig noget opad, faa af den danner en flad Bue, hvis Konvexitet vender nedad. Denne Bue fan enten udgjøre Halefinnens overſte Rand, fan at Straalerne blot findes anbragte paa dens Underflade, eller trænge ind i Halefinnens øverfte Flig, af hvis Straaler den da omgives ſaavel foroven ſom forneden. Fra denne ſidſte Form gives gradeviſe Overgange til den for Fiffene almindelige, af Agasſiz med Ordet gomocerci betegnede. Zeterocerci vifer fig hos Fiffelevningerne i de ældre Bjærglag indtil Juradannelſen ſom næften enefte Form. Man har ment at funne gjøre Brug af dette Forhold i -fyftematiff Henſeende.

S 14. Ribbenene. Det er til Spidſen af Hvirvlernes ovenomtalte uægte Tværfortfættelfer, at Ribbenene hæfte fig, i Regelen et Par for hvær Bughvirvel. Men hos mange Fiſte favnes dog Ribben paa et Par af de førfte Hvirvler; medens paa Den anden Side ſtundom Ribben findes faſtede til Hales hvirvlernes nedſtigende Tornefurtfættelfe (hos de egentlige Lar, hos Thunfiften 0. f. v.). Ligeſom Ribbenene afvaxle meget i Form, ſaaledes afværle de ogſaa i Storrelſe, og forſvinde under— tiden aldeles (hos Havtaſken, Klumpfiſken, de Kreds— mundede o. f. v.). Hog enfelte Fiſke beftaar hvært Ribben af flere Styffer (Storene). Med Ribbenene maa iffe forværles

XXVI

De i Sidemuſtlernes Baand uddannede Biribben, der iffe fjæl- Dent overgaag De egentlige Ribben i Størrelfe, og ſnart hæfte fig til disſe, ſnart til Hvirvlernes Legeme, til de ovre Tornefort— fættelfer 0. f.v. Deres Antal bliver ofte meget ftort (hog Sil— dene til Exempel).“ Da Fiſtene iffe befinde noget Bryſtben, med mindre man vil antage Bugliniens kjoldannede Skjalplader hos Sild og enfelte andre Fiſte ſom en Antydning af Dette, favne de gjærne Stottepunkt forneden, men forbindes derimod ofte indbyrdes ved ftærfe Senebaand (hos Karperne).

Unm. Ribbenene befinde i Regelen fun en Leddeknude, og for» binde fig fun med en Hvirvel. Forbindelſen bliver hos nogle Fiffe (Sild, Karper) ligeſom middelbar, idet Tværfortjættelfen iffe er ſammenvoxet med, men fun løft fæftet til Hvirvelen. At Ribbenene for— binde fig med Hvirvelens Legeme, hører til fjælone Undtagelſer (hos enfelte gajer). At betragte de førfte, ikke Ribben bærende, Hvirler hos Karper, Sar, UIFe 0, f. v. ſom Zalshvirvler, finder i de øvrige Forhold ikke Underftøttelfe; ligeſom overhovedet en Inddeling af Hvirv— ferne i Overensſtemmelſe med den hos de højere Hvirveldyr antagne flæt iffe hos Fiffene laver fig gjænnemføre.

S 15. Muffler. Hovedmasſen af Fiffenes Muffelfyftem udgjores af en ſtor Muffel langs hvar Side, hvilfen ftrætfer fig fra Hjærneffallen og Sfulderbæltet til Halefinnens Rod, og paa Bugfladen naaer fræmlige til Tungebenet; dog fpalter den fig fortil, for at lade Bryftfinnen med dens Muffler træde fræm. Ligeledes lade De to Sidemuſkler en Aabning mellem fig pan Bugfladen for Bæffenapparatet med Bugfinnerne. Ved Seneplader deles Den ftore Sidemuſkel paatværs i et Antal Lag eller baanddannede Ufvelinger”), der fremmer med Ryghvirvlernes og Rygradsnarvernes Tal. Disfe Afdelinger ftige dog iffe lodret nen, men derimod i Bolgeform eller under flere Vinkler (i Regelen ftiger Baandets øverfte Del ffraat nedad forfra bagtil, den anden bagfra fortil,

+) Herpaa grunder det fig, at Fiffenes Kjod ved Kogning ſtiller fig

i Blade, efterat Baandene ere deſtruerede.

XXVII

Den tredie forfra bagtil og Den fjærde atter bagfra fortil). Vin— flerne træve ftærfere fræm paa Halen end paa Kroppen. Jovrigt deles hvær Sidemuffel ved en i Midten af Fiſkens Højde an— bragt Længdefure, der optager et Slimapparat (Sidelinien), i en Ryg- og en Bughalvdel; men en ſaadan Sondring i færffilte Muffler, fom hos de højere Hvirveldyr finder Sted, iagttages iffe blandt Fiſtene. Forretningen, ſom de omtalte ſtore Muffler have at udføre, beftaar væfentligt i at bøje Rygraden med Siderne — en Bevægelfe, ſom tilſtedes ved Hvirvlernes Bruffforbindelfer, medens Derimod Rygradens Bøjning op og ned almindeligt ganffe hin— dres eller Dug ftærft indffrænfes ved Tornefortſottelſerne — og ſaa— ledes bevirfe ben fræmffrivende Bevægelfe; de Sener, ſom ere fæftede ved Halefinnens Rod, bidrage til dennes Udbredelſe; ligeſom de Partier, Sidemuſklerne fortil afgive til Tungebenet (fvarende til de højere Dyrs Sterno-hyoideus og Cleido-hyoideus) i For— ening med andre Muffler træffe Underfjæben ned, og altfan aabne Munden. — Ryg- og Gadborfinnens Straaler bevæges af ſmaa Muffelgrupper — fer Muſtler for hvar Straale, to nærmere Overs fladen, anbragte paa Siderne af Straalens Rod, fire dybere liggende, ffjulte mellem de ftore Sidemuſtler, og hæfteve parvis til Inters ſpinalbenet fortil og bag — der virfe antagoniſtiſt, og ſaaledes rejfe ellev nedlægge Straalen. Lignende Forhold finde ogſaa Sted med Henſyn til de øvrige Finner, tildels dog med mindre væfent- lige Forandringer, og, hvad Halefinnen angaar, pan en noget mere fompliceret Maude. Hos de tværmundede Brufffifte, ifær Rokkerne, blive Bryſtfinnernes Muſkler ordnede paa en færegen Maade, og opnaa en ganffe overordentlig Størrelfe”). — Kjæ- berne lukkes ved en enefte ftor, noget firkantet Muſtkel, ſom be—

+) Medens det høg Fiffene i Almindelighed er de tv ſtore Sidemufkler, Der udgjøre omtrent Alt, hvad man plejer at falde Kjod hos disſe Dyr, er det hos Rokkerne derimod Bryftfinnernes Muffler, der indtage en lignende Rolle.

XXVIII

dæffer Den ydre Flade af den Knoglerakke, der fra Tindinggruben ſtrekker fig ned til Underfjæben; denne Muffel deler fig fortil i to Sener, en øvre og længere, der hæfter fig til Overfjæben, en nedre og fortere, der gaar til Underfjæben bag dens Processus coronoideus. Fiſtene befinde en færegen Muffel til at nærme Unverfjæbens Grene mod hinanden, hvilfen er anbragt paatværg mellem Underfjæbens Grene fortil. Noget længere tilbage mellem Underkjebens og Tungebenetg Grene ligger Geniohyoideus. En egen Tværmuffel, ſom udgaar fra Hjærneffalleng Baſis, tjæner til at fammentræffe og fænfe Ganeknoglerne og Underfjæbeng Suspensorium ; derimod hæves det ſamme Knogleapparat ved en fra Ojehulen bagtil mod Tindingbenet og Vingebenet nedftigende Muſtkel. Ogſaa Gjallelaaget beſidder en mere eller minder ſammen— fat (ydre) Loftemuſtel og en (indre) Sænfemuffel. — Gialle— huden og dens Straaler ere forfynede med et Lag af Muſtel— traade, Der udgaa paatvars fra Giallelaagsſtykkets og Unders gjællefangets indre Flade, og ſom tjæne til at fammentræffe Hu— Den, og nærme Deng Straaler til hværandre, Der dannes ſaa— ledes om hvær Gjællehule ligeſom en Pung, der bliver defto fuld» ftændigere, jo mindre Gjællefpalterne eve, men, fom iøvrigt under— gaar iffe fan Modifikationer (til Er. hos Havtaſken, hos Aalene o. f. v.; Gjællebulernes Sammentrakningsapparat er hos Bruſtfiſtene i Almindelighed meget ftærft udviklet). Bagtil begrendſes Gjallehulen i Regelen af et muſtuloſt Diafragma. — Det Muffelapparat, ſom tjæner til Gjællebuernes Bevægelfe, er meget fammenfat: mange fmaa Muſtler ftige ned- fra Hjarne— ſtalens Underflade til hver Gjællebue, hvorved denne træffes i Bejret. En ftørre Muffel, fom i ſtjev Retning udgaar fra Ryg— radens Underflade til den øvre Gren af en af de bagefte Gjælle- buer, løfter hele Apparatet, og træffer det tilbage; modfat denne virker en fra Tungebenet til hvært nedre Svælgben fig ftræffende Muſkel. Ved ovre og nedre Tværmufkler blive Gjællebuerne og

XXIX

de nedre Svælgben fra højre og vænftre Side nærmede til hvær— andre o. 500 fre

S 16. Nærvefyftemet. Hjarnen udmærker fig 1 Fiſteklasſen ved fin færdeles ringe Storrelſe, iffe blot i Forhold til Legemets Masſe, men ogſaa til de fra den udganende Nar— ver og til Hjærneffaleng Hule, hvilfen den er langt fra at ud— fylde. Det ſtore Mellemrum mellem den Hjærnen tæt omſlut— tende bløde Hjærnehud (pia mater) og den Hjærnehulen udkladende haarde Hjærnehud (dura mater) uvfyldes af et Slags celluløs Spindelvevshud, der hyppigſt ev gjænnem- truffet af Olie. — Betegnende for Fiffehjærnen er det fræm- deleg, at den beftaar af en Ræffe Kugler, der ligge bag hin— anden, dels parvis, tildels ogſaa uparrede. Foruden de aller forreft liggende Rodfnuder af Lugtenærverne, aoffiller man i Regelen tre, mere eller mindre tydeligt betegnede Hjarne— afvelinger, hvilke dug hyppigt dele fig i Underafdelinger. For— hjærnens to Kugler, der funne ſammenlignes med Den ftore Hjarnes Halvkugler hos højere Hvirveldyr, ere temmelig fmaa og i Regelen ſolide (uden indre Huler), indvendigt forbundne ved en Tvarkommisſur. Dernæft følger Mellembjærnen, der ligeledes beftaar af to, men meget ſtorre og hule Kugler, der fortil udfende Synsnærverne, medens Hjærneved-s hænget med dets Tragt er anbragt under dem, og noget længere tilbage de faafaldte nedre Hjærnelapper. De Frem— ragninger og Snoninger, ſom vife fig i disſe Kuglers Hule mod dens bageſte Væg, har man ſammenlignet med de højere Hvirs veldyrs Firhoje, Synshoje og ſtribede Legemer. Bag— hbjærnen endelig beſtaar af to over hinanden liggende Dele, den lille Hjærne, Der i Form fan fammenlignes med en Hue, og hyppigt modtager en betydelig Udvifling; og den for— længede Marv, fom fortil klofter fig, og Danner en Hule. — Rygmarven har næften altid Overvægt over Djærnen i Masſe, ja undertinen (hos de Kredsmundede til Cr.) bliver denne

XXX

Overvægt endog overordentligt ftor (man har angivet den fra 60 til 100 Gange). Af Form er Rygmarven i Almindelighed eylindrift med en Længdefure foroven og forneden og med en fin Kanal i Mid— ten; fædvanligt har ben en betyvelig Længde, idet den ftræffer fig gjænnem hele Rygraden, altſaag ogſaa fortfættes i Halehvirvlerne. Med Henfyn til de fra Hjærnen udgaagende Narvepar fan forud markes, at Fiffene, ligefom alle gjælleaandende Hvirveldyr, favne det ellevte Par. Forſte Var, Lugtenærven, danner hos mange Benfiffe, Størene og de Kredsmundede, en Rodknude ſtrax ved fin Udtredelſe af Forbjærnen, og Nærven befinder hog ſaadanne Fiſte en betydelig Tyffelfe, Hos de Tværmundede og hos ve BVenfiffe, fom favne Rodknuden, vifer fig Derimod en Svulft pan Lugtenærven tæt foran Deng Indtrædelfe i Neſehulen. Synsnærven, andet Var, har i Regelen en betydelig Udvifling, og beſtaar hus de flefte Fiffe (Benfiffene, Størene og de Tværmundede) af et bredt og tyndt, efter Længden ſammenfoldet, Baand af Narve— masſe, fom udfylder den fra den haarde Hjærnehud til det afs givne Sfede. Hos Benfiffene finder foran Tragten en fuldftændig Krydsning af Synsnærverne Sted, uden at bereg Traade Derfor blive blandede med hværandre; medens derimod hos Størene, de ſaakaldte Ganoider, de Tvermundede og Lampreterne en Sammenſmaltning finder Sted, men ingen Krydsning fan eftervifes. — I Regelen træffes alle de tre, til Øjets Bevægelfe henhørende Narvepar udviklede i Fiſteklasſen. — Zrilling-Nærven, fæmte Par, ſom altid er ſtarkt ud— viklet, og udgaar fra Siderne af den forlengede Marv, udſender hos mange Benfiſke en bagudrettet Gren, ſom ſtrakker ſig lige til Halen, den ſaakaldte Sidegren (ramus lateralis), hvilfen dug ofte er rudimentær, eller ganſte ſavnes. Den til Gjællelanget ganende Narvegren hos Benfiffene og ve højere Bruſtfiſte fyldes til en Forening af Narvetraade fra Trilling— nærven og Anfigtsnærven, ſyvende Par. Den altid ſtarkt

XXXI

udviflede men forte Hørenærve, ottende Par, fræmtræder med tre til fem Rodſtammer af den forlængede Marv bag Trilling- nærven. Atter tæt bag Hørenærven udfpringer Smagsnærven (Glossopharyngeus), niende Par, og træder gjænnem en ovens for omtalt Aabning i Sidenaffebenene ind i Gjællebulen, hvor Den ſtrax danner en Nærvefnude, og derpaa deler fig i to Grene, Der udbrede fig i Ganens og Tungens Slimhud. Den om— vankende Nærve, tiende Par, er meget ftærk hos Fiffene, hyppigt endog ftærfere end Trillingnærven, udtræder fra Siderne af Den forlengede Marv ved Den lille Hjærne, i Regelen med tov Rødder, gaar igjænnem ſamme Aabning af Sidenaffebenet ſom Smagsnarven, vg afgiver Grene til Gjællebuer, Svælg, Mave, Hjærte og til Svømmeblæren, naar denne er tilſtede. Endvidere udvifler den en betydelig Sidegren (Ramus lateralis vagi), Der i Regelen løber nær under Huden langs med Sides linien, og afgiver Grene til de Denne fammenfættende Redffaber. — Cum fvarende til de højere Hvirveldyrs tolvte Nærvepar (Hypoglossus) betragter man en hos mange Fiſke fra Rygmar— ven udfpringende, mellem Hjærneffalen og den førfte Hvirvelbue fræmtrædende Nærve. — Rygmarvsnarverne framtrade, et War for hvær Ryghvirvel, af Mellemrummene mellem to øvre Buer, med to Rødder, en øverfte (for Folelſen) og en nederfte (for Bevagelſen); Den førfte Danner altid ſtrax en Narveknude, inden den forener fig med den anden.

Anm. 1. Kun hos ben laveſte Fiſteform, Branchiostoma, findes ingen gjærne; det vil ſige, Narveſyſtemets Centraldel udmarker fig iffe ved Jæregne Udviklinger fortil, ja bliver endog der tyndere, lidt til- ſpidſet. — Hos unge Fiffe er i Regelen Sjærnen ſtorre i Forhold til Lege— met end høg vorne. — Forhjærnens Kugler beftaa for ftørfte Delen af graa Subftang, og viſe ofte Spor til Snoninger, dug meget fvage. Hos Gobius niger Schn. og Crenilabrus Melops Linn. ere de lige— faa ſtore ſom Mellemhjærnens Kugler, hos de egentlige Aal endog ſtorre. Glandula pinealis ev anbragt mellem For- og Mellemhjarnen, men hæver fig hyppigt højt op over begge, — Om Mellemhjærnens

XXXIl ul"

Kugler maa markes, at de egentlig iffe have Kugleform men fnarere Wgførm, eller endog nærme fig til det Cylindriffe. Deres Størrelfe ſynes, idetmindſte tildels, at ſtaa i Forhold til Ojnenes Størrelfe, Bedhænget paa deres Underflade (Hypophysis) er i fortrinlig Grad udviflet hos Flynderne og gavpadbden. Undertiden (hos gav: taſke, Rullev 0. f. v.) forlænger Tragten fig til en lang Traad, hvorved Glandula pituitaria, der, fom ſedvanligt, ligger ven Enden af Tragten, rykkes langt fræm. — De nedre Hjarnelapper ſpynes altid at være hule. — Som Exempler paa Fiffe, hos hvilfe den lille Sjærne er færdeles ſterkt udviklet, kunne Makrelen, Thunfiffen, Laxen o. ſ. v. nævnes, medens derimod hos Ulkene, Zavpadden, Zavtaſken o. ſ. v. Forholdet er omvendt, Den forlængene Mary, ſom tiltager i Brede fræmefter, danner hyppigt et Par for Fiffene ejendommelige Knu— ber bag den lille Sjærne, de ſaakaldte bageſte gjærnelapper. De tværmundede Bruſkfiſke overgaa alle andre Fiſt i Sjærnens Stør- relfe og Udvikling. — Hos de Kredsmundede er Rygmarven flad- trykket, baanddannet og elaftiff, og hos Rimærerne viſer dens bagefte Del de ſamme Ejendommeligheder. Hos Klumpfiffen (Orthagoriscus Mola Linn.) er Rygmarven meget fort, næppe faa fang ſom Hjær- nen, forfynet med Narveknuder.

Unm. 2. Lugtenarverne befinde ſtundom (hos Malene) fo Par Rodknuder. Benfiſte, fom derimod favne Rodknude, ere Torſke— arterne og Karpearterne, faavelfom Slægten Cobitis. — Syns— nærverneg Krydsning finder fnart (og fom det ſynes lige hyppigt) ſaaledes Sted, af den højre gaar over den vænftre, fnart den vænftre øver den højre; fjældent er det derimod, af den ene Nærve gjænnem- borer den anden (hos Silden plejer dette at være Tilfældet). Hos Slægten Bdellostoma finder hværfen Krydsning eller Sammen— fmæltning af Syngnærverne Sted; hos Myxinerne og enfelte andre Fiſte blive disſe Nærver ganffe rudimentære. — Tridſe Narven, fjærde Par, guar til den øvre fFjæve EGjemuſkel, den fradragende Wærve, fjætte Par, til ben ydre rette Ojemuſkel, hvorimod Øjets Bevægelfesnævve, tredie Par, fordeler fig i de øvrige fire Oje— muſtler. Hog Lampreterne ſavnes fjætte Nærvepar, og hos Myr- inerne har man ingen af de til Ojets Bevægelfe henhørende Nærver funnet oppage. — Som Exempler paa Fiffe, der beſidde Trilling= nærveng Sidegren, funne Aborrer, Ulke, Torſk og Aal nævneg, hvorimod Karper og Lay favne ben. — Det ejendommelige Smags—

XXXIII

redſtab oven i Svælget hos Karperne modtager Traade fra Smags— nærvens forrefte Gren, ſom ogſaa forfyner Bigjællen, medens dens anden Gren gaar til førfte Gjællebue. Hog be Kredsmundede favnes dette Nervepar. — Den omvankende Narves Sidegren ligger ſtundom dybt mellem Sidemuffelens to Hovedmasſer (hos Sild, Zornfiſk, Stør og Rokker), og ſtundom deler den fig i to Grene, en overfladiſt og en dybtliggende (hos Ulke og Flyndre); hos Lam— preterne udmarker den fig ved Korthed, idet den fun fan forfølges i Den førfte Trediedel af Legemets Længde.

Anm. 3. Hojſt ſjoldent træde —— fræm af Hul— fer i ſelve de ovre Buer (hos Gavrtaffen). Hos vor almindelige Torſk finder man i Regelen for hvær Rygmarvsnærve fo øvre Rod— ver iftedetfor en; hos nogle andre Fiſke er det fun de to førfte Ryg— marygnærver, der befinde dobbelte øvre Rødder. J Modſatning her- til har vor Zornfiſk dobbelte nederſte Rødder pan den førfte Ryg— marysnærve.

S 17. Sandſeredſkaberne. Hvad der fortringvig uds mærfer Fiffenes Lugteredffaber, er, at de næften aldrig ſtaa i Forbindelfe med Mundhulen. De beſtaa i Regelen af en Grube paa hvær Side af Snuden, hvis Bund beflædes af en i regelmæsfige Folder (ligeſom fljærneagtig) ordnet Slimhud, der er forfynet med Dirretraade. Naſehulerne bedæffes af en Hud, i hvilfen to Par, hyppigt mere ellev mindre rordannede Aabninger eller Næfebor ere anbragte, et forrefte og et bageſte.

Anm. Hos Myfxinerne træffeg, ſom en højft fjælden Undtagelſe, en Forbindelfesfanal mellem Næfe= og Mundhulen. Fra Dobbeltheden af Lugteredffaberne fræmbyde de Kredsmundede fig ſom Afvigelfe, og deres enkelte Næfehule vifer desuden Særegenhed ven fin Kanal— form. Hos de Tværmunsede ligge Naſeborene paa Hovedets Under— flade, tildels nær Mundvigene, og kunne lukkes af Hudklapper, der befinde Jæregne Bruſt og Muffler. Lignende Lukkeklapper beſidde ogſaa Rimæverne. — Hos nøgle fan Benfiffe (L-abefiſk med Kamffjæl 0. f. v.) har ben Naſegruberne bedæffende Sud fun et Par Aabninger. Undertiden (hos nøgle exotiſke, til Malene henhørende, Fiff) er den bagefte Aabning anbragt under Overlæben. — At Slimhudens Folder

ere ordnede ftjærneagtigt, gjælder fornæmmelig de Fiſte, hos hvilfe Danmarks Siffe, I c

XXXIV

Næfegrubernes Form nærmer fig det Kredsrunde; hvor de, hvad ofte er Tilfældet, blive ovale eller fangfirafte, danne Folderne fnarere to Ræffer paa Siderne af en Længdeare. Deres Antal er meget af- værfende, øg undertiden førgrene de fig (hos Støren). Undertiden træffes ganſte færegne Former af Lugteredffaberne, til Ex. hog gav: taſken (fe Artsbeſtrivelſen).

S 148. Øjne ſynes altid at vare tilſtede i Fiſteklasſen, ſtjondt i en meget forffjællig Grad af Udvikling. J Alminde— lighed ere imidlertid Fiſtenes Øjne ftore, og udmarke fig ved en flad Hornhud (cornea transparens), en ſtor Pupille, en ſtor, kuglerund og meget haard Kryſtallindſe og en ejendom— melig Choroidealkirtel; hvorimod den vandagtige Vadſke og Glasvadſken fun ere tilſtede ringe Mengde, Taare— kirtler ſavnes, og Ojelaag ligeledes i Regelen mangle, eller dog hun ere ufuldkomment udviklede. Ojnene ligge i Regelen mod Siderne af Hovedet, ſjaldnere i Pandefladen, og endnu ſjeldnere nærme de fig Underfladen. Hos Flynderarterne viſe de en aldeles afvigende og uregelmæsfig Stilling. Ojegblet omgives rigeligt af Fidt og Slimvæv; uagtet det befinder fer Muſtkler (fun Pattedyrenes Tragtmuſkel eller tilbagetrakkende Muſtel ſavnes), har det dug fun en indffrænfet Bevagelighed. Hos de Tværmundede er Øjeæblet anbragt pan en fra Oje— hulens Bund udgagende Bruſtſtilk; hos mange andre Ziffe faſt— holdes det ved et Senebaand. Den haarde Hornhud (Sclerotica) underftøttes fædvanligt af to i dens Indre udviklede Bruſtplader, Der ſtundom blive ganffe benagtige, og danne en fuldkommen Ring om Øjcæblet eller endog en Kapſel. Regnbuehinden ude mærfer fig hos Fiffene ved ftærft glindſende Metalfarver, men fynes fun at befinde ringe Bevegelighed. Pupillen er aller— ofteſt fredgrund. - Kryſtallindſen optages af den bagerdannede Glasvaſte, og fæftes til denne ved et af dens Hinde dannet Baand. Hos mange BZiffe findes desuden et ſegldannet Baand (processus falciformis), fom indtræder fra Aare—

XXXV

hinden gjænnem en Spalte i Retina, gaar gjænnem Glas— legemet, og hæfter fig til Lindſekapſelen. Synsnarven ind- træder meget ofte ſtraat i Øjeæblet udenfor dets Are, men ogſaa hus mange Fiſte i dettes Midtpunkt. Efter Øjets Bygning ſynes man berettiget til at antage, at Fiffenes Syn maa være temmelig ufuldkomment.

Anm. Addſtillige Fiffe ere blinde, uden at man derfor fan fige, at de mangle Øjne: hos ſaadanne er Syngredføabet imidlertid iffe alene meget lille og ufuldkomment udviklet, men Huden lægger fig over det, uden at blive gjænnemfigtig; ja tildels er Øjet endog be- væffet af et Muffellag (hos Myxinerne). Med Henſyn til Slægten Branchiostoma turde det maaffe dog endnu være tilladt at tvivle, om Dine ffulle antages at være tilſtede. — Pan den anden Side gives ver Fiffe, hvis Øjne opnaa en faa betydelig Størrelfe, at de øvrige Hvirveldyrklasſer intet Tilfvarende funne framviſe. Skjondt nævve almindelige Regler før en ſaadan Udvikling lade fig angive, fan dog bemærfeg, af de med meget ftore Øjne udruſtede Fiffe gjærne leve pan betydelige Dybder. Af nordiffe Fiſte kunne Slægterne Sebastes øg Coregonoides anføres til Befræftelfe herpaa. — Huden, der altid hos Fiffene lægger fig over Øjet ſom en, i Regelen gjænnemfigtig, Conjunctiva, viſer hos adffillige Fiſte (Aalene) ingen Spør til Fol- ver, der kunne ſammenlignes med Ojelaage; høg andre derimod (Makrel, Sild v. ſ. v.) dannes en forreſte og en bageſte Fold, der, øm man vil betegne dem ſom Ojelaage, dog favne Bevagelighed; atter andre (Flyndre, Rokker) have et Slags ovre Ojelaag; hos nøgle ſaavel Ben- ſom Brufffiffe (Butirinus, Orthagoriscus og gaj: erne) danner Hudfolden en fuldſtendig Kreds om Ojet. Nogle Zajer befinde en virkelig Blinkhinde (Galeus vulgaris blandt vore Fiffe), og Orthagoriscus ſynes ved en Stredsmuffel (Sphincter) at kunne fammentræffe Hudfolden omfring Øjet. — Ojegablet fan i Alminde— lighed ſiges at have Form af en Kugle, der fortil er ligeſom afſkaaren eller flad (formedelſt den flade Hornhud); men hos Rokkerne fræn- ſtiller Pjeæblet fun ligeſom Fjardedelen af en Kugle, idet det ogſaa foroven er afſtaaret. — Svardfiſken og Lampris guttatus funne anføres ſom Exempler pan Fiſke, hos hvilke Øjet omgives af en Benkapſel. — Hos endel Tværmundéede er Pupillen aflang eller elliptiſt. Hos Rokker og Flyndre fan den ligeſom lukkes eller bes

ce

XXXVI

væffes af et ovenfra nedhængende, i flere Lapper belt Forhæng, ber udgaar fra Regnbuehinden. Ganſte færegen er Pupillens Forhold høg Slægten Anableps, idet den bliver dobbelt formedelft en mørt Linie, ſom deler den gjænnemfigtige Hornhud i fo Halvdele. — Bruſkfiſkene, Karpearterne o. ſ. v. favne det ſegldannede Baand. — Choroideal⸗ kirtelen, der almindeligt har Heſteſtoform, er et omkring Synsnærven af Blod- og Pulsaarer dannet Undernat; i Almindelighed fan den figes at forekomme hos de Fiſke, ſom beſidde Bigjællev, ſtjondt dog Undtagelſer kunne efterviſes (den mangler ſaaledes hos Storer og Tværmunsede, ſom have Bigjæller, og findes hos Erythrinus og Osteoglossum, fom favne Bigjælle).

S 19. Fiffenes Horedſkaber fvare fun til Labyrinten hos de højere Hvirveldyr, og viſe ogſaa med Henſyn til Den Del, de befinde, i flere Henfeender en fimplere Bygning: de favne ſaaledes Snæf- ken. Hog de allerflefte Fiſte ligger Labyrinten for den ftørfte Del frit 1 Hjærneffallens Hule, omgivet af den ſamme olieagtige Subſtans, fom omgiver Hjærnen; hos nogle (de Tværmuns dede) optages den Derimod, ligefom hos de højere Hvirveldyr, i Hjerneſkalsſubſtanſen; hos andre (de Kredsmundede) findes Den udenfor den egentlige Hjærneffal i færegne Brufffapsler, ſom fun ven Aabninger for Horenarven ftan i Forbindelfe med den. Den beſtaar regelmæsfigt af tre Dele: a) en gjærne noget flad tryffet Forqaardsfæf, fom mere ellev mindre faft er hæftet til Hjærneffaleng indre Væg, og i hvis forreſte Del findes en haard, hvid og glat Oreſten af afværlende Form; b) en Stenfæf, Der enten blot ved en mere ellev mindre tydelig Ind— ſnoring adffilles fra Forgaardsfæffen, ellev forbindes med denne ved en fnæver Kanal; ved en indre Hudvæg afdeles den ufuldftæns Digt i to Rum eller Kamre, fom indeholde hvært en Oreſten, af hvilfe den ene dug er meget mindre end den anden; c) de tre halvtredsdannede Kanaler, ſom hvær, inden de gaa over i Forgaardsfæffen, danne en Svulſt (ampulla), hvori Horengr— vens Forgreninger optages og udbrede fig over en i denne an— bragt Tværvæg, men tillige afgive Traade mod Oreſtenene.

XXXVIII

Fiſtenes halvkredsdannede Kanaler adffille fig fun fra de højere Hvirveldørs ved en ftærfere Udvikling. — Smagsſandſen fynes hos Fiſkene at maatte være meget indffrænfet, efterſom Tungen i Regelen fun er lidt udviklet, fun modtager en ubetydes lig Gren af Glossopharyngeus og hyppigt er tandvæbnet ; hvortil endnu fommer, at Spyttefirtler ſavnes, og at Føden i Regelen nedfluges hel”). — Hos de flefte Fiffe fan den als mindelige Hudfølelfe, pan Grund af de ydre Beflædnin- gers Natur, næppe være meget fin. Som Underføgelfesrer ffaber turde maaffe i Regelen Læberne betragtes. Men ikke faa Fiſke befinde andre færegne Redſtaber til at føle med, fnart Sfjæggetrande (hos Mallerne, adffillige Torffe- og Karpearter o. f. v), fnart forandrede Finneſtraaler (fvs Knurhaner, Polyne- mus - Arter o. ſ. v.) Stjondt disſe Redſtaber vel næppe funne forffaffe tydelige Foreftillinger om Gjænftandeneg Form, antyder Dog Deres ftærfe Nærveforfyning dem ſom meget følfomme. Unm. Hos Slægten Branchiostoma ere Døreredffaber ikke hid— til opdagede. Hos Myxinerne findes fun en halvkredsdannet Kanal, hos Lampreterne tv, og Stenfæffen favnes, Hos be Tvgrmundede træde kridagtige Masſer iftedetfor haarde Kalkſtene. Hos disſe ſamme Fiſte gjennembores fra Horeredſkaberne Hjarneſkalen af en Kanal, ſom i Hovedets Overflade blot lukkes af Huden, og ſaaledes viſer ſig (fortrinsvis dog hos Rokkerne) det forſte Rudiment af et ydre Dre, Ogſaa hos enkelte Benfiſke findes Spor af lignende Forhold (hos Cobitis fossilis o. ſ. v.) Endnu fan markes, at høg mange Benfiſt et Slags Forbindelſe mellem SHøreredffaber og Spomme— blæve finder Sted, enten gjænnem en Ræffe Knogler, der ftaa ti be- vægelig Forbindelfe med de tre førfte Hvirvler (hos Karpearterne, Mallerne men Svommeblare, Erythriner og Characiner); eller idet Forlængelfer af Svømmeblæren umiddelbart berøre Vedhæng til Jorgaardsfæffen (hos nøgle til Sildefamilien henhørende Fiffe) ; eller ivet Svommeblaren lægger fig op til Suller i Sjærneffalen, der

+) Under Fordøjeljesredffaberne blive nogle Undtagelſer og Modifika— fioner i ſidſte Denfeendei berørte.

XXXVIII

ere anbragte + JWærheden af den ſtorſte Hreſten, men lukkede af en Sud (hos nogle frammede Fiſt, Holocentrum, Myripristis v. ſ. v.).

S 20, Ernærinjg. Fiffenes Mundaabning fræmbyder mange Afvigelfer ſaavel med Henſyn til Form ſom Stilling; hvad et ſammenlignende Blif paa de almindelige Benfiſke, Sto— ren, De Tværmundede, de Kredsmundede og Branchio- stoma vil gjøre fuldkomment evident, Hvad der fan anføres ſom meft betegnende for Munden ti denne Klasſe, er omtrent, at, ffjøndt den befinder Læber, Ddisfe t Regelen iffe have Muffler ; at der bag Kjæberne vifer fig et mere eller mindre udviklet Hud— fejl; at Mundhulen derimod iffe ved noget Ganefejl adffilleg fra Svælget; at den, ſom allerede bemarket, ikke ſtaar i For— bindelfe med Lugteredffaberne, hvorimod den pan hvær Side har flere Forbindelfer med Gjællehulerne, Hojſt udmarkende for Fiffene ev ogfan det ftore Antal Knogler, ſom funne være tandvæbnede. Tander funne næmlig findes paa Mellemfjæbebenene, Overfjæbebenene, Underfjæbens forrefte Del, Ploug— ffjærbenet, Ganebenene, Vingebenene, det egentlige Tungeben, Gjællebuernes Mundfide og Svælgbenene. Saaledes kunne naſten utallige Modifikationer opſtaa; medens

XXXIX

nogle Ziffe have Tender paa alle de nævnte Knogler, favne andre derimod aldeles Tænder. Svalgbenene ere ſtadigſt vobnede med Tander, efter disſe Mellemkjgbebenene og Unvertjæben; fjæloneft træffes Tænder paa OQOverfjæbebenene og Vingebenene. Untulet af Tænderne fan ftige til Tuſinde eller endog derover, og overgaar altſaa langt, hvad hos andre Hvirveldyr fan efter- vifeg, Af Form ere Tænderne hyppigſt kegledannede, tynde, ſpidſe og noget tilbagekrummede, fun indrettede til at gribe og holde Byttet med, lignende Rovdyrenes Hjørnetænder blandt Patte— Dyrene; og ſaadanne Tander kunne derfor i Almindelighed be— tegnes ſom Griberænder. Wen man træffer ogſaa bus ad— ffillige Fiſfe mejſeldannede Zænder, der fræmbyde Lighed med Pattedyrenes Fortænder, eller brede, flade, ſtundom halvkugle— dannede Tander, der kunne ſammenlignes med Pattedyrenes Kind— tænder. Hyppigt danne Tænderne fun en Rakke, men endnu hyppigere ev det, at mange Krogtænder fidde tæt: ved Siden af hværandre paa ſamme Knogle; ere disſe faa ſmaa, at man vel fan føle dem, men næppe med det blotte Øje ffjælne dem, falder man dem Flejelstænder; blive de noget tydeligere, faa be Navn af Ragpetænder; de endnu ftørre danne Karder; forene de med en betyveligere Lengde en ſtor Tyndhed, benævner man dem Borſtetander eller Haartænder, — Mejfeltænder eller Furtænder forekomme i bet Hele taget fjælonere hos Fiffene, men fræmbyde imidlertid iffe fan Afværlinger i Kronernes Form. De Tænder, fom efter deres Form ſammenlignes med Kindtænder eller Knufetænder, danne, naar ve ere tæt fammenftillede, hvad man falder en Brolægning. Markes maa, at Krogtæenderne meget hyppigt beſidde Bevægelighed, idet de fun ere befæftede til Knoglen ved elaftiffe Baand, ſom tillade dem af lægges ned i Munden i Retningen bagud, men ſaaledes, at de fom Følge af Baandenes Claſticitet af fig felv rejſe fig igjen, naar intet Tryk paavirker Dem, — Skjondt den bøjft forffjællige Form af Fiſkenes Tander iffe tillader at tvivle om, at disſe Redſkaber ſtundom have

XL

forffjællige Beſtemmelſer“), og af nogle Fiſke anvendes til at ſonder— gnave eller knuſe Neringen; fan dog, da Gribetanderne fræmtræde fom den langt almindeligfte, og hus de allerfleſte Fiffe Den enefte, Form, ogſaa i Almindelighed ſiges, at Fiffenes Tænder ere beftemte til at gribe Byttet, faſtholde det og efterhaanden flyde det længere ind i Munden og Svælget,. men i Regelen ikke til at fønderdele eller tygge Neringen. At Tænderne paa Gjællebuerne have det færegne Formaal, at hindre Fodens Indtrængen i Gjællehulerne, ev allerede tidligere antydet. — Den Tænderne dannende Subftans er hos endel Fiſte (de Kredsmundede og Pandſermallerne) Horn, i hvilfet Tilfelde de kunne betragtes ſom en højere Ud— vikling af Mundhulens Bekladningsvev. Men hug de allerflefte Fiſke beſtaa Tænderne derimod af en benagtig Masſe, Den egentlige Tandſubftans, der er giennemvavet af Marvfanaler og Kalfrør, hvilfe fidfte fra den indre, med en vorteagtig Tandſpire opfyldte Tandhule forgrene fig mod Overfladen. Ofte er Tanden forfynet med et Emaillag, ber Dog paa Gribetanderne gjærne blot udgjør en Tandſpidſen bedæffende Hætte). Emailen hos Fiffene bar iøvrigt almindeligt en ganffe ensartet Bygning, og vifer fun meget ſjeldent en ſaadan Sammenfætning af prismatiſke Sojler, ſom hos Pattedyrene er hærffende. Hos nogle Gribetander lige— ſom lægger Tandſubſtanſen fig i tætte Folder, hvilke ſaavel an— tydes paa Tandens Merflade ved Længdefurer, ſom ifær tydeligt erfjændes paa en Gjennemſnitsflade“**). Skjondt Marvfanalerne i

x) Jeg wil her erindre om, at man iffe favner Exempler paa, at Tændernes Form med Alderen undergaar temmelig betydelige For— anbringer, og af de fælv efter Kjonnene fræmtræde med For— ffjællighen. Blandt de højere Bruftfiffe ville under Artsbeſtrivelſerne finnes Beviſer herpaa.

**) Det ovenſtaaende Traſnit viſer under Bogſtavet a en kegledannet Tand eller Gribetand med Tandhule og paaſiddende Emailhätte.

*x**) Under Bogſtavet d fræmftilles en Tværplade af en Tand af Le- pisosteus.

XLI

Tandſubſtanſen eller Tandbenet ſtundom vife fig lige og parallele med faa Forgreninger og Forbindelſer, ere de dog i Regelen mere eller mindre krummede med hyppige Forgreninger, der mange Ste— ver blandes ſammen til at danne et Næt, og Kalkrorene, ſom udſendes i dette Næts Mellemrum, fylde Mafferne med et mos— agtigt Vep*). Nogle Fiſke beſidde ſammenſatte Tænder eller Dannelſer, i hvilke et forffjælligt Antal enkelte Tænder ere forbundne ſammen til en Masſe ved en Benſubſtans, Cementet, Der ev blødere end Tandbenet, og i Bygning endnu mere nærmer fig til Fiſtens Knogler end dette, Et faadant Forhold: vifer fig hos Kimgrerne**). Hog nogle Fiffe (Slægten Scarus) har man endnu troet at kunne eftervife en fjærde Tandſubſtans, et Slags Elfenben, dannet ved Forbening af Ganetændernes Tand— ſpire. Men i Almindelighed fan markes, at be forffjællige Tand— fubftancer gradevis gaa over i hværandre, og tillige nærme fig til Knoglebygningen, og at Tandfubftanfernes Udvikling overhovedet iffe har naaet et faa hojt Trin fom i Pattedyrklasſen. Hvad Tandernes Zilfæftningsmaade angaar, da ere de hyppigt blot fæftere i Mund— hulens Slimhud, men meget ofte vore De ogſaa med deres Rødder ellev nederfte Del faft til den Knogle, hvorpaa de ere anbragte. Undertiden finder hvær Tand paa en fræmragende Tap eller Knoglefortfættelfe (hos Slægten Balistes til Ex.), der trænger ind i Tandhulen, og til hvilfen Tanden enten vorer faft eller forbindes med Baand. Hos Højer og Rokker udvikle Tanderne fig i lange Render, og de have tydeligt en hul Rod. Hos Benfiffene ev Det meget ſjeldent at finde Tænderne indplantede i Huler (hos Lampris guttatus Br, ev dette Tilfeldet). Meget fjældent (hos Slægten Myliobatis) ere Tanderne forbundne med hværandre

+) Figur c paa Træfnitet ovenfor vifer bet lodrette Gjænnemfnit af en Hajfiffetand med dens Marvfanaler og Emailbekladning.

*5) Figur b fræmftiller et lodret Gjænnemfnit af en ſammenſat Tand, b' et Tværgjænnemfnit.

XLII

indbyrdes ved et Slags Som eller Sutur, idet Randenes Ujævn- heder eller Tagger gribe ind i hinanden. — Tanddannelſen ſynes at fortfætte fig hele Livet igjænnem hos Fiſkene, faa at beſtandigt iftedetfor udfaldne og afflinte Tænder nye udvifle fig.

Anm. De Kredsmundede ere de enefte Fiff, hos hvilfe Læberne ere muffuløfe, hvorved Munden (idetmindſte hos adffillige) bliver et Sugeredſtab eller en Dæfteffive, De ſamme Fiffe viſe fig ogſaa af- vigende med Henſyn til Mundhulens Forbindelfe med Giallehulerne (fe de ſpecielle Beffrivelfer). — Støren, Ammocoetes, Branchio- stoma og Waalefiffene favne ganffe Tænder; Karpearterne have fun Svælgbenene tandvæbnede, Kimgrerne fun et Par Tænder foran i Munden; nøgle Laxe- og Sildearter funne derimod anføres fom Exempler paa Fiffe, der have alle de oven anførte Knogler forſynede med Tænder”). Hos Saugfiffen ere Tænderne anbragte langs Siderne af ben lange Snude elfer Sværd. Flojeltander træffes hyppigt hos be aborreagtige Fiſte, Raspetender paa Øjeddens og Mallens Plougſtjerben, Kardetænder hos vore almindelige Torſk van flere Knogler, Borftetænder hos Slægten Chætodon o. f. v. Dog markes maa, at der gives mange Mellemformer, og at Tanderne tildels hos ſamme Fiſk og paa ſamme Knogle gaa over fra den ene Form til den anden. Ogſaa fræmbyde Gribetænderne i det Enkelte endnu mang— foldige Formafværlinger, ſom narmeſt vedkomme Artsbeſtrivelſerne, idet de kunne blive ſammentrykkede, erholde flere Spidſer, Modhager v, ſ. v. — Mejſeldannede Tænder eller Sfjæretænder træffes blandt vore Fiſte hos adffillige Flynderarter, til Cr, Mareflynderen (Pla- tessa microcephalus Don.). — Halokugledannede Knufetænder beſidder Soulven; kolledannede findes hos visſe Karpearter, medens andre vife fræmfvringende Tværftriber paa de flade Kroner. — Endel, Fiffes Tæn- ber kunne iffe vel bringes ind under nøgen af de nævnte Former; ſaadanne ere almindeligt Rokkernes og Zajernes Tænder, de ligeſom et Papagøjenæb dannede Tænder hos Slagten Diodon o. ſ. v.

8 21. Som allerede bemarket beſidde Fiſtene ingen Spytte— kirtler. Spiſeroret er gjærne tragtdannet og meget fort;

+) Dette Forhold maa iffe forværles med Tandernes Talrighed. Gjedden har f. Cr, færre tandbærende Knogler end Laxen men langt flere Tænder.

XLIN

bette ſidſte ſom en naturlig Følge af, at Fiffene mangle Hals og Bryftfasfe, fan at Bughulen følger umiddelbart efter Hovedet. Ved Slimvæv, ſtundom ogſaa ved Baand, hæftes vet til Ryg— raden og Hjærtepungen; dets Muffeltrævler, ifær Ringtraadene, ere ſterkt udviklede, Dets indre Slimhudsbedæfning, fom er faftere end den ovrige Tarmekanals, danner ct Antal ftærft fræms ſpringende Længdefolder, mellem hvilfe ſtundom Vorter findes an— bragte. Svage Spor til Indføring mellem Spiſeror og Mave træffes i Flynderfamilien o. f. v. (meget ftærfere hos nogle cxotiſfe Maller). Ofte aabner Svømmeblæren fig i Spiſe— røret, hos nogle Fiſke (adſtillige Phektognather) derimod en færegen Luftſek. Maven bar hyppigt Form af en Sak, ſom er vinkel— agtigt bøjet, og ſaaledes adffilles i en forreſte Del ellev den egent- lige Mave (KardinlbeD, og en fortere, tyndere, tilfpidfet Portnerdelz; hvilfe ved mere ellev mindre tydelige Indſnoringer ere adſtilte fra hinanden. Stundom fræmtræder fra Bøjningen en temmelig fang, ſpids, bagudrettet Blindſok (hos Lar, Silo, Makrel o. f. v.), Der i enfelte Tilfælde bliver faa flor, at Portnerdelen faar Udſeende af en fra Denne udgagende Tarm. Men hog endel Fiſte vifer Maven fig ſom en fimypel eller enfelt Sæf, der ſtundom fan nærme fig til Kugleformen, ſtundom bliver mere langſtrakt, og ſaaledes gradevis fan gan over til Tarme— formen, indtil at den ved fit Idre hværfen adffiller fig fra Spiſeroret eller Tyndtarmen, og undertiden haller iffe i fin indre Bygning vifer nogen paafaldende Forffjællighed. Læbefiffene, Karperne, Naalefiſtene, Klumpfiſtene, Kimærerne og De Kredsmundede kunne, foruden flere, være Exempler paa Fiſte, hos hvilfe Maven ev tarmedannet. — En Portnerklap ev meget ſadvanligt tilſtede. — Tarmen deler fig i Regelen i en Tyndtarm og en Maſttarm, af hvilke den førfte ev meget længere end den fidfte, og hyppigt danner et Antal Bøjninger. J Vidde viſer Tyndtarmen fig forffjællig, ſtundom videre end Mavens Portnerdel, ofteſt af ſtorſt Vidde i Begyndelſen, og

XV

gradevis aftagende henimod Maſttarmen, fra hvilfen den meget hyppigt adffilles ved en Klap eller dog en Ringſvulſt. For at forffaffe Tyndtarmens Slimhud en ftørre Overflade, har Naturen fræmbragt forffjællige Dannelſer. Ofteſt befinder den et Næt, Der hyppigt ſrombringes derved, at bolgebojede ſtore Længdefolder for— bindes ved fvagere Tvarfolder; de ſaaledes fræmfomne polygone Maſter indeſlutte ofte mindre Maffer, og disſe atter mindre. Og: faa Villi forefomme jævnligt. Et ejendommeligt Forhold vife ve fleſte Bruftfiffe ven Fræmtrædelfen af en færegen Hududvikling, det ſaakaldte Spiralblad, i Tyndtarmen. Og dette fræmbyder atter i fin Anordning et dobbelt Forhold: enten funne begge Bladets. Rande, baade den tilhaftede og den frie, være ffrueagtigt drejede (og Dette er det almindelige eller regelmægfige Forhold), eller ogſaa ev bet blot den frie fom ev dvejet, medens Zilhæftningsfinien er lige, Tat bag Portneren vifer Tyndtarmen meget almindeligt et ftørre eller mindre Antal Uofrængninger eller Blindtarme (fra en næppe mærfelig til over hundrede), fom i Bygnings forhold ganffe ftemme overens med Tyndtarmen, og ſom fnart ere enkelte, og umiddelbart aabne fig i Tarmen, ſunart for— grene fig mere eller mindre, eller forene fig til at danne falleds Udforingsgange i forffjælligt Antal. — Naar Forgreningsforholdet bliver ftærft udviflet, ſamt alle ve enkelte Uvfrængninger forenes ſammen ven Slimvæv, og ven hele Masſe endog indeſluttes af et Hylſter, faar denne Masſe Lighed med en Kirtel. Ogſaa antager man fædvanligt, at- disfe Blindtarme fvare til Bugſpytte— firtelen, der fun fjældbent fan eftervifes tydeligt i Fiſkeklasſen (ifær hos Bru fffif fe). Det fynes fortrinsvis at være hos ſaadanne Fiſte, fom favne en tydeligt betegnet Mave, eller hvor denne fun ev meget lidt udviflet; at ogſaa Blindtarme og Bugſppyttekirtel ſavnes. — Kun hos meget enfelte Fiſke ſtulle en eller to Blind— tarme vife fig paa Grændfen mellem Tyndtarm og Mafttarm. — Denne fidfte er iffe blot meget fortere end Tyndtarmen, men har tillige altid et lige Løb; i Vidde fan den ſnart ſtemme med Tynds

XLV

tarmen, ſnart overgaa denne, og ſnart ſtaa tilbage for den. Dens Slimhud vifer et ſimplere Forhold, ſtjondt den iffe altid eller ganffe favner Folder eller Net. Hos nogle Bruſtkfiſt (Storer og Kimærer) fortfætter Spiralbladet fig ind i Maſttarmen lige til Gadboret.

Anm. 1. Cm Tilfteveværelfen eller Mangelen af Sppyttekirtler hos Fiffene have Meningerne, fælv i den fenere Tin, været Delte, Rathke mente, af have iagttaget Spyttefirtler hos Karper, Haller, Zornfiſk, Tangſnarrer o. f. %., og troede endog at turde fræmfætte vet ſom en Regel, af fun de Fiſke, der favne Portnervedhang, have Syyttefirtler i Munden. Men Rathkes Udtydning af dette Forhold fan iffe udholde nærmere Provelſe. Det tyffe, bløde, rødagtige, med rigelige Nervegrene (fra Glossopharyngeus) forſynede Lag, ſom be- flæder Karpernes Gane, og fom er meget følfomt og ereftilt, forklares meget rimeligere ſom et Slags Smaggredffab end ſom en Spyyttefirtel.

Anm. 2. Hos enfelte Fiffe har man i Spiſeroret truffet Tand— dannelfer (hos Stromateus Fiatola, Tetragonurus o. ſ. v. ). Spiſe— rorets Folder forſvinde tildels (dog gradevis) i Maven, eller blive fvagere; ligeſom ogſaa Mavens Muffelhud i Regelen vifer fvagere Ud— vifling end Spiſerorets. Dog gives ber enfelte Fiſke (Slægterne Mugil, Umbra), hos hvilfe i Mavens Portnerdel Muffellaget udvikles i den Grad, af en virfelig Kraas eller Muffelmave dannes, i hvilfet Tilfælde den egentlige Mave fan ſammenlignes med Kroen hos Fuglene.

Anm. 3. Tobiſen har fun en Blindtarm; ogſaa hos Flyndrene ere Blindtarmene kun overmaade ſvagt udviklede; hvorimod de hos Torſk, Jar, Sild, Savpadde oſo. fræmtræde meget talrige, og danne Forgreninger. At Blindtarmemasſen omſluttes af et falleds Sylfter, finder ifær Sted i Makrelfamilien (efter Angivelfe hos Svardfiſken og De fræmmede Slægter Seriola og Temnodon) og hos Støren. Hos Rimæren og de Tvgrmundede findes Bugſppyttekirtel; blandt Benfiffene hos Aalen og maaffe hos endnu et Par andre Slægter (Haller og Gjedder). Om Blindtarm og Bugfpyttefirtel funne findes ſammen hos en Fifi (det er paaſtaget med Henſyn til Støren), ſynes endnu uafgjort. Disſe Dannelſer favnes aldeles hos de flefte Labefiſke, hos Karper, ØGjedder, Buſkgjgllede, Faſtkjgbede o. f. v. — Hos Slægten Box har Cuvier iagttaget Blindtarme ven Maſttarmens Begyndelſe.

XLVI

8 22. Tarmekanalen er almindeligt opfængt i et Tarme— kros (Duplifatur af Bughinden), fom dug ofte cv meget fvagt udviklet. Kun yderft ſjeldent (hos de lavefte Former af Bruſt— fiffene, Petromyzon, Ammocoetes og Branchiostoma) er den faſtvoxet til Bughulens øverfte æg. Dens Længde, der afhænger af Tyndtarmens Udvikling og Bugtninger, nager ſtundom nappe Halvdelen af Fiſtens Totallængde, ſtundom overgaar den denne mere end ti Gange. Enkelte Fiſke vife det uregelmæsfige Forhold, aten Del af Tarmefanalen ligger udenfor den egentlige Bug hule. — Denne vifer flere mærfelige Forhold hos adſtillige Fiſte: ſtundom (hos endel Bruſkfiſke) faar den i Forbindelſe med Hjærtefæfs fen, og endnu oftere har den gjænnem Aabninger, ſom gjærne ere anbragte paa Siderne af Gadboret, Forbindelfe med det om— givende Element, og Bughinden (Peritoneum) bliver ſaaledes en Fortfættelfe af Jderhudven. — Gadborets Stilling er meget forffjællig, og ſtjondt det altid træffes bag Bugfinnerne, hvor disſe ere tilſtede, retter det fig dog iffe ganffe efter disfe. Undertiden ryffes bet helt fræm under Struben; derimod er det aldrig læns gere tilbage end Gadborfinnens Begyndelſe. Hog nogle Ziffe fan en virfelig Kloak figes at være tilftede (hos de Tvær- mundede), da Urin- og Kionsredſtabernes Udforingsgange aabne ſig i Maſttarmens Rygflade mod Enden.

Anm. Da man i ſamme naturlige Familie (Karpefamilien) træffer Exempler ſaavel paa Tarmekanalens ſtorſte ſom ringeſte Lengde— udvikling, fan denne i ſyſtematiſt Henſeende næpve tillægges nogen Vigtighed, ligeſom det ogſaa, da fun meget fan Fiffe leve udelukkende eller blot fornæmmelig af Plantefode, hidtil ſynes vanffeligt at eftervife nøgen fiffer Forbindelſe mellem Længdeforholdet og Naringsmidlernes Beſtaffenhed. — Det er hos nogle Fiſte af Flynderfamilien (vor Tunge fil Ex.), af en Del af Tarmekanalen fra Bughulen trænger ind og op— tages mellem Gadborfinnens Støtteben og Sidemuffelen paa Halens Side. — Bughulens Forbindelje med HSjærtefæffen er iagttaget hos Stør, Kimgre, Tvgrmundede, Ammocoetes og Myxine. De ſaakaldte Pori abdominales, en elfer tv i Talet, findes hos Laxene

XLVII

og nogle Aal (hvor de tjæne til Eggenes og hos de ſidſte tillige til Sædvæffens Udførelfe), famt hos Brufffiffe. Hos Branchiostoma forefommer fun en enkelt Aabning, og denne, ſom tildels ſtaar i Reſpirationens Tjænefte, er anbragt langt foran Gadboret.

S 23. En Milt findes næften uden Undtagelfe hos Fis ſtene, og viſer fig gjærne fom et meget morkerodt, blødt, blodrigt Legeme af forffjællig Form, dog hyppigt noget prismatiſk, tre fivet. Den ligger i Regelen paa højre Side af Maven, ved Dennes Overgang i Tyndtarmen, og er fæftet til Tarmekanalen ved Slimvævsbannd. — Leveren udmarker fig gjærne fra ſamme Redſkab hos andre Hvirveldyr ved fin Blohed, fin lyfe arve, fin overordentlige Fedme, hyppigt ogſaa ved fin Størrelfe, idet den ftræffer fig gjænnem hele Bughulens Længde, og oms giver eller indhyller Tarmekanalen. Dens Form betingeg for en ftov Del af Bughulens Form; dens Hovedmasſe ligger hyppigſt mod Bughulens vanſtre Side, og den deler fig allerofreft i to ellev flere Lapper. Fiſkene befinde næften alle en Galdeblære, ſom gjærne ligger tæt bag Leveren, fjælonere derimod optages og ſtjules i dens Masſe (hog nogle Karpearter, Rokker, Stør), eller adſkilles vidt fra den (hos Laxen, Havtaſken o. ſ. v.). Af Form er den ſadvanligt ægdannet, men under— tiden bliver ven cylindriſt og meget langſtrakt (ifær hos Thun— fiffen og nogle andre til Makrelfamilien henhørende Fiſke). Galdegangen aabner fig almindeligt i Tyndtarmen tæt bag Portneren og nær Blindtarmene, hvor Ddisfe ere tilftede.

Anm. Hos Branchiostoma favnes Milten, og hos de Kreds— mundede er dens Tilværeljfe noget ufiffer (fmaa firtelagtige Legemer ven Mavemunden har man troet at funne udtyde ſom Milt). Hos nogle Sajer derimod (Lamna cornubica eller Sildehajen til Cr.) findes flere Milte, eller dette Redſkab deler fig i flere Lapper; og hos Støren og Pigvaren har man iagttaget Legemer, fom man tillægger Benævnelfen Bimilte. — Leverens Farve fan høg Individer af ſamme Art wife endel Forffjællighed i Forhold til Fedmen; jo ftørre. Fedme, jo lyſere Farve, Hos Branchiostoma gr Leveren, for—

XLVIII

ſaavidt man vil antage dens Tilfteveværelfe, dog ikke adffilt fra Tarmefanalen, men maa i Forhold ſammenlignes, med hvad hos

Anneliderne iagttages. Hos enfelte Fiffe (Klumpfiſken, Støren) aabner Galdegangen fig i Maven.

S 24. Kredslob. Fiffene befinde, figefom de varm— blodede Hvirveldyr, et dobbelt og fuldſtendigt Kredslob, men adſkille ſig derimod væfentligt fra disſe, ved kun at have Blod— aarehjærte, eller et Hjærte, ſom fvarer til det højre For— fammer og højre Hjærtefammer hos Pattedyr. og Fugle, idet det modtager Blodaareblodet fra Legemet, og Driver det til Aande— Drætsredffaberne; hvorimod de ganffe favne hines vænftre For kammer og vænfte Hjærtefammer, da Blodet gaar fra Gjælle- venerne over i Aorta, uden at pasſere igjænnem en muffelbedæffet Sak. — Blodet er, med en enfelt Undtagelfe, rødt; Blod— legemerne ftove, elliptiffe, eller fjælonere (hos de Tværmun: dede) Fredgrunde. — Hjærtet med dets Forkammer ug den ſaakaldte Pulsaarefvulft Gulbus arteriosus) indeſluttes i en Hjarteſak, og optages i Hovedet under de nedre Svalg— ben og Gjællebuernes nederſte Del; vet omgives og beffyttes i Regelen af Skulderbeltet. Fra en ſtor Blodaarefæf, der ligger tæt bag Hjærtefæffen, men umiddelbart foran det fenes agtige Diafragma, der fortil begrændfer Bughulen, bliver det fra hele Legemet modtagne Blod, gjænnem en enkelt Aabning fortil, udgydt i Forkammeret. Dette, hvig Former ere meget fors ffjællige, men ſom i Regelen er ſtorre, ffjøndt med meget tyndere Væge, end Hjartekammeret, findes anbragt ovenover det, og har altſaa fin Aabning med tilhørende Klaper paa Underfladen. Hjærtefammeret, hvis Muffellag er meget ftærft udviklet, og hvis Form hyppigſt er tetraedriſt, har fin indre Hule vinfelagtigt bøjet, for at føre Blodet over i ben umiddelbart foran det lig— gende, noget logdannede, Svulſt af Gjællepulsaaren. Denne Svulft vifer to forffjællige Bygningsforhold, ſom man førft i den fenefte Tid har nærmere oplyſt og tillige tillagt ftor Betydning: hos de flefte

IL

Fiſte (Benfiffene og de Kredsmundede) dannes Svulften blot ved en ftærfere Udvifling af den ſamme Subftans, hvoraf Pulsaarens Vægge beſtaa, og fun to halvmaanedannede Klapper vife fig indvendigt mellem Hjærtefammeret og Svulſten. Hos andre Ziffe derimod (de Tværmundede og de faafaldte Ga— noider) fræmbringes Svulften ved et Lag af Muffeltrævler, og man finder et betydeligt Antal Klapper anbragte i flere (to til fem) Ræffer. Dog fan, idetmindfte med Henfyn til Klappernes Antal, Overgange mellem disſe to Former eftervifes, — Idet Gjællepulsaaren træder ud af Hjærtepungen, og vetter fig fremad, udfender den Grene paa begge Sider, en for hvar Gjællebue, der, ſom allerede ovenfor omtalt, løber i en Rende langs Buens bagefte fonvere Side. De utallige fine Forgreninger, der fra Denne udgaa til ethvert Gjælleblad, gan over i tilfvarende Blodaarer, hvilke alle famle fig for hvær Bue i en ſtor Gjalle— blodaare, Der ligger i famme Rende ſom Pulsaaren, dog mere yderligt. Idet disſe Blodaarer forlade Buerne mod Rygfladen, antage De Bygning og Forretning ſom Pulsaarer, og de forreſte udfende allerede, inden de have forladt Gjællebuen, gjænnem fleve Grene Blod til forffjællige Dele af Hoved og Forfrop, medens Det Derimod er ved deres Forening til en ftor, langs under Ryg— raden lige til Haleſpidſen løbende Pulsaare, at hele det øvrige Legeme forfønes med Pulsaareblod. Denne ſtore Pulsaare maa altſaa betragtes ſom ſvarende til Pattedyrenes Aorta. Nogle Anatomer paaſtaa, at der fan ffjælnes et dobbeltVortaarefyftem hos Fiſkene; foruden det fædvanlige mellem Tarmekanal og Lever, antages næmlig, at ogſaa Nyrerne beſidde et lignende. — Fiſkenes Blodaarer udmarke fig ved tynde Bægge, betydelig Vidde og ved hyppigt at danne Sæfudvidelfer (Sinus); Klapper ſynes de fun ſjeldent at befinde. Øjets Choroidealkirtel, ſom allerede ovenfor er berørt, og Bigjællen kunne bemarkes ſom færegne

Aaredannelſer, eller ere at henføre til de ſaakaldte Undernæt. Danmarks Siffe, I. D

L

Bigjællen, der gjærne ligger foran eller udenfor den øverfte Ende af Gjællerne, vifer fig under to Former: fnart ligefom en lille ubedekket Gjælle (den almindelige Form hos Benfiffene) ; og ſnart fom et blodrigt, firtelagtigt, af flere Lapper beftaaende Legeme, der bedæffeg af Gjallehulens Hud, eller af et Fidt- og Muffellag, eller endog af Knogler, men ſom forreſten i den finere Bygning ftemmer overens med foreganende Form. — Suge— aarernes Syſtem fynes i Fiſtenes Klasſe at være fortrinligt udviflet; De danne undertiden ligeſom Skeder om ftørre eller mindre Aareſtammer, ja fælv om Hjærtet (hos Støren). Store Stammer af dette Syftem findes i Bughulen, ſtrakkende fig gjænnem hele dennes Længde tæt under Rygraden, enfelte eller parvife, ven Siden af ve flore Aareſtammer; ligeledes langs Siderne, ti den ftore Sidemuſkels Længdefure under Sidelinien. Oftere fræmbringes fæfagtige Udvidelſer (Sinus), ſaaſom paa Si— derne af Hjærneffalen og af den ſidſte Halehvirvel.

Anm. Hos Branchiostoma mangler egentligt Sjærte, medens Derimod alle ftørre Pulsaarer befinde Kontraftilitet, og Blodet favner ben fædvanlige røde Farve. — Klumpfiſken har fire Klapper mellem Forkammer og Sjærtefammer. — Hos enfelte Fiffe har man iagttaget et Slags Portaarehjgrte (hos Myxine og Branchiostoma), hos andre danne Haleblodaarerne et pulſerende Hjeerte (hos Anguilla og Murænophis). — Hos ſaadanne Fiſke, hvor Nyrerne ligge mere frit (til Er. Zavpadden) ffal man letteft kunne overtyde fig om Tilftæde- værelfen af et eget Portaarefyftem for disſe Redffaber. — Hos Støren og de flefte Tværmundede findes Bigjællen anbragt paa Sprojtehulets forrefte Væg. Bigjællens Kirtelform træffer man hos Slægterne Ga- sterosteus, Esox, Belone, høg Karpe- vg Torſkefamilien, hos mange Lay o. f. v. Hos Gjedden er ven ffjult under en Hudfold, hos Karperne under Tvær=Ganemuffelen og de øvre Svælgben. Hos Støren og de Tværmunéede er Bigjællen tilſtede, uden at nøgen Choroidealkirtel fan eftervifeg, medens de ellers pleje at ledſage hinanden. Hos mange Maller, Aal, hos Slægten Cobitis v. f. v. ſavnes baade Bigjælle og Ojekirtel. — Hos Branchiostoma har man ikke iagttaget Sugeaarer.

LI

S 26. Aandedræt. Som allerede ovenfor antydet aande Fiſtene fornæmmelig ved de fine Hudblade, ſom, ſtottede til fmaa Bens eller Bruſtplader, findes anbragte paa Gjallebuernes kon— vere Rand. Kun den ringe Del Luft, fom ev blandet med Bans Det, virker pan disſe Redſkaber, og Fiffene modtage ſaaledes fun meget lidt Ilt, hvilfet forflaver os den lave Temperatur af deres Blod”). Ved Bevægelfen af Kjaber, Tungeapparat og Gjalle— laag optages idelig Band i Munden og derfra i Gjællehulerne, hvilfet atter uddrives gjænnem færegne dertil beftemte Aabninger, Gjalleſpalterne. Hos adſtillige Fiffe træffes desuden de ſaa— kaldte Sprojtehuller. Gjalleſpalterne erei Regelento, hos de for— ffjællige Fiffe af meget forffjællig Storrelſe, anbragte paa Hovedets Sider bagtil; men medens de hos nogle Fiſke ryffe tæt ſammen paa Bugfladen, ellev endog fmælte ſammen til en enefte, forøges der— imod hos endel Fiſke deres Antal betydeligt (til fem ja endog fyv Par), og de indtage, ſom Følge deraf, en iffe ringe Ud— ftræfning. — Indvendigt ſtaar i Regelen hvar Gjællehule i Forbindelſe med Mundhulen ved fire Spalter, en for hvær Gjalle— hue (eller nøjagtigere en mellem hvær to Gjallebuer, og en mellem Den ſidſte Gjællebue og de nedre Svælgben). Storrelſen af disſe Spalter er (ligeſom af de ydre Gjællefpalter) meget forffjællig, men i Almindelighed fan ſiges, at de gradevis aftage i Længde forfra bagtil, og undertiden mangler den fjærde eller finfte aldeles, idet Hudbekladningen uden Afbrydelſe fortfætter fig fra fjærde Giællebue over paa Svelgbenet. — I Regelen bærer hvær af de fire Gjællebuer en dobbelt Rakke Gjalleblade; Dog blive iffe fan Undtagelſer at bemærfe. Hvor, fom nyligt omtalt, den ſidſte

+) Man befinder dog Jagttagelfer, ifølge hvilfe visfe Fiffe ſtulle ud— vifle en Varmegrad, der temmelig betydeligt overgaar det om— givende Elements. Saaledes vil man hos en Thunfiſkart (Thynnus Pelamys) have fundet, at Blodets Varme var 99' Fahr., medens Bandet fun havde 80/2? Fahr. (M. J. Davy). Men Gjælle- nærverne ffulle ogſaa hos ſamme Fifk beſidde en mærfelig Størrelfe.

*

D

LI

Mundſpalte favnes, der bærer den fjærde Gjællebue fun en en— felt Ræffe Gjælleblave, eller Fiffen har, om man faa vil udtrykke fig, fun halvfjærde Par Gjæller; men der gives ogſaa Fiſte, fom fun befinde tre Par Gjæller (af de hos os forefommende blot Havtaſken), halvtredie Par og to Par. — Gjallebladene, ſom fun ere anbragte paa Midten af Buens fonvere Side, have gjærne en langftraft Lancetform, og vife mangfoldige yderft fine Tværfolder af Huden (man har paa et Gjælleblad talt indtil 1600), hvorved den reſpirerende Flade i betydelig Grad forøges. Dens underftøttende, ben- eller bruffagtige Straale er altid anbragt paa bereg indre Side, men indtager derimod ikke altid hele Bladets Længde. Jovrigt fræmbyde Bladene endel Afværling i deres Forhold, idet den ene Rakke fan være mindre end den anden, begge Rakker funne være mere eller mindre ſammenvoxede, eller alle Bladene i ſamme Ræffe forbundne ven Tværplader o. ſ. v.

Anm. 1. At ingen femiff Dekompoſition af Bandet foregaar ved Fiſtenes Aandedræt, er tilftræffeligt godtgjort. Ligeledes er ven For— ſog viſt, at Fiffe ikke kunne leve i Vand, ſom ved Kogning er berøvet Den tilblandede Luft. Fiffene ere dog ikke indffrænfede til denne alene, thi man fer hyppigt adffillige Arter fomme op i Vandfladen for at fluge Luft). Hos nogle faadanne- (Cobitis) foregaar et Slags Tarmereſpiration, og hos alle Fiffe maa Huden antages at ftaa i Reſpirationens Tjænefte. Men hos adffillige Fiffe har Naturen dannet forffjælligtarteve Underftøttelfesredffaber for Aandedrætet: til ſaadanne regnes de allerede vvenfor berørte Benplader, hvori de øvre Svalg— ben dele fig hos de Labyvintgøjællede; Gjallebuernes buffagtige Vedhæng hos Slægten Herobranchus; de blære= eller fæfagtige, med Gjællehulerne i Forbindelfe ſtagende Dannelfer høg Saccobranchus og Amphipnous (be ſaakaldte Gjællehulelungev). Markes fan og— jaa her, at hos de Tvgrmundede forekomme i Foftertilftanden ydre Gjaller, det vil fige: traadagtige Forlængelfer, ſom udtræde af Gjælle-

+) Man har endog overtydet fig om, at visfe Fiffe fvæles, derſom de paa en eller anden Maade (t. Er. ved ef over Bandet udfpændt Flor) hindres fra at komme op i Vandfladen for at føge Luft.

LIN

fvalterne, tildels ogfaa af Sprojtehullerne. Naar Fiffene tages ud af Vandet, blive deres Gjæller i Regelen uffiffede til Reſpiration, idet ve enfelte Gjælleblade, Der ven Vandet holdes fvævende og adffilte, falde ſammen. Imidlertid ev der, ſom bekjandt, iffe fan faa af vore Fiſte, der funne leve endog hele Døgn ude af Vandet (Aalen til Exempel).

Anm. 2. Gjællefpalterne ere meget fmaa hos Aalen, og i endnu højere Grad hos gavtaffen. Hos Sphågehranchus ryffe Spalterne fammen, og høg Symbranchus vifer fig fun en enfelt (begge disſe Slægter høre til de Aaledannede). Ogſaa Myxine befinder fun en enfelt Gjællefpalte.. Hos Branchiostoma tjæner den ovenomtalte Porus abdominalis ogſaa ſom Gjællefvalte, eller til Udforing af bet ved Reſpirationen benyttede Band. Hos Zajer og Rokker træffeg der— imod i Regelen fem Par Gjællefpalter, hos de forſte paa Siderne af Hovedet, hos de ſidſte pan Underfladen. Og Lampreterne vife ſyv Var. Disfe Fiffe befinde næmlig, iſtedetfor en felleds Gjællehule paa hvær Side af Hovedet, et vift Antal afſondrede Gjællefæbfe og for hvær af disſe en ydre Aabning. Sprojtehuller eller Kanaler, ſom fra Mundhulen føre til Hovedets Overflade, og almindeligt funne lukkes ved en Klap, findes hos de flefte Tværmundede, hos Størene og Polypterus.

Unm. 3. Gjællehulernes Mundſpalter ere fmaa hos Karperne, øg endnu mindre blive de hos de Buſkgjgllede og de SFaftFjæbede. Hos Slægten Murænophis vife de fig fom fmaa Huller. — Halv— fjerde Par Gjæller have Læbefiffene, mange Pandſerkindede, flere Skivefiſke og desuden endel ſpredte Slægter; tre Par findes, foruden hos Gavpadden, høg Slægterne Batrachus, Diodon, Tetraodon, Co- tylis, Sicyasis o. ſ. v., halvtredie Par høg Malthæa, to Par hos Amphipnous. — En af de meſt paafaldende Forandringer i Gjælle- bladenes Form træffes hos de BufØgjællede, hvor de blive fæbf= eller kolledannede. — Hos Rarper og Lap iagttages Forffjæl i Bladenes Længde, hos Svævdfiffen vore alle Blade ſammen o. f. v.

S 27. Nyrerne ligge udenfor den egentlige Bughule, ellev udenfor Bughindefæffen, tæt under Rygraden, og indtage en meget betydelig Stræfning (i Regelen lige fra Hjærneffalen og Gjællehulerne til Enden af Bughulen, hvor de endog ſtundom fortfættes en Stræfning ind i ben af Hvirvlernes nedre Buer

LIV

dannede Kanal). De beftan af en mørft-rødbrun, blød, ſvamp— agtig Masfe, ſom gjærne fortil hår den ſtarkeſte Udvikling. Fortil ere de tillige videſt adffilte fra hinanden, hvorimod de efterhaanden nærme fig hinanden i Legemets Middellinie, og tildels ſmalte fammen til en Masſe. Inderſt beflædes de af en egen fibros Hud og udenfor denne af Bughinden. Urinlederne, Der ſtundom begynde ved Nyrernes forrefte Del, ſtundom derimod mod deres bageſte Ende, forene fig gjærne til en folleds Kanal, ſom med gradevis Udvivelfe gaar over i Blæren. Denne ſavnes fun fjældent hos Benfiſkene, men fræmtræder under afværlende Former og med forffjællig Storrelſe. Maaſtke tør man antage, at den ifær udvifler fig til en betydeligere Størrelfe hos ſaadanne Biffe, der favne Svømmeblære. Flynderarterne, Hav— padden, Davtaffen og Klumpfiſken funne i al Fald an— føres fom Støtte før denne Mening. Mærfes maa, at Urinblæren altid ligger ovenover Mafttarmen, og at den aabner fig bag Gadboret, i Regelen ogſaa bag Generationsorganernes Aabning, efterat have dannet en lille Sammentrakning, der kunde betragtes ſom Urinroret. I den fenere Tid ere Binyrer efterviſte ſaavel hos mange Ben- ſom Bruſkfiſke. Hos de forſte ere de lyſe, runde Smaalegemer, ſom traffes enten fritliggende eller ffjulte i Nyrernes Masſe, bagtil eller mod Midten af disſe. Hos Plagioſtomerne viſe de fig gjærne fom en gul Stribe paa Rygfladen af Nyrerne eller paa Urinlederne.

Anm. Hos de Tvgrmundede og Lampreterne indtage Nyrerne langtfra ikke Bughulens hele Længde, og dette er ogſaa Tilfældet med ganſte enkelte Benfiffe.(Thunfiffen t. Ex.). — Hos Bruſtfiſtene fan ingen egentlig Urinblare ſiges at forekomme, og Urinlederne optage tildels Kjonsredſtabernes Udforingsgange, ifær hos Hannerne. Det er fjæl- bent, at Urinen føres til Blæren gjænnem tv eller endog flere ad— ſtilte Rør. Dette ſidſte Forhold har man iagttaget hos Hundeſtejlerne.

S 28. ESvømmeblæren er et allerede oftere omtalt Red— ffab, ſom forekommer meget udbredt i Ziffeflasfen, men tillige med

LV

ſtor Uregelmæsfighed, eller i al Fald ſaaledes, at det iffe er muligt, at faftfætte Betingelferne for dets Fromtraden og For ſvinden. Imidlertid fan markes, at det fun findes hos meget faa Brufffiffe. Svømmeblæren ligger under Nyrerne, men over Tarmekanalen og dens Kirtelapparat, i Almindelighed uden— for Bughindefæffene, Hvad dens Bygning angaar, da dannes den af flere Hudlag: inderft et Lag Beflædningsvæv, dernæft en Slimhud, hvorpaa atter følger en hvid, glindfende, fibros Hun, der hyppigt lader fig ffille ti to Lag; yderſt overtrekkes Svømme blæren i Almindelighed for en Del af Bughinden. Med Henføn til dens Bygning fortjæne to Afværlinger ifær at markes: enten Danner Den en fuldkomment lukket og affluttet Sak; ellev den aabner fig ved en Kanal (ductus pneumaticus) i Spiſerorets Rygflade. Om dens Forhold til Hjarneſkallen, og fornæmmelig til Høreredffaberne, ev ovenfor talt, Svømmeblæren modtager Pulsaareblod fra Aortafyftemet, og ſender Blodaareblod tilbage til Portneren, Leverblodaarerne o. f. v. Saavel dens Pulsaarer ſom Blodaarer fordele fig hyppigt til Fræmbringelfen afUndernæt paa forffjællige Mander. Naar disfe ſammenhobe fig paa begrænds fede Steder af Blæren, danne de røde, firtellignende Legemer, — Skjondt Svommeblaren er et yneumatift eller luſtafſondrende Redſkab, ſynes Dev ingen Grund til at ſammenligne den med de højere Hvirveldyrs Lunger, da den, efter hvad allerede er anført, favner disſes fyfiolvgiffe Karafter, at modtage Blodaareblod og tilbageſende Pulsgareblod. Man mener, at den ifær tjæner til, efterfom den ſammentrykkes eller udvides, at forandre Fiſkens ſpecifiſte Vægt, og ſaaledes hjælper den til at ftige og til at dale i Vandet. Og i Forbinvelfe hermed ſynes te forffjællige Appa— rater, Der forefomme hos Fiſkene med Luftfanal, at ſtaa. — Svømmeblærens Form varierer overordentligt ftærk, og udgjør en Gjanſtand for Artsbeſtrivelſerne.

Unm. 1. Blandt Brufkfiſtene er det fun Storene og Spatularia, ſom have Svømmeblære; men, for faa vidt man med nyere Syfte=

LVI

matifere falder disſe Fiſte Ganoider, blive de egentlige Bruſtfiſte ganſte uden Svømmeblære. — Af Benfiffe, fom mangle Svommeblare, fan hele Flynderfamilien og af Mallerne de faafaldte Pandſermaller mærkes. Men iøvrigt ere Slægter med og uden Svømmeblære jævnligt blan— dede mellem hværandre, og fælv t ſamme Slægt gives der ſtundom Arter med og uden Svømmeblære (til Er. i Mafrelflægten). Man fynes derfor fun af furde indrømme dette Redffab en meget underordnet Be— tydning i fyſiologiſt og ſyſtematiſt Henſeende.

Anm. 2. En aflukket Sæf danner Svømmeblæren ſtedſe hos de Pigfinnede, de Bryſtfinnede, de Buſkgjgllede og de Faſtkjgbede; en Luftkanal beſidder den derimod hos de Bugfinnede og Storene. Blandt de Barbugede have nogle Svømmeblære med, andre uden Luftkanal. — Luftfanalen, der vifer de ſamme Dude ſom Blæren, afværler endel i Form og Længde; undertiden befinder ben en Ringmuffel, hvor ven aabner fig i Spiſeroret (Sphincter oesophageus). — Hos Polyp- terus ſtal Kanalen undtagelfesvis aabne fig i Bugfladen af Spiſe— røret, j

S 29. Elektriſke Organer eller Redffaber, ſom under Nærvefyftemets Indflydelſe udvikle Elektricitet, ere ejendommelige for Fiffeflasfen, men forefomme fun hos meget fan Fiffe: med Sifferhed eve de fun eftervifte hos et Par Roffeflægter (Tor- pedo og Narcine), en Malle (Malapterurus), en til Aalene henhørende Slægt (Gymnotus) famt Slægten Mormyrus. Deres Plads er afværlende: hos Rokkerne træffes de paa Siderne af Hovedet, mellem dette og Bryftfinnerne, og forfynes med Narvegrene fra FTrillingnærven og ifær fra den omvankende Narve; hos Mallen ftræffe de fig paa Siderne af Kroppen, lige fra Hovedet til forbi Bugfinnerne, og erholde Grene fra den omvankende Nærve og Rygmarvsnarvernes nederſte Rødder; hos ben eleftriffe Aal eller Barryg endelig findes de paa Si— derne af Halen, og modtage meget talrige Grene fra Rygmarvs— nærverneg nederfte Rodder. Disſe Redffaber, fom ere anbragte tæt under Huden, vife fig iøvrigt ſom membranoſe Dannelfer, fammenfatte af et overordentligt ftort Antal, umiddelbart ved hin— anden ftagende eller pan hinanden liggende, føjleagtige, lukkede

LVII

Rum, ſom ved Tværffillevægge underafdeles i mange mindre Rum. Grundlaget for disſe Dannelſer udgjøres af Traade, der ſynes at ſtaa det elaſtiſfe Qæv meget nær; de forſynes meget rigeligt med Nærver og Aarer, og alle Smaarummene vife fig opfyldte af en æggehvideagtig Vadſte.

S 30. Slimafſondring. Fiſkenes Hud findes ſtedſe ſlibrig og glindſende ved et Slimovertrak, hvis ſtadige Frem— bringelſe bevirkes ved forſtjelligtartede Redſkaber. Hog Ben— fiffene iagttages i Regelen langs hvær Side af Kroppen en Kanal, ſom ſtrakker ſig lige fra Hovedet til Halefinnen, tildels endog fortfætter fig ud pan denne, den ſaakaldte Sidelinie. Denne Længdefanal, fom ved forte, i fmaa Mellemrum anbragte, Zværfanaler aabner fig udvendigt, dannes hos de med ſmaa Sfjæl bedæffede Fiſte af Hude, ſom meget hyppigt underſtottes af Knogledannelſer, ſnart under Form af Rør, fnart af Rander. Men hos De med ftørre Sfjæl bedakkede Fiſke optages Apparatet af en Rakke ejendommeligt dertil uddannede Sfjæl, hvilfe ved deres Formafvaxlinger erholde zoologiſt Betydning D. Naar denne Sidelinie forfolges indtil Hovedet, ſes den at ſtige op langs Skulderbaltet til Hjærneffalen, og derefter dele fig i tre Grene: a) en Tværgren i Nakkeregionen, ſom forbinder fig med ben fra Kroppens modfatte Side opſtigende; b) en fræmadrettet Gren, ſom, naar den har naaet Ojehulen, ſpalter fig i to Smaagrene, af hvilke den ene lober over Ojet for at ende i Naſebenene, den anden under Øjet følger Ojebenenes Kjede; c) en nedſtigende Gren, fom følger Forgjællelaaget og Underfjæben. Hos de højere Bruſkfiſke iagttages pan Hovedet færegne Dannelfer af Slim— rør, fom i ſtor Mængde ere anbragte ved Siden af hværandre, og hvis utallige Aabninger ſtundom fræmbringe firlige og ſym— metriffe Figurer paa Hudens Overflade. Disſe Rør, ſom ifær

+) De omtales Derfor ideligt i Artsbeffrivelferne ſom Sideliniens Stjæl.

LVIII

ere ſammenhobede ved Øjnene, Næfeborene og Snuden, fyldes af en ejendommelig, geleagtig Masſe. — Hog Myrinerne fore— gaar Slimaffondringen i runde, fladtrykkede Sakke, forſynede med en Muffelbud og bvær med fin færffilte ydre Aabning.

Anm. I den fenefte Tid har man, efter fornyede anatomiffe Underſogelſer *) villet frafjænde Sideliniens Apparat al Del i Slim— afſondringen, og derimod udtydet det fom et Sandferedffab, paa Grund af dets ejendommelige Nærvefflætninger, hvilfe man har ment at funne fammenligne med SHSørenærvens Udbredelſer i de halvkredsdannede Kanalers Ampuller. Naar Fiffenes Slimbekladning forflares, fun at være det øverfte Lag af den i Vandet udblodte Overhud (ganffe fva- rende til Tungens eller Tarmehudens Beflædning), kan viſtnok ikke nægtes, at Fiſtenes Slim meget rigeligt indeholder Celler af Beflæd- ningsvæven; men jeg tvivler derimod paa, at Fænomenet heri har fin fuldftændige og tilftræffelige Udtydning.

8 31. Huden og Sfjællene. Fiſkenes Lederhud beſtaar af fammenvævede Slimvæovs- eller Bekladningsvaevs— trævler, forſynede med Aarer og hyppigt tillige med Huler, hvori Fidt indeholdes, Ovenpaa Laderhuden ligge Pigmentceller, hvilfe ſtundom danne et eget Lag, og derneſt Overhuden. Biftnof gives der endel Fiffe, hvis Hud er nøgen, eller uden andre beffyttende Dannelſer end det tynde Overhudslag (Ki— mærer, Lampreter, Myriner o. f. v.), men langt almin— deligere befinde Fiſtene en Stjælbeflædning. Sfjællene turde maaffe meft pasfende inddeleg i HDornffjæl og Knogleftjæl. De førfte, ſom forefomme bog Benfiffene i Almindelighed, og gjærne have en mere eller mindre rund eller ægdannet Form, fræmbringes af Nerhuden, hvært i fin færffilte og lukkede Sæt eller Fold af denne. Ved nærmere Betragtning vife disſe Sfjæl paa Overfladen et forffjælligt Antal foncentriffe Ringe, hvis Centrum dug hyppigſt ligger bag Skjallets Middelpunkt; end—

*) Svans Leydig i Muͤllers Archiv, 1850 S. 170 flg. og 1851 S:3235 flg;

LIX

videre et forffjælligt Antal Striber eller Furer, ſom ſtraaleagtigt udgaa fra det nysomtalte Centrum, men fom tildels vife nogen Uregel— mæsfighed i deres Løb, og mod Manden dele fig; ſtundom ſavnes Straalerne ganffe, ſtundom indtage de fun en Del af Sfjælet. Man finder endvidere, at Stjælet fammenfættes af en Mængde tynde Lag, ber kunne henføres til to Dannelſer: de underfte Lag, hvori Straalerne fræmtræde, ere mere hornagtige; de øverfte derimod, i hvilke de foneentriffe Ringe dannes af de udbøjede Rande, ere mere haarde og emailagtige. Med Henfyn til Ans ordning vife disſe Sfjæl i Regelen det Forhold, fom man falder Taglægning, vg ifølge hvilfen deres tilſyneladende Form af— viger betydeligt fra Deres virfelige Form: ethvært Sjæl lægger fig for en Del ud over et efterfølgende Sfjæl, og ffjuler dets Rod, medens Det fælv tildels er bedakket af et foregagende Sfjæl”). Langt fjældbnere ev det, at Sfjællene ligge ved Siden af bværandre, faa at de fun ſtode ſammen med Randen, eller endog efterlade nøgne Mellemrum. Endnu fortjæner et Forhold hos disſe Sjæl at mærfeg, fordi man i den fenere Tid har villet tillægge det en Vigtighed, Det ingenlunde fortjæner: deres bagefte Rand fan være glat og ubevæbnet (de ſaakaldte Cy— flvid-Sfjæn, eller ogſaa fan den være væbnet med et Antal ſpidſe Fremragninger — Tænder, Torne — af forffjællig Form og Størrelfe Kamſkjxl**, Ktenoidffjæl. — Den anden

+) Forffjællige Modififationer i Taglægningsmaaden kunne iorigt efterviſes.

Ek) Det ovenſtaaende Træfnit fræmftiller et Kamffjæl, et af Side—

liniens Sfjæl hos Acantholepis Silus.

LX

Hovedform, Knogleffjællene, ſom farafterifeg ved tydeligt uddannede Knoglelegemer, almindeligt danne tyffe Plader, og ere overtrufne af et gjænnemfigtigt Emaillag, forekommer vel langt mindre hyppigt, men fræmbyver desuagtet en iffe ubetydelig Af— værling 1 Form og Forhold. Taglagning vifer den fjældent. Hyppigt, ifær hos mange uddoede Fiffeflægter, have disſe Sfjæl Form af ffjævtfirfanteve Plader, ſom lægge fig op til hinanden, og fæfte fig til hinanden ved Tappe, Saugtagger eller Tænder paa Den indre Rand (Ganoidſkjæl). Nær beffægterve med disſe ere fimple, i Huden nedfænfede, Knogleplader, der tildels ftøve ſammen, og ſaaledes danne et fuldftændigt Pandſer. Her— hid maa og henføres de hos de Tværmundede forefommende Befflædningsplader: ftørre eller mindre i Huden ſpredte Bruſt— - ffiver, fom ere væbnede med Spidſer eller Torne af Tandſubſtans.

Anm. De metalliffe, ifær følvglindfende Farver, hvorved Fi— ffene udmorke fig fræmfor nogen anden Dyreklasſe, ſtyldes til et paa Sfjælenes Underflade anbragt Lag, der ſynes at beftaa af flade Horn— celler, Ct følvfarvet Pigment forekommer ogſaa hyppigt i Fiffenes Bughule, i Ojet o. ſ. v. Flere mærfelige Fænomener hos Fiffene maa forflareg af ben Hurtighed, hvormed Pigmenter affættes og igjæn indſuges: ſaadanne ere Farveffiftningen hos adſtillige Fiffe i Legetiden, naar de opirres, og naar de efter Døden ere udfatte for Luftens Indvirkning. J Legetiden bliver Farverne hyppigt mere fevende, den tilforn hvide Bug marmoreret, Finnernes Rod rød v. f. v. Ved Fodſelen ere næften alle Fiffe hvide og gjænnemfigtige, og erholde førft med Udviklingen mørfere Farver.

S 32. Forplantningsredſkaberne, der ligge i Bug— hulen under Nyrerne, ovenover Tarmekanalen, indhyllede i Fol— ver af Bughuden, have hos Fiſkene i Almindelighed (noemlig hos alle Benfiſke) en meget ſimpel Form, idet de beftan af to ſtore Sætfe, hvilfe ftundom hos begge Kjøn vife den ſtorſte Overens— ftemmelfe med hinanden, faa at de vanſteligt kunne adffilles, men Dog langt hyppigere fræmtræde med Forffjællighed: hos Hunnerne ſom hudagtige, hos Hannerne ſom kirtelagtige

LXI

Dannelfer. Wggeſakkene fammenfættes af en ydre Muffel hud og en indre Slimhud, hyvilken ſidſte udfender indvendigt fremſpringende Blade (paalangs eller paatværs), eller kolledan— nede Fræmragninger, eller Vorter o. f. v., pan hvilfe Xggene udvifle fig. Bagtil gaar hvær Wggeſaok umiddelbart over i en fort, indvendigt med Dirretraade beſat Wggeleder, og Agge— lederne forene fig derpaa til en enkelt Aggegang; eller ogſaa forene begge Wggefæffe fig bagtil til en falleds Hule, hvorfra Aggene udføres. Aabningen, hyorigjænnem dette ffer, ligger bag Gadboret men foran Urinaabningen. — Hos adſtillige Fiſke (Lar og Aal) findes, iftedetfor Aggeſakke, plade eller blad dannede Redſkaber, fra hvis ene Side Smaablade fræmføyringe, i hvilfe Æggene dannes. De fuldt udviklede Xg falde ned i Bughulen, og udføres gjænnem en enfelt Bugaabning (Porus abdominalis, fe $ 22). Hos andre Ziffe, der ogſaa beſidde pladedannede Ovarier (Størene og Lampreterne), træffes Xggeledere, fom ere fuldkomment adffilte fra ggepladen, og ſom førft optage Æggene, efterat de ere faldne ned i Bughulen. — Sadkirtlerne have vel ofte Sæfform, men fræmtræde ſtundom ſom flyngede og ſammenrullede Baand (hos Torffene), eller deleg ved Indſnit i Lapper (hos Havpadden). De ſammenſattes af utallige Smaakanaler, fom i hele Længden viſe famme Vidde, hyppigt ere gaffelagtigt kloftede i Enden, og under— tinen forbindes med hværandre ved en Mængde Anaftomofer. Disſe Kanaler udtømme fig i Sadledere, der gjænnemløbe hele Sadkirtelens Længde forfra bagtil; og de to Sadledere forene fig derpaa til et Rør eller en Sak, der aabner fig paa ſamme Maade udvendigt ſom ggegangen. Hyppigt forlænges denne Uabning til en fræmragende Papil, der ikke fjælbent modtager en betydelig Udvifling og ydre Lighed med et Avlelem. — Hos nogle Fiſt (Kredsmundede, Aal mangle Sædledere, og Saden udgydes i Bughulen, for at uvføreg gjænnem Porus abdominalis, ligefom allerede om Æggene er anført. — Hos

LXII

de Tværmundede og Kimarerne have Forplantningsred— ffaberne en langt højere Udvikling end hos de øvrige Fiſke, og de nærme fig i denne Henfeende meget til de ffjælbæffede Kryb— dyr. Derfor finder ogſaa hos dem altid en virfelig Parring Sted, til hvilfen Ende Hannerne ere forfønede med ejendommelige ydre Redſkaber, Per man antageg at være beftemte til under denne Akt at faftholde Hunnerne; og hos digfe fidfte bemerkes paa Wggelederne færegne Kirtellag, der viſtnok ere Redffaber til Af fondringen af ve ſtore Ags Hornhylſter; ligeſom Wggelederne derpaa udvide fig, for at danne et Slags Frugtbor, hvori Angelen hos de levendefodende blandt disſe Fiſke erholder fin Udvikling. — Blandt Benfiſkene gives der fun faa, om hvilfe det er befjændt, ut de føde levende Unger, og hos hvilfe altſaa en virfelig Parring maa finde Sten (af de hos os forekommende Fiſte Aalefvabben og en Sebastes-Art). I Regelen derimod affætte Hunnerne deres Rognmasſe pan pasſende Steder i Vandet, hvorpaa den befrugtes af Hannerne, idet de vover den udgyde Sadvaſken.

Fiſtenes overordentlige Frugtbarhed, hvori de ſaa langt overgaa alle andre Hvirveldyr, og den uhyre Udvikling, Gene— rationsorganerne i Forplantningstiden modtage, tør anſes ſom almindeligt befjændte, I Regelen forplante Fiſkene fig fun en Gang om Aaret, og Tiden hertil indfalder fædvanligft om For— aaret eller i Begyndelſen af Sommeren, ſtjondt viftnof med endel Undtagelfer, J Forbindelfe med Forplantningen ſtaa deres Træf mod Kyſterne eller op i Floderne, der blive af en faa høj øfonomiff Vigtighed. I Overensftemmelfe med ſelve Maaden, hvorpaa For: plantningen hyppigſt i denne Klasſe foregaar, har man begrundet, hvad man plejer at faldeden funftigeFiffeformerelfe, bvilfen, førft i den fenefte Tid optaget med Iver, lover at yde iffe ubetydelige Frugter. Man fjænder fun meget faa Fiſte, ſom udvifle noget mærfeligt Inftinft med Henſyn til Angelens Beffyttelfe og Beva— ring (Hundeftejlen, fom bygger Rede, Naalefiſkene, hvis

LXIII

Hanner bære ggene under Bugen, indtil de ere uüdklek— fede 0. ſ. v.). Jalmindelighed forladte Forældrene Wggene efter Befrugtningen, Hunnerne tildels endog før, og befymre fig iffe fenere om dem.

Anm. Mærfes fan, at hos Flynderfamilien Forplantnings— redſtaberne for en ſtorre eller mindre Del ligge udenfor Bughulen (ligefom ovenfor med Henſyn til Tarmekanalen hos ſamme Familie er angivet). Skjondt Sæffen i Regelen er dobbelt, ſavnes dog ikke derfra Undtagelſer: vor almindelige Aborre til Exempel, Aale— kvabben, Dyndſmarlingen, Pigſmarlingen. Blandt Brufffiffene Lampreterne og ikke faa Zajer. Stor Formlighed af de mandlige og kvindelige Kjonsdele findes hos Aal og Lampreter, Storer o. ſ. v. Hos de Tvgrmundede er Sadkirtelen ven Sfillevægge inddelt i en Mængde Rum eller Kapsler; hvær af disſe udfyldes af en Blære omtrent af en Erts Størrelfe, ſom igjæn indeholder” talrige Smaa- blærer eller Celler, hvori Sadlegemerne udvifle fig. Sadkirtelen ſtaar wed Vasa efferentia i Forbindelſe med en langſtrakt, af mange bugtede Kanaler dannet Biteſtikel, fom gaar over i en Sædgang, der ligeledes er bugtet i Begyndelſen. Forffrællige ejendommelige akcesſoriſke Kirtler ſtaa fræmdeles i Forbindelſe med de Tværmundeves Kjonsdele, ſaavel hos Hanner ſom hos Hunner.

S 32, Udvikling. Efterat Ægget har forladt Moderen, vifer Det iffe længer Spor til Spireblære og Spireplæt, men beftaar af en flar Blommefugle (b) med en eller flere Oliedraaber (c) €. i Y og en æggehvideagtig Vadſke; en 2 GR meget fin Blommehud og en nuget pergamentagtig Æggeffal (a) eve til fteve, Denne fidfte indfuger Band. Fra det Sten, hvor Oliedraaberne findes, og ſom, naar Ægget drejes, dog altid vender opad, bes gynder Spiren (d) at hæve fig under Blommehuden fom en

LXIV

rundagtig, af ſmaa, gjænnemfigtige Blærer dannet Høj. Denne fløfter fig fmart i to Dele, hvilke atter hvær dele fig i to, og ſaaledes fræmffrider videre den didjotomiffe Sonderdeling, indtil Spirehojen har oploſt fig til et ſtort Antal fjærneholdige Foſter— blærer, hvoraf Fofterets Organer ſenere udvifles, Spiren hæver fig nu i Midten, og udbreder fig tillige mod Siderne, for at danne en Spirehud (f), der vorer mere og mere ud over Blommen, og tilſidſt ganffe indeflutter den. Den egentlige Foſtermasſe (e) afgrandſer fig fra ' ”£ Spirehuden, idet to Længdefvulfte, ; Fm: fom i Midten adffilles ved en efter

—— ekgdt haanden dybere Fure (Rygfuren), blive tydeligere, og i den * hvor Hovedet ſenere ſtal fræm- træde (8), vige ud fra hinanden. Rygfuren er den førfte An— tydning af Centralnærvefyftemet og dets Hylſtre. De nys— omtalte Svulfte begynde nu at hvalve fig til et Rør, og under Rygfuren en Snor at fræmtræde, Der fnart vifer en Sfede og en indre Kjærne, og ſaaledes fræmftillevr Chorda dorsalis (k). Hovedet med en Hjærnefvulft (h) i Midten og en Ojeſpvulſt (i) paa hvær Sinde fan ffjælnes fra Kroppen, idet tillige Galen (1) føfer fig fra Blommemasſen, og bliver mere og mere fri, Hele Fofter- masſen faa i Begyndelfen med krummet Bugflade tæt omkring Blommen; men efterhaanden befrier den fig fra Blommen, ellev den Stræfning bliver ſtedſe mindre, i hvilfen den ftaar 1 Forbindelfe med Blommen. Ogſaa aftager Blommemasſen i ſamme Forhold, ſom Fofteret vover, faa at den efterhaanden ganffe eller for en ftor Del optages i Bughulen. Et ſaadant Forhold findes hog det her fra Siden fræmftillede

SIS,

LXV

Fofter, hvor fun en lille, navleagtig Aab— i n 0 s ning paa Bugfladen lader en ubetydelig — Del af Blommemasſen (b) træde frem fom en Kegle (m). Øjet (i) viſer fig hev tydeligt; Mellembjærnen (n) og Bagbjærneir (0) kunne ffjælne3, ligeſom — ogſaa Oreſakken (p); Hjærte (8), Bryſt— renin

finner (q) og Gadbor (r) ere fun fvagt — 2 l r antydede. Nærvefyftemet fremſtaar paa den Maade, at bet af Rygfuren dannede Ror opfyldes med en lys Vadſte, fra hvilken Narveſubſtanſen afſattes, altid førft begyndende paa Bunden, baandagtigt, og derpaa ſtigende op paa Siderne af Rorets Inderflade, ſaaledes at eftexhaantden et nyt, fortil blære— agtigt udvidet Rør opſtaar; imidlertid er dette Ror iffe ganfte lukket foroven, men en fnæver Spalte, fom fører ind hl en fin Kanal, efterlades. Nu begynde Hjarnens tre Afdelinger at blive tydelige:

Forhjornen (d“), Mellembjærnen (d) og Bagbhjærnen, bhvilfen ſidſte beftaar af ten lille Hjærne (e) og ben forlængede Mary (f). End— videre tager Bloddannelſen fin Begyndelſe fra et indgrendſet

Rum (c) foran under Bugflaten; Spor af Tarmefanal (1) og Danmarks Siffe. I. E

LXVI

Nyrer (m) kunne efterviſes.“) — Hjaerneafdelingerne fræmtræde førft enkelte i Middellinien, den ene bag den anden; men ved den paafolgende Rordannelſe ſes de at beſtaa af to ſymmetriſke Halv— dele hvær. Forhjarnen afſondrer fig efterhaanden ſtarpt fra Mellembjærnen, og antager Form af en lang Spidfe, der lidt efter lidt udſtrekkes omkring Snuden mod Naſegruberne for at blive til Lugtenærve. Naſegruben er forſt anbragt pan Hovedets Underflade, men flytter fig efterhaanden mod Snudeſpidſen og Rygfladen. Paa Grandſen mellem For- og Mellemhjarnen be— merkes allerede tidligt en Gruppe Celler, ſom antyde Glandula pinealis. Wellembjærnen danner i en ligeledes tidlig Periode et Var Sideudbugtninger, ſom gradevis affnøre fig mere og mere fra den mellemliggende Del , ſaa at de antage Form lige— fom af to hule Pærer, der ved en tyk Stilf hænge ſammen med Denne; disſe Udbugtninger ere de førfte Rudimenter af Oje— blœrerne, og deres hule Stilfe, fom efterhaanden blive ſolide, af Syngnærven. Men ligefom, hvad Naſen angaar, de modta— gende Dele, Næfegruberne, dannes af en ydre Hud, og fun Lugte— nærven udgaar fra Hjærnen, ſaaledes fvarer den oprindelige Øjes blære fun til den nervøfe Del i Øjet, Næthud og Synsnærye, medens Ojets øvrige lysbrydende og beffyttende Dele dannes af Huden. Øreblærerne udgan fra den forlængede Marv mod Grændfen af Rygmarven. J Almindelighed fan mærfeg, af de enkelte Hjærneafdelinger i Begyndelſen ligge videre anffilte eller udftrafte, den ene bag Den anden, fan at Hovedet indtager en. betydelig Længde i Forhold til Totallængden; men at med Værten de forffjællige Hjærneafdelinger, ifær de bageſte, ſtedſe ſtydes tættere ſammen, en Tendens, fom endnu fræmtræder langt ftærfere hog de højere Hvirveldyr.

+) Af de øvrige Bogftaver betegner a Blommen, b Oliedraaber, g Oreblaren, h Øjet, i Rygſnoren, k Gadboret, n Salen, o Sjærtet, p Bryftfinnen. I de følgende tre Figurer have disſe Bogftaver, for ſaavidt be forekomme, ſamme Betydning.

Paa et noget videre fræmffredet Udviflingstrin er Hoved og Hale fuldftændigere adffilte fra Blommen, en uafbrudt eller iffe afdelt Finne vifer fig fom en lay Hudføm (22) paa Halen, Bryſt— finnen (p) er bøjet opad, Firhojene begynde at fremtræde i Mellem hjærnen (d), Snuden (q) har affat fig, Gjællefpalterne ere an— tydede paa Siderne af Halſen, Tarmen (1) og Urinlederne (m) ere blevne iydeligt rordannede, Leveren (t) fan ffjælnes, og Kreds— løbet har udbredt fig over hele Blommeſakken, paa hvilfen uregel— masſigt bugtede Blodaarer (x) og Portaaregrene (y) ere at fee. Øjets Udvifling foregaar ſaaledes, at Huden fænfer fig ind mod Ojehulen i Form af en Pung, der bliver til Kryftallindfen, og bag Denne fræmtræder fnart bet bægerdannede Glaslegeme; her— ved tilbagetrænges Den oprindelige Nærveblære faaledes, at dens forrefte Bæg fommer til at udgjøre den bægerdannede Nathindes inderfte Lag; ovenfor og bagfra udbreder den i Begyndelfen gjennemfigtige Aarehinde fig over Lindſeapparatet og Nathinden, og efterhaanden affætteg det forte Pigment.

EX

LXVIII

Dernæft iagttage vi Blommeſakkens (a) ftærfe Formindſtelſe, Oliedraaberne (b) ere ſammenlobne til en enefte, Finnerne begynde at adſtille fig til Rygfinne (s), Fidifinne (t), Bugfinne (u) og Gadborfinne (v), ſamt Halefinnen (1) at udvikle Straaler; Gjalle— laaget er voxet fræm over Gjællefpalten; i den hidtil ſimple Oreſak begynte de halvkredsdannede Kanaler at adffille fig; Hovedet er blevet fortere og Hjærnens Dele mere ſammenſkudte, fan at Øret fes nær Oiet, og for en ftor Del ſtjuler Baghjærnen. Men Munden (r) vifer fig endnu langt tilbage pan Hovedets Underflade.

— ' U '

— ——

1 I 0 Hr mm wrote l u

Endnu ſtarkere ere alle disſe Forandringer udtrykte hos Foſteret nær Fodſelen. Blommen er ganffe optaget i Bughulen, og Halefpidfen ev krummet opad, eller Heterocerci finder Sted. Mundſpalten er nu rykket Snudeſpidſen nær, og Gjællerne (w) ere tydelige.)

2) Denne forte Udfigt over Udviklingen er efter Vogt, hog hvem ogſaa de hidhørende Træfnit ere laante; de gjælde en Lareart (Coregonus Palæa).

LXIX

Anm. Mangelen af Amnion og Allantoides, ligeſom ogſaa Sjærneffalens lige Baſis, paa hvilfen Sjærnen hviler fladt, og ſom fun forfaavint bøjer fig it Bue, ſom Blommens Runding udfordrer det, funne betragtes ſom farafteriftiffe Forhold t Fiffenes Udvikling. Dog ſaaledes, at de dele dem med de nøgne Krybdyr, med hvilfe vafan fax mange andre Overgangsforhold forbinde dem.

S 34. Formforffjælligheden er fangt ſtarkere udviklet i ZFijfetlasfen end t nogen anden Hvirveldyrklasſe. — Betragter man ven tendannede Form, ſaaledes ſom den vifer fig hos Lar, Torff og mangfoldige andre Fiſke, ſom ven typiſke Fiſke— form, faa finder man iffe fjældent, at denne Form ver Uddra— gelfe i Længden gaar over til Slange- eller Ormes Form, ved ” Uffortning og tiltagende Tykkelſe næften bliver til Kugleform. Hog mange Fiſte opſtaar Sfiveform ved en overordentlig Sams mentryfning fra Siderne, og atter hos et iffe ringe Antal bes virfeg Skiveformen ved alle Deles Flavtryfning eller Sammen— prægning i Retningen ovenfra nedad. Flynderfamilien vifer en Aſymmetri, hvortil hele Det øvrige Dyrerige næppe vil fræmbyde noget Sideſtykke. Skjondt be Modifikationer, ſom Krybdyrklasſen har at fræmvife i Lemmernes Tilſtedevarelſe eller gradeviſe For— fvinten, ere betydelige nok og ftørve end hos de højere Hvirvels dyr, fina de dog tilbage for Modifikationernes Talrighed i Fiſke— flasfen, paa Grund af Bevægelfegredffabernes ftørre Antal. Og fanledeg ere gjænnem alle Organſyſtemer Formforandringerne højft mangfoldige.

S 35, Fiſkeklasſens geologiffe Udvikling. Fiſtene fræmtræde tidligt og talrigt, thi man mener allerede at funne ffjælne henimod 43500 fosſile Arter. Men de Ziffe, hvis Lævs ninger findes i de ældfte Lag (den gamle røde Sandſten o. ſ. v.), træde op med faa afvigende Former, at man i lang Tid tildels iffe har erfjændt dem for Fiffe, men henfort dem til andre Klasſer (Krebsdyr o. f. v.). Tidligſt og næften med lige Talrighed vifte Ganvider og højere Bruſkfiſke (Tvær-

LXX

mundede va Kimærer) fig. Forſt med Kridtet komme de øvrige Fiſteformer tilføne, og vedblive at være ſparſomme lige til vor nuværende Jordperiode; thi medens Ganoiderne udgjøre langt over en Trediedel, eller henimod %5, af alle befjændte fosfile Fiffe, og medens Brufffiffene er omtrent lige faa talrige, beløbe de ovrige Former tilfammen fig iffe engang til en Fjarde— del. Hvorledes Rollerne have værlet, ſtjonnes endvidere deraf, at medens de nulevende befjændte Tværmundede og Kimæs- ver beløbe fig til omtrent 220 Arter, tæller man 550 fogfile Urter; medeng de nulevende Ganoider (Størene medregnede) iffe omfatte tredive Arter, anflanes de uddoede til 572. At de lavere Bruſtfiſte ganſte favnes i Bjærglagene, tør man maaſte tilſtrive Ufuldkommenheden af deres Sfelet og Tandſyſtem. Sælv om man antager den almindelige Angivelſe, at Fiſkeklasſen tæller 8000 nulevende og befjændte Arter, for at være vel høj, vil dog dette Tal iffe meddele nogen vildledende Foreftilling om, hvor aldeles Fiffes klasſens Forhold i Nutiden ev forandret i Sammenligning med tidligere Jerdperioder. '

S 36. Den i nærværende Sfrift fulgte fyftematiffe Op— ftilling er, med ubetydelige Afvigelfer, ben cuvierſke, fanledes fom venne findes i anden Udgave af le Regne animal”), — Fi— ſtenes Klasſe deler fig efter denne i to Sideklasſer: de egentlige gifte (Osteacanthis. Pisces ossei) og Brufffiffene (Chondro- pterygii). Disfe ſidſte farafteriferes ved en Benrad, ſom ſtedſe ved— ligeholder fig bruffagtig, og i hvilken Kalken ikke affætter fig under Traadform, men fun fparfomt i ſmaa Korn ; Hjærneffallen ſmalter ſammen til et enefte Stykke; Overfjæbebenene og Mellemkjabe— benene forfvinde, ellev findes fun i Rudiment, og bereg Forret ninger udføres af Ganebenene, undertiden ogſaa af Plougffjær- benet; Huden bedæffes aldrig af ſande Sfjæl. Bruſtfiſkene

+) De Familier, hvis Karafteriftif i den følgende Overſigt er trykt med Petit, ere ſaadanne, fom i vor Fauna favne Repræfentanter,

LXXI

udgjøre tre Ordener: De med frie Gjæller eller de Stor— agtige (fyvende Orden) vg de, hos hvilke Gjællerne ere fafte, det vil fige: med den ydre Rand hæftede til Huden, hvor— for færegne Spalter dannes i denne til Vandets Udløb; disſe ere enten Tværmundede (ottende Orden) eller Kredsmun— dede (niende Orden).

Fra Benfiſtenes ſtore Mængde afſondres forſt de, hvis Overkjebeben og Ganeben ere faſtvoxede til Hjærneffallen, under Benævnelfen de Faſtkjebede (6te Orden). Derngſt forenes nogle fun Fiſte, hvis Gjæller iffe have Form af Kamme, men af ſmaa Buffe, til en Orden: de Buffgjællede (5te Orden). De mangfoldige Fiffe, ſom endnu ſtaa tilbage, inddeles efter Finnernes Beſkaffenhed. Pigfinnede (lſſte Orden) kaldes de, ſom altid have Pigſtraaler i den forreſte Del af Rygfinnen, eller i forſte Rygfinne, naar to ere tilſtede (undertiden findes iſtedetfor forſte Rygfinne nogle frie Pigſtraaler, ſe ovenfor S 7), famt ligeledes nogle Pigſtraaler i Gadborfinnen og idetmindſte en i hvær Bugfinne. Alle de øvrige Fiſte ere Blodfinnede, det vil fige: de have i Finnerne fun bløde og leddede Straaler (Den førfte Straale i Rygfinnen eller Bryſtfinnen er undertiden en uægte Pigſtraale, fe ovenfor S$ 7). Efterſom Bugfinnerne enten ere ftilleve bag Bryſtfinnerne, eller ſtaa i Forbindelſe med Ddisfe, eller aldeleg mangle, kaldes de blodfinnede Fiſte Bugfinnede (2den Orden), Bryſtfinnede (3dte Orden) eller Barbugede (Ade Orden).

De Pigfinnede (Acanthopterygii), ſom udgjøre Fiffenes talrigfte Orden, deleg i 15 Familier: Aborreagtige, Pand— ferfindede, Umberagtige, Sparusagtige, Mænider, Sfjælfinnede, Mafrelagtige, Baanddannede, Theu— tyer, Labyrintgjællede, Multer, Kutlingagtige, Arm— finnede, Læbefiffe og Floitemundede.

LXXII

Aſte Zam. De Aborreagtige (Percoidei) ere Fiſke med aflangt, ffjælbæffet Legeme; Stjællene fædvanligt haarde eller ſtarpe; Gjallelaaget eller Forgjællelaaget, og ofte begge til fammen, i Randen faugtaggede eller tornede; Kjæberne, den forrefte Del af Plvugffjærbenet og ofteft tillige Ganebenene væb- nede med Zænder. Arterne ſardeles talrige (over 500 befjændte), ifær i Tropehavene.

even gam. De Pandſerkindede (Trigloidei) indbe— fatte en ftor Mængde Fiffe (omtrent et. Par Hundrede Arter ere befjænvte), fom have mange Overensſtemmelſer med de Aborre— agtige, men hvis Hoved, ver i forffjællig Grad er bepandsret og væbnet med Knuder eller Torne, giver dem ci færeget Udfeende. Familiens Sfjælnemærfe er, at de Ben, fom indtage den nedre Ojerand (Infraorbitalia Cuv.), her udftræffe fig mere eller mins Dre over Kinden, og bagtil forene fig med Forgjallelgaget.

LXXIII

3die Fam. De Umberagtige Gciænoicdei) have ſtor Lighed med be Aborreagtige, og frembyde næften de ſamme ydre Kjænde- mærfer, fornemmelig Forgjællelaagets Saugtagger og Gjællelaagets Vigge, men de have ingen Tænder paa Plougffrærbenet og Gane- benene; ofteſt ere Hovedets Knogler forſynede med Huler, Snuden mere eller mindre hvælvet, og de uparrede Finner viſe fig ikke frælvent i nogen Grad ffjælbæffene, Svømmeblæren udvikler fig ofte til meget befønderlige Former, Man flænder over 200, meft troviffe Arter.

Ade gam. De Sparusagtige (Sparoidei) ligne de Umberagtige i Legemets Form i Almindelighed, favne ſom disſe Ganetænder, og ere ſtjeldæekkede (dog iffe paa Finnerne); men ve have hværfen bvælser Snude, eller Huler 1 Hovedets Ben, eller Saugtagger paa Forgjallelaaget, eller Pigge pan Gjallelaaget; de beſidde fun en Rygfinne og aldrig mere end fer Gjælleftraaler. Henimod et Par hundrede Arter eve befjænnte.

dte Fam. Mæeniderne (Mænides), en lille Familie, meft til- hørende Tropehavene, hvis Urter ere benæffede med ſtore Sfjæl, De ffrælnes ven Overfjæbens betydelige Fræmffydelighed, hvilken foran— lediges ven Mellemkjgbebenenes fange Apofyſer, der optages mellem Djehulerne. Omtrent halvhundrede Arter bekjcndte.

6te Fam. De Sfjælfinnede (Squamipennes) benovnes ſaaledes, fordi ben bløde, og ſtundom tillige den af Pigſtraaler beftanende, Del af Ryg- og Gadborfinnen i ben Grad ere bes vælfede af Sfjæl, at det bliver vanffeligt at adſtille dem fra Den øvrige Krop; dennes Form ev almindeligt meget høj, oval eller

næften kredsdannet og ftærft ſammentryklet fra Siderne. Tarme— kanalen ev kemmelig lang og forſynet med mange Blindtarme. Omtrent 150 Arter, næften alle tropiffe, ere hidtil beffrevne.

Yde Zam. Makrelfamilien (Scomberoidei) indbefatter en Mængde Fiſke (langt over 300 Arter) med fman (eller ſtun— Dom ingen) Sfjæl, glat Krop, meget ftærk Hale og Halefinne, mange” Blindtarme, der ofte ere forenede i Klaſer.

8ve Fam. De Baanddannede (Tænioidei): en meget lille Familie, beftanende af færdeles langſtrakte og ftærft ſammen— trykkede Fiffe med ſmaa Sjæl.

LXXV

9de Fam. Theutyerne (Theutidæ): nøgle faa, tropiſte Slæg— ter med ſammentrykket, aflangt Legeme; lille Mund, ſom ſlet ikke, eller fun i ringe Grad, fan" fræmffydes; i hvær Kjabe en Rakke ffarpe Tænder, men ingen Tunge- eller Ganetænder; fun en Rygfinne. Disſe Fiffe leve af Havplanter, og have meget vid Tarmekanal. 3 det Adre ſtemme de i flere Senfeender overens med de Mafrelagtige. Omtrent hundrede Arter ere befjændte.

10de Fam. De Labyrintgjællede (Chersobatæ) indbefatte ligeledes fun nogle faa Tropeffægter med henimod et halvt hundrede Arter. En Del af de ovre Svælgben er fløvet t et forffrælligt An— tal ſmaa, uregelmæsfige Blade, ſom danne Celler til Opbevaring af Band. Dette løber efterhaanden ned paa Gjællerne, og væder dem, naar Dyret er udenfor fit Clement, Derfor ere disſe Fiffe iftand til at fjærne fig, undertiden temmelig langt, fra deres fædvanlige Opholds— fever, Bæffe og Damme, og krybe omfring van Landjorden. De have en ſtor Rygfinne, og Bugfinnerne ere anbragte under Bryft- finnerne.

11te Zam. Multerne (Mugiloidei) dannes blot af et Var Slægter med henimod hundrede Arter: det næften cylindrijfe Legeme bedakkes af ftore Sfjæl; de to Rygfinner ere adffilte, og den førfte beſtaar fun af fire Pigſtraaler; Bugfinnerne ſidde lidt bag Bryſtfinnerne; Gjælleftvanlernes Antal fer; Hovevet noget flavtryffet, belagt med ſtore Sfjæl eller polygone Plader; Snu— den meget fort; Munden, fom fun har færdeles fine, undertiden næften umærfelige Tænder, danner en Vinkel formedelf en Fræmragning i Midten af Underfjæben. De meget ftore Svalg— ben give Spiſerorets Aabning en Vinkelform ligefom Munden,

LXXVI

hvorfor disſe Fiſte blot kunne nedfvælge flydende Næring eller overmaade fmaa Legemer, og dog har deres Mave Lighed med Fuglenes muſtuloſe Kornmave.

12te Zam. De Kutlingagtige (Gobioidei) adſtille fig ved de tynde og bøjelige Pigſtraaler i Rygfiunen. Kroppen er gjærne langſtrakt; Bugfinnerne ofteſt foran Bryſtfinnerne. Ind— voldenes Beſkaffenhed er omtrent den famme… næften hos hele Familien: en rummelig Tarmekanal af lige Vidde i hele Længs Den, ingen Blindtarme, ingen Svømmeblære. Man fjænver over 300 Arter,

13de Zam. De Armfinnede (Lophioidei) benævnes ſaaledes, fordi Bryſtfinnerne ſidde ligefom paa en Arm, dannet ved Haandrodens Forlængelfe. Hovedet ſtort, Bugfinnerne foran Bryſtfinnerne. En meget lille Familie (fun omtrent halvhundreve Arter befjændte).

14de Fam. Læbefiffene (Labroidei)" aflang, ftjældæffet Krop; en lang Rygfinne, hvis forrefte Del dannes af Pigſtraaler, der ſom ofteft ere forfynede hvær med en Hudlap; Kjaberne be- dæffede med kjodagtige Læber; Svalgbenene (to ovre, hæftede til

Hjærneffallen og et ſtort nedre) alle væbnede med ufævdvanligt ſterke Tænder i Form af Brolægning, Plader eller Spidſer; Syømmeblæren ftærk; ingen ellev to meget ſmaa Blindtarme. De flefte Arter af denne meget talrige Familie tilhore Tropes havene. Omtrent 400 Arter bekjændte.

15ve Fam. De Flojtemundede (Aulostomi) ffjælnes ved det lange Rør, ſom dannes ved gorlængelje af Sibenet, Plougffrærbenet o. f. v. I Enden af dette Nør finnes Munden, ſammenſat ſom fæd- vanligt af Mellemfræbebenene, Ganebenene og Underfræben. Rib— benene ere meget forte; Bugſinnerne finde langt tilbage, En meget lille Familie.

Anden Orden. De Bugfinnede (Abdominales). De blodfinnede Fiſte, hvis Bugfinner ſidde længere tilbage end Bryſtfinnerne, og iffe ere hæftere til Skulderapparatet, henføres til denne Orden, fom er den talrigſte af de Blødfinnede, og ind— befatter de flefte Færffvandsfiffe, — Den deles i fem Familier: De Karpeagtige, de Gjeddeagtige, De Malleagtige, de Lareugtige og de Sildeagtige.

16de Fam. De Karpeagtige (Cyprinoidei) ffjælnes vev de faa Gjælleftraaler, ved den lille Mund, hvis Rand dannes af Mellemfjæbebenene, og ved ve fvage, ofteſt tandløfe Kjæber ; Svælgbeneneg ftærfe Tandbevæbning opvejer derimod Kjabernes Mangel; Kroppen er ffjælbæffet, uden Fidtfinne paa Ryggen. Blindtarme mangle, De Karpeagtige høre til de mindſt kjod—

LXXVIII

æbdente Biffe, og leve næften udeluffende i færff Band. Omtrent 500 Arter befjændte.

17de Fam. De Gjeddeagtige (Esocini): Kroppen langs

ftraft; Overfjæbens Stand ganffe eller for ftørfte Delen dannet

af Mellemfjæbebenene; Overfjæbebenene altid uden Tænder; fun

en Rygfinne, ſom ſidder langt tilbage, og naſten altid er modſat

Gadborfinnen. Disſe Fiffe have alleSvømmeblære; Tarmekanalen

kort og uden Blindtarme. Omtrent et Par hundrede Arter » befjændte.

18de Zam. De Malleagtige (Siluroidei) adſtille fig fra alle andre Bugfinnete, ved aldrig at have egentlige Sjæl, men enten blot en nøgen Hud eller ogſaa en Bekladning af ftore Benplader. Mellemfjæbebenene danne Overfjæbens Rand, og Overkjobebenene blive rudimentære, eller forlænge fig til hødagtige Stjæggetrævler; ogſaa Underfjæben bærer almindeligt Stjægge-

LXXIX

trævler, ja fælv Naſeborene forlænge fig traadagtigt; Svømme blæren er ſtor og hæftet til et eget Knogleapparat; den forſte Straale i Rygfinnen og Bryſtfinnerne er næften altid en ftærf Vig, og bag Rygfinnen findes ofte en Fidtfinne anbragt, Tarme— fanalen er vid og uden Blindtarme. Disſe Fiſke findes i Mængde i Tropelandenes Floder. Flere nære fig af Plantefode. Antalet af de hidtil befjændte Arter overſtiger 300.

19ve Zam. De Laxeagtige (Salmonei): Legemet ffjæl- dæffet; Rygfinnen fun med bløde Straaler, og bag Den en lille Fidt— finne. De laxeagtige Fiffe frembyde mange Afvaxlinger i Hen— feende til Kjæbernes Bygning og Bevæbning, men alle ere de forfynede med Svømmeblære, og Blindtarmenes Antal er betyde— ligt. Henimod 300 Arter befjændie.

20de Fam. De Sildeagtige (Clupeacei): Kroppen bevæffet med ſtore, ofteſt let affaldende Sfjæl; ingen Fidtfinne; Overfjæben omtrent ſom hos Lareffægten. . De flefte Arter have Svømmeblære, og mange befinde ftærftudviflede Blindtarme. Omtrent halvandet Hundrede Arter befjændte.

Tredie Orden. De Bryftfinnede (Thoracici). De blodfinnede Fiffe, hvis Bugfinner ere hæftede under Bryft- finnerne og forenete med Skulderapparatet, henføres til denne Orden, der indeholder tre Familier: de Kabliauagtige, Flyn— dberfiffene og Skivefiſkene.

2ide Fam. De Kabliauagtige (Gadoidei): Kroppen beflædt med tynde, bløde Sfjæl; Gjælleaabningerne ſtore; fyv Gjelleſtraaler; Kjæberne og den forreſte Del af Plougffjærbenet befatte med flere Rekker ſpidſe Tænder af ulige Storrelſe, mid— delmaadige eller ſmaa, i Karte- eller Raspeform. Alle Finnernes Straaler ere bløde; de tilſpidſede Bugfinner finde under Struben.

LXXXI

Disſe Fiſte ere forſynede med en ſtor og ſtark Svommeblare og med mange Blindtarme. De leve for ſtorſte Delen i de kolde og tempererede Have, og beſidde ſtorre Individ- end- Artsrigdom.

22de Fam. Flynderfiftene (Pleuronectidæ) blive højft mærfelige ved Manglen af den Symmetri, fom ellers farafteriferer Bendyrene: begge Øjnene ſidde næmlig paa ſamme Side, og denne vender ftedfe op, naar Ziffen fvømmer, og er ftærft farvet, medens Den anden Side, fom intet Øje har, vifer en hvidagtig Farve. Desuden ere Mundens to Sider hinanden ulige, hvilfet ogſaa allerofteſt er Til fældet med Bryſtfinnerne. Kroppen er meget fammentryffet, og ſom Følge deraf høj. Rygfinnen ftræffer fig langs hele Ryggen; Gadbor— finnen indtager den underfte Rand af Kroppen, og ſynes næften at fortfættes af Bugfinnerne fortil Disſe Fiffe have almindeligt fyy Gjælleftranler, en lille Bughule (en Del af Indvoldene op— tages Derfor pan begge Sider i Halen), ingen Svommeblare. De opholde fig paa Havets Bund.

23de Zam. Skivefiſkene (Discoboli) kaldes ſaaledes,

fordi deres Bugfinner, fom finde langt frem mod Struben, for—

Danmarks Siſte I. F

ene fig til en Sugeffive, Kroppen er uden Sfjæl. Denne Fa— milie indeholder fun et Par Slægter med fua Arter,

7 LONG —8

mini) SU)

NR TEN

Fjærde Orden. De Barbugede (Apodes). Under denne Orden indbefatteg be blodfinnede Ziffe, fom mangle Bugfinner. De udgjøre, efter Cuvier, fun en Familie.

24, Fam. De Aaledannede (Anguilliformes), hos hvilfe Kroppen altid er langftraft, Guden blød og tyk, Sfjællene

LXXXVIII

kun lidet ſynlige og Ribbenene i ringe Antal; Blindtarme mangle. Næften alle have Svommeblare, hvilken ofte antager beſonderlige Former.

Femte Orden. Hos de Buſkgjallede (Lophobranchii) antage Gjællerne en Form, ſom fønes meget forffjællig fra den hos de foregaagende Fiſke, idet de enkelte Gjælleblave i Enden udvide fig fæf- eller kolleagtigt, hvorved hele Gjællen faar Ud— ſeende næften fom en Drue. Gjallebuerne bedakkes af et ftort Gjellelaag; Gjallehuden har fun en meget lille Aabning for Vandets Udløb. Gjælleftraalerne livet ſynlige og i meget ringe Untal (2 haardannede). Fire Par frie Gjællebuer. Ingen Bi— gjælle. Kroppen er helt bepandsret med Skjolde, ſom næften altid give den en kantet Skikkelſe. Snuden fræmftiller en bens agtig, mere ellev mindre forlænget og roragtig Snabel, dannet af Sibenet, Plougſtjerbenet, Trommebenene, Forgjællelaagene og Undergjellelaagene. Mundranden dannes foroven ganffe af Mellem tjebebenene. Tænder favnes aldeles. Ligeledes Ribben, Sidelinie og Slimaabninger pan Hovedet. J det Hele taget er det ſmaa Fiſke, næften uden Kjod, med en tynd men temmelig flor Svømme- blære, Kun faa Arter befjændte, der fun danne en Familie (den 2åde): Tangnaalene (Syngnathidæ).

LXXXIV

Sjætte Orden. De Faftfjæbede (Pleetognathi). Denne Orden nærmer fig noget til Brufffiffene ved de ufuldkomne Kjæber og Skeletets ſildige Forbening. Imidlertid er Knoglernes Byg— ning traadet. Overfjæbebenene vore ſammen med de ftore Mellem— fjæbeben, ſom udgjøre hele Overkjebens Rand, og mifte ſaaledes færffilt Bevægelighedn; Ganebenene vore ligeledes fammen med Hjærneffallen; Gjællelaagene og Gjælleftraalerne ere ſtjulte under en tyf Hud, ſom fun efterlader en lille Sjælleaabning. Man finder fun fvage Spor til Ribben og ingen ſande Bugfinner; Zarmefanalen er vid men uden Blindtarme; Svømmeblæren næften altid af betydelig Størrelfe. Ordenen, hvis Arter næften udeluffende tilhøre Tropehavene, omfatter to naturlige Familier, de Nogentandede og de Pandſerkladte, ſom lettelig ad— flilles ved Kjæberneg Bevæbning.

LXXXV

26de Fam. De Nogentandede (Gymnodontes): Kjæs berne, der næften have Form af et Papagojenab, ere belagte med en elfenbenagtig Subſtans, der indvendigt er belt i Plader, og fan betragtes ſom oypftanet af ſammenvoxede Tender. Hvar Naſebor er almindeligt forfynet med en dobbelt, kjodagtig Fole— traad. Gjallelaagene ere ſmaa, Gjalleſtraalerne pan hvar Side fem, Gjællebuerne tre, Svommeblaren ofteſt tvedelt.

27ve Fam. De Pandſerkladte (Sclerodermi) ffjælneg lettelig ven Snuden, fom fra Øjnene forlænger fig til Kegle- eller Pyramide— form, og ender med en lille Mund, der i hvar Kjæbe har faa men tydeligt adffilte Tænder. Huden er almindeligt hvas eller bekledt med haarde Sfjæl. Svømmeblæren flor, ſtark, oval.

Syvende Orden. De Storagtige (Sturiones). Denne Orden flutter fig til de egentlige Fiffe ved Forholdet af Gjællerne, fom paa hvær Side fun have en ſtor Gjallegabning, bedæffet med et Gjællelaag, men derimod mangle Gjælleftragler. Kun et Var Slægter med en Snes Arter ſammenfattes under Denne Orden. =

28de gam. Størene (Acipenserini) ligne Hajerne i Legemets Form i Almindelighed, men Huden er mere eller mindre bedæffet med fem Lengderakker af Benſtjolde; endog Hovedet er bepandsret; den lille, tandloſe Mund ſidder paa den forlængede Snudes Underflade, er foran forſynet med Efjæggetrævler, og fan fræmffydes; Øjne og Naſebore ere anbragte pan Siderne af Hovedet; et Sprøjtehul bag Tindingen fører til Gjællerne; Ryg— finnen ev anbragt bag Bugfinnerne ligeover Gadborfinnen; Den ſtore

LXXXVI

Svømmeblære ſtaar ved en vid Aabning i Forbindelſe med Spiferøret ”).

Ottende Orden. De Tværmundene (Plagiostomi). Hus Den er ofteft hvas eller pigget; den brede Mund findes anbragt paatværs paa Hovedets Underflade, og er forfynet med flere Rakker ftore Tænder; den dannes ifær af Ganebenene i Forbindelfe med Underfjæbebenene; Os hyoideum bærer Gjælleftraaler, hvilfe dog ikke vife fig udvendigt; Gjællelaagsfnoglerne mangle; Bugfinnerne ſidde langt tilbage paa Siden af Gadboret; Oreſakken indeholder iftedetfor Stene en kridagtig Masſe; Blindtarme findes ikke, men Derimod en Bugſpyttekirtel. Tarmekanalen ev fort, forfynet med Spiralplade. En virkelig Parring foregaar hog alle disfe Fiſke. De Tværmundede henføres, til to Familier: Hajerne og Rok— kerne.

29de Fam. Hajerne (Selacii) have langſtrakt, trindt Les geme, tyk og fjødfuld Hale, Bryſtfinner af middelmaadig Stor— relſe, og nærme fig ſaaledes i det Ydre til de egentlige Fiffe. Snuden underftøttes af bruffagtige Grene, ſom udgaa fra Hjarne— ſtalen. Ojnene og de (5—7) halvmaanedannede Gjællefpalter ere anbragte mod Siderne af Legemet. Alle Finnerne ere tykke, med næppe markelige, ubevægelige Straaler. Skulderapparatet viſer fig fun loſt ophængt mellem Mufflerne, uden at være fæftet til

+) Med Henſyn til Rimærerne udtrykker Cuvier fig faa tvivlſomt, at jeg iffe ved, om han vil have dem betragtede ſom en egen Familie af fyvende Orden eller blot fom en Slægt af Stør- familien.

LXXXVII

Hjærneffalen eller Rygraden; denne fidfte ev ofteft helt igjænnem delt i Hvirvler. Ribbenene fmaa. Omtrent hundrede Arter be- fjændte, fom ere udbredte gjænnem alle Have, og dels lægge ftore Xg med Hornffal, dels føde levende Unger.

30te Zam. Rokkerne (Rajacei) have en fladtrykket Krop, hvilfen, formedelft de overordentligt ſtore og kjodrige Bryſtfinner, fom fortil ſtode ſammen, eller forene fig med Snuden, og bagtil naa til Bugfinnerne, antager Skiveform. Øjne og Sprøjtehuller ere anbragte pan Rygfladen; Mund, Naſebore og Gjallegabninger van Bugfladen; Rygfinnerne næften altid paa Halen. Skulder— Apparatet forbinder fig med Rygraden bag Gjællerne, Disſe Fiſte føde tildels levende Unger, tildels lægge de fore Æg, ſom ere indfluttede i brune, firkantede Hornhylſtre. Talet af de bes fjændte Arter omtrent 120.

LXXXVII

9de Orden. De Kredsmundede (Cyclostomi) have blandt alle Bendyr det ufuldkomneſte Sfelet, uden adffilte Ryg— hvirvler og uden egentlige Ribben; Rygraden Danner en geleagtig Snor. Hovedet er fortil ſtraat afſtumpet; Munden fredgrund eller halvrund, dannet af en fjødagtig Læbe, ſom underftøttes af en Bruffring; Kroppen ormeagtig, nøgen, flimet; Bug- og Bryft finner mangle; ligeledes Svømmeblære, Gjallerne antage Pung— form, idet den ene Overflade af en Gjælle forener fig med den næfte Gjælleg modfatte Flade. Naſeborene have fun en ydre Aabning, og foran denne er Indgangen til en blind Fordybning. Over og under Halen hæver Huden fig paalangs til et Slags Finne, hvis Straaler dog fun ere næppe markelige Trævler. Blot nogle faa Arter befjændte, fom af Cuvier henføres til en Familie (den 31te).

Efter at have givet en Overſigt over Cuviers, i nær- værende Sfrift fulgte, ichthyologiſte Syſtem, bliver det nødvendigt, for at viſe Videnſtabens nuværende Standpunkt, at tilføje den ſenere Sammenſtilling, ſom ſtyldes Johannes Miller, og ſom, om den end ikke i alle Punkter maatte ſynes at vare ganſte tilfredsſtillende, dog maa indrømmes at ſtotte fig til meget ud— ftrafte og hojſt fortrinlige" ſpeciele anatomiſte Underføgelfer.

LXXXIX

Miiller henfører Fiffenes Klasſe til fer Hovedafdelinger, hvilfe ban tillægger Benævnelfen Underklasſer (Subclasses *).

ifte Underklasſe. De Dobbeltaandende (Dipnoi): ffjældæffede Fiſte, der baade befinde Lunger og Gjæller, og hvis Naſebore ftaa i Forbindelfe men Mundhulen. Tarmen med Spiralklap. Eggegan— gen aabner fig i Bughulen. Rygraden har en Chorda med paafatte Apofyſer. Klapperne i den muffuløfe Bulbus aortæ ligge longitudinelt og ſpiralt. Kun en Orden (Sirenoidei) og en Familie (Sirenoidei Mull.) med Sfægten Lepidosiren **).

2ven Underkl. Benfiffene (Teleostei Müll.): Fiffe med benag— tigt Sfelet, med Gjællelaang og fire Par Gjaller, famt med to Klapper mellem Arteriefvulften og Sjærtefammeret.

ifte Orden. De pigfinnede (Acanthopteri): pigfinnede Ben— fiſte med dobbelt Svælgben i Underfjæben. Naar Svommeblare findes, er den altid uden Luftgang. Bugfinnerne almindeligt nær Bryſt— finnerne.

ifte Fam. De Aborreagtige (Percoidei Cuv.).

2den Fam. De Pandſerkindede (Cataphracti Cuv.).

Zdie Fam. De Sparusagtige (Sparoidei Cuv.).

4åve gam. De Umberagtige (Sciænoidei Cuv.).

dte Zam, De Jabyvintgøjællede (Labyrinthiformes Cuv.).

hte Fam, De Mulleagtige (Mugiloidei Cuv.).

Tde Jam. De Rygtornede (Notacanthini Mull.): Bugfinnerne langt bag Bryftfinnerne eller manglende. Skulderbaltet ikke fæftet til Hovedet, men ophængt til Ovirvelftøtten længere tilbage ligeſom hos Aalene. Paa Ryggen mange fritſtagende Pigge foran den egentlige Rygfinne.

*) Hvor Muͤllers Afdelinger falde ſammen med Cuviers, bliver det naturligvis overflødigt, at anføre nøgen Karakteriſtik for bem. *x) J en tidligere Afhandling om Fiffenes Familier antog Muller Lepidosiren blot ſom udgſorende en Familie af Malacopterygii abdominales. Jovrigt maa det erindres, at ingenlunde alle Zoo— loger ere villige til at indrømme Lepidosiren Plads blandt Fiffene. Hovilket Sted der endeligt tildeles denne Form, er det tydeligt, at den udgjør et Forbindelſesled mellem Fiffene og de nøgne Krybdyr, ſom ſynes af vanffeliggjøre af Begrendsning mellem dem.

XC

(Slægter; Notacanthus, Mastacembelus. — Om Tetragonurus hører herhid, bliver endnu at underſoge. Denne Familie er en Ad— flillelfe fra Cuviers næfte Familie). å

8ve Fam. De Makrelagtige (Scomberoidei Cuv,).

9de Jam. De SFjælfinnede (Squamipennes Cuv.).

10de Fam. De Baanddannede (Tænioidei Cuv.).

iite Fam. De Kutlingagtige (Gobioidei Mull.); legemet be- bæffet med ſtore Sfjæl; Bugfinnerne danne almindeligt et Slags Faſtſugningsredſtab.

(Foruden Gobius og nærftaaende Slagter regner Muͤller til denne Familie, ſom han tidligere benævnede Cyclopodi, ogſaa Cuviers Familie Discoboli med Slægterne Cyclopterus, Echeneis o. ſ.v. Na— turligheden af denne Forening forekommer mig meget tvivlſom.)

12te Zam. De Tangfprælagtige (Blennioidei Müll.): Legemet ofteft langſtrakt, bedekket af en blød, flimet Sud med fmaa og lidet fynlige eller ingen Sfjæl. Bugfinnerne meget ſmaa, fun beftaaende af et Par enfelte Straaler, anbragte langt fræmme under Struben; ſtudom flæt ingen Bugfinner. Kun en Rygfinne, der gjærne ftræffer fig lige fra Naffen til Halefinnen. Generationspapil bag Gadboret hog begge Kjøn.

13de Fam. De Armfinnede (Lophioidei Cuv.).

14de Fam. Theutyerne (Theutyes Cuv.).

15de Fam. De Flojtemundede (Aulostomi Cuv.).

2den Orden. De Blodfinnede (Anacanthini Müll.): Benfifte med bløde Straaler, men forreften ſtemmende i Bygning med be Pige finnede.

16de Fam. De Torſkeagtige (Gadoidei Cuv.).

17de Zam. De Snogeagtige (Ophidini Mull.): Legemsformen meget langftraft, Ingen Bugfinner. Tydelig Bigjælle. Ingen eller fvagt udviklede Blindtarme.

(Denne Familie er adſtilt fra Cuviers Aaledannede, for at optage Slægten Ophidium og andre nærftaaende Slægter; dog ikke Ammodytes, om hvis Plads Muͤller er i Tvivl.)

18de Fam. Flyndrene (Pleuronectidæ Cuv.).

3die Orden. De Gelfvælgede (Pharyngognathi Mull.): dels pigfinnede, dels blodfinnede Ziffe med be nedre Svælgben ſammen— voxede til et Stykke. Bugfinnerne anbragte fnart under Bryftet, ſnart

XCI

under Bugen. Svømmeblæren, hvor ben findes, altid tilluffet, uden Luftgang.

ifte Underorden. Pigfinnede (Phar. acanthopterygii Mull.).

19de Fam. Labefiſkene (Labroidei cycloidei Mull.): legemet bevæffes af ftore, tynde, helrandede Kredsffjæl med tætte foncentriffe Ringe og mange Vifteſtraaler (føvrigt ere Karaktererne de ſamme, fom Cuvier angiver for fine Læbefiffe, fra hvilke denne Familie er afſondret).

20de Fam. De Kamføjællede (Labroidei ctenoidei Müll.): Sfjællene temmelig ſtore, bagtil tandede, Kun et Par ydre Næfebore. Forgjællelaaget gjærne tandet bagtil. En ſtor Bigjælle, Tænderne paa det nedre Svalgben ere ſpidſe, og danne en Karde. Maven Danner en Bøjning, og Blindtarme ere tilſtede. Tykke, kjodagtige Læber og Hudlapper paa Rygfinnens Pigſtraaler findes ikke hos disſe Fiſte.

(Slægterne — Amphiprion, Premnas, Glyphisodon o. ſ. v. — ere adffilte fra Cuviers Familie Sciænoidei).

21de Fam. Kromiderne (Chromides Mull.): denne fra Cu- viers Læbefiffe adffilte Familie har fun et Par Næfeaabninger og fire Par fuldftændige Gjæller (Læbefiffene fun 3Y2 Par); men vwifer i De øvrige Forhold megen Tilnærmelfe til bem.

(Slægter : Chromis, Cychla, Acara o. ſ. v.).

2den Underorden. De Blodfinnede (Pharyngognathi malaco- pterygii Mull.),

22de Fam. Makrelhornfiſkene (Scomberesoces Mull.): Rygfin— nen ligeover Gadborfinnen; Bugfinnerne langt bag Bryſtfinnerne, kun med leddede Straaler. Sfjællene ere kredddannede med glat Rand; en Længderæffe kjoldannede Sfæl paa hvær Side nær Bugfladen. Gjæl- lerne fuldſtendige; Bigjællerne ſtjulte, firtelagtige. Maven uden Blind— fæl, aldeles ikke adffilt fra Tarmen, ſom er lige og uden Blindtarme. Svømmeblæren uden Luftgang, med Undernæt *).

+) Cuvier har allerede i fine Lec. d'anat. comp. omtalt de fammen- voxede nedre Svælgben hos Belone. Svommeblarens Beſtaffen— hed hos denne Slagt havde allerede de la Roche anmarket. Muͤller udtrykker den Mening, at Cuvier har forglemt og overſet disſe Forhold. Han omtaler Dem rigtignok ikke i Rgn. animal; men

XCII

Slægter: Belone Cuv., Scomberesox Lac." (= Sairis Raf.), Tylosurus Cocco (Belone med en Kjol paa Siderne af Halen), Hemiramphus Cuv , Exocoetus Linn., Ptenichtys Mill. (Exocoetus med Sfjæggetrande).

Ade Orden. Physostomi Mull: blodfinnede Benfiſte, hvis Svommeblare altid befinder en Luftgang (de enefte i denne Under— klasſe, hos hvilke dette er Tilfældet). Bugfinnerne, naar de ere til— ſtede, altid abdominale.

ifte Underorden. Bugfinnede (Phys. abdominales Mull,) ; med abdominale Bugfinner.

23de Fam. De Malleagtige (Siluroidei Cuv., dog fun for en Del).

24de Fam. De Karpeagtige(Cyprinoidei Mull.): Gabet lidet. Kjæberne” fvage, tandløfe, med Overranden blot dannet af Mellemfjæbebene, bag hvilke Overkjebebenene ligge. De nedre Svælgben ere væbnede med nogle meget ſtore Tænder. Iſtedetfor øvre Svælgben, ſom mangle, træder en Fortfættelfe af Hjærne- ſtalens Bafig, der ofteft er bedæffet af en Hornplade. Allerofteſt ere disſe Fiffe forfynede med Sfjæl. Maven uden. Blindfæt. Blind— tarme ſavnes. Svommeblaren, der ofteft er affondret i en forrefte og bagefte Del, og ſtaar i Forbindelfe men Høreredffabet ved en Ræffe Horeben, udmærfer fig ven Forgreninger af Blodkar paa Yerfladen *). 7

25de Fam. Tropelaxene (Characini Mull.), ſom ere adſtilte fra Cuviers Laxefamilie, ſtemme i de allerfleſte Forhold med denne. De karakteriſeres ifær ven de men Wggeledere forſynede Wggeſtokke og ven Svommeblarens Indfnøring til en forrefte og bagefte Afdeling. Bigjælle mangle de ftedfe.

(Slægter: Myletes, Serrasalmo, Erythrinus o. f. v.).

26de Fam. Tandkarper (Cyprinodontes Mill.) ligne i Den ydre Form Karperne, men have kardedannede Svælgtænder, ſaa— vel oven ſom neden i Munden; denne viſer fig dannet ſom hos Kar— perne, men er forſynet med Tænder paa Mellemkjabebene og Under—

maaffe turde man være ligefan berettiget til deraf at flutte, at

han iffe tillagde dem nogen betydelig Vægt. +) Bigjælleng Forhold er foranderligt. Ofteſt findes den; hos Cy- prinus Cuv. og Labeo træder en Kirtel iſtedetfor, hos Cobitis,

Acanthopsis og Schistura Mc. L. ſynes den ganffe af mangle.

XxCcIII

kjeebens Grene, Bigjæller mangle. Ingen Blindtarme; Maven uden Blindſek; Svømmeblæren enfelt og uven Horeknogler. Nogle af disſe Fiffe føde levende Unger.

(Slægter: Anableps, Poecilia, Fundulus s. Hydrargyra, Lebias, Cyprinodon, Molinesia, Orestjas). i

27de Fam. Nilgjedderne (Mormyri Mull.) gaves af Cuvier Plads ven Gjeddefamilien, men adffiller fig fra denne, ſom fra alle andre Fiffe, ven be til et Styffe ſammenvoxede Mellemfjæbeben, Munden er lille, Gjællefpalterne meget ſmaa. Bigjælle mangler.

28ve Fam. Gjedderne (Esoces Mull.): ſtjaldokkede Færffvands- fiſte uden Fidtfinne, med ſtjult, firtelagtig Bigjælle. Munden i Mid— ten dannet af Mellemfjæbebenene, paa Siderne af Overkjcbebenene. Maven uden Blindſek, Tarmen uden Blindtarme. Svommeblaren enfelt, paa. hele Den indre Overflade med vidiſpredte Aareforgreninger.

(Slægter: Esox Cuv.).

29de Fam. Galaxias Mull.; Overfjæbeng Rand dannes næften ganffe af Mellemfjæbebenene. Munden ikke fræmffydelig. — 6—7 Gjælleftraaler. Wggene falde ud i Bughulen, og udføres gjænnem Abdominalaabningen *).

(Slægt: Galaxias Cuv.).

30te gam. Laxene (Salmones Cuv., dog fun tildels).

31te Zam. ScopoliniMull. Overkjobens hele Rand til Mund— vigene dannes af Mellemkjgbebenene. Bigjælle og Fidtfinne ere tilftene, FE)

(Slægter: Aulopus Cuv., Saurus Cuv., Scopelus Cuv., Mauro-

+) At ovenſtaagende Karakteriſtik for Familien Galaxiæ er meget utilftræffelig, fremlyſer af fig felv. Forfatteren bemarker ogſaa, at han fun foreløbigt har opſtillet ben, og forbeholder fig at for— ene Den med Salmones, naar nye, til denne Gruppe henhørende, Dyr opdages, og gjøre det nødvendigt. — 1843 henregnede Muͤller endnu Galaxias til Esoces.

xx) Dette er det Pofitive 1 M's. Karakteriſtik. Forreſten ere disſe Fiſte tildels ſtjeldekkede, tildels nøgne. De flefte have Blind— tarme, de færrefte Svømmeblære. At Generationsforholdet er det almindelige, adffiller bem fra Larene, men fan naturligvis iffe betragtes fom noget Sammenholdspunkt for Familien. Denne beftaar iøvrigt, efter Bonapartes Anffuelfe, af tre Familier: Sco- pelini, Aulopodini øg Sternoptygini,

XCIV

licus Cocco, Gonostoma Raf., Iehthyococcus Bonap., Chlorophthal-

mus Bonap., Odontostomus Cocco, Paralepis Risso, Sudis Raf.

Bonap. (non Cuvier), Sternoptyx Herm., Argyropelecus Cocco.) 31te Fam. Sildene (Clupeacei Cuv.).

(Slægter: Clupea, Pristigaster, Alepocephalus, Gnathobolus, Notopterus, Engraulis, Thrissa, Amia, Megalops, Elops, Lutodeira, Hyodon, Butirinus, Chirocentrus, Stomias, Chauliodus, Heterotis, Arapaima, Osteoglossum +).

32te Zam. Blindfiſkene (Heteropygii Tellk.). Kroppen lang» ftraft, uden Sfjæl; Øjnene overtrukne af en uigjænnemfigtig Sud; det forrefte Næfebor langt fra det bagefte, rørdannet. Gadboret foran Bugfinnerne under Struben. Bigjæller mangle. Maven bøjet. Blind— tarme ere tilftede.

- (Slægt: Amblyopsis.)

2den Underorden. De Barbugede (Phys. apodes s. anguillares Mull.); uden Bugfinner; Svømmeblære med Luftrør.

33te gam. Aalene (Murænoidei Müll.). Munden i hele Længden begrændfet af Mellemkjebebenene, bag hvilfe de rudimentære Overfjæbe- ben ligge ffjulte. Maven med Blindſek. Tarmen uden Blindtarme. Æg og Sad udtømmes i Bughulen, og udføres gjænnem Abdominal- aabninger ſom hos Salmoner og Cycloſtomer.

(Slægter: Anguilla, Muræna, Sphagebranchus, Ophisurus, Uropygius Rupp.)

34te Zam. Barryggene (Gymnotini Mull.): Overmunden dannes fortil af Mellemfjæbebenene, paa Siderne af Overfjæbebenene. Tarmen har Blindtarme, og Gadboret aabner fig ven Struben. Gene— rationsorganernes Bygning er ſom hos Benfiffene i Almindelighed.

*) De fer fidfte af disſe Slægter ſamt Notopterus havde Miller endnu i fin foregagende Afhandling om Fiffenes Familier adffilt fom egen Familie under Navnet Clupesoces, blot paa Grund af Mangelen af Bigjæller. "Man han opgav denne Adffillelfe fom ubegrundet, da han ved fenere Underføgelfe havde erfaret, paa den ene Side, at Amia favner Bigjæller, og at Bigfællerne hos Arter af Slægten Megalops blive faa ſmaa, at: de næften ganffe forſvinde; paa ben anden Side, at Gnathobolus, der ſtaar faa nær Notopterus, har Bigjæller. Han anſer derfor iffe en» gang disſe Slægter fonv en egen Gruppe af: Sildefamilien. —

XCV

(Slægter: Gymnotus, Carapus, Sternarchus).

36te Zam, Symbranchii Müll.: Overmundens Rand dannes af Mellemfjæbebenene, men de bagved liggende Overfjæbeben have lige Længde med disſe. Maven uden Blindſak, Tarmen uden Blind» tarme, ganffe lige, i hele Længden ledſaget af ven færdeleg lange Lever. Forplantningsredſtaberne af almindelig Form.

(Slægter: Monopterus, Symbranchus, Amphipnous.)

dte Orden. De Saftfjæbede (Plegtognathi Cuv.).

37te Fam. (Balistini Mull.).

38te Fam. Rutfevtfiffene (Ostraciones Müll.).

39te Fam. De Wøgentandede (Gymnodontes Cuv.).

Slægter; Diodon, Gastrophysus, Chelichthys, Arothron, Ortha- goriscus, Triodon,) —

6te Orden, De Buſkgjallede (Lophobranchii Cuv.).

40de Jam. Tangnaalene (Lophobranchi)

3die Underklasſe. Gandidei Mull.: Fiffe med frie Gjæller og Gjællelaag og med abdominale Bugfinner, hos hvilfe Gjælle- pulsaarens Svulft befinder mange Klapper, og hvor Syngnærven ingen Krydsning danner, Svommeblaren med Luftgang.

ifte Orden. Benfiſkene (Holostei Mull.): Skeletet benet.

ifte Zam. Lepidosteini Mäll.: Overfjæben fammenfat af mange Styffer, Plvugffjærbenet dobbelt, Undverfjæben beftaar af lige— jaa mange Styffer ſom hos Krybdyrene. Hvirvlerne artikulere ved Leddehoveder og Fordybninger. Næfebvrene i Enden af Snuden. Baade Bigjælle og reſpiratoriſt Gjællelaagsgjælle, men ingen Sprojtehuller; Gjællerne fuldſtendige. Finnernes Straaler alle leddede; ale Fin» nernes forrefte Rand med to Rakker pigagtige Sfjæl; Heterocerci. Maven uden Blindfæb; Tarmen med mange Blindtarme, men uden Spiralklap. Svømmeblæren afdelt i Rum og forfynet med Trabe- culæ carneæ.

(Slægt: Lepisosteus.)

2ven Fam.: Polypterini Mull.: En Lebebruſt i Mund— krogene; iovrigt Hovedets Knoglebygning omtrent af almindelig Be— ſtaffenhed, ligeſom ogſaa Hvirvlernes. Næfen af en ualmindeligt fammenfat Bygning. Fjærde Gjællevar ufuldſtendigt (med en Rekke Blade) og uden Spalte; ingen Bigjælle eller Gjællelaagsgjælle; der— imod to Sprøjtehuller, bedekkede med Benklap. Iſtedetfor Gjælle- ſtraaler en flor Knogleplade pan hver Side.

XCVI ;

2den Orden. Bruſkfiſkene (Chondrostei Mull.): Sfeletet tildels bruſtagtigt, Hvirvelſtotten indeholder en blød Chorda.

3die Fam. Storene (Acipencerini Mull.).

Ave Jam. Spatulariæ Mull. (Slagtens Karakteriſtik hos Cuvier oplyſer denne Familie tilftræffeligt.)

Ave Underklasſe. Fiſke med tilvorede ØGjællev. (Elasmo- branchii s. Selachii )

1fte Orden. Tværmunéede (Plagiostomi): Hjærneffal uden Ufvelinger, men med Kjæber. Alle Bruſte bevæffeve med en fin Moſaik af ſmaa Knogleſtykker, der danne ligeſom en Brolégning. gem Par paa Gjællebuer anbragte Gjæller med tilvoxet Rand og hvær med fin Gjælleaabning. Ingen Gjællelgag. Hannerne med Biteftifler og ydre Kjonsvedheng; Hunnerne med ejendommelige Kirtler paa Wggegangene og med Tuberne forbundne over Leveren fil en eneſte Orificium abdominale.

ifte Underorden. Zajerne (Squalidæ). Gjællefpalterne rettede mod Siderne; Ojelaagsrandene frie; Skulderbaltet ufuldftændigt ; ingen Hjerneſtals-Finnebruſk.

1fte Zam. Scyllia: to Rygfinner, af hvilfe ven førfte over eler bag Bugfinnerne; Gadborfinnens Stilling afværlende. Ingen Sprojte— huller og ingen Blinkhinde. Fem Par Gjællefpalter, fom enten alle ſtaa lige langt fra hværandre, eller af hvilfe de to ſidſte ere nærmere hinanden, faa at endog det fidfte fan ffjules af det fjærde; de fidſte Gjællefpalter ere anbragte over Bryftfinnernes Ron. Mundvigsgrube og ovre og nedre MundvigbrufÉ ere ſtedſe tilſtede. Tænderne wife en Mellemſpids og paa hvær Side en til fire Bitagger. Bryſtfinnerne ofteft uſedvanligt brede. Halefinnen langſtrakt, ikke gaffeldannet, i Enden afſtumpet eller afrundet, uden Lapper forneden eller dog kun med Spor til ſaadanne, men med et eller flere dybe Indſnit. Ingen Halegruber. Tarmeklapen ſpiraldannet. Levende Farver eller ejendommelig Tegning. Synes alle at være æglæggende. Eggene have Lighed med Rokkernes.

(Scyllium Cuv., Pristiurus Bon., Hemiscyllium Müll. & H,, Chiloscyllium Mull, & H., Crossorhinus Mill. & H,, Ginglymostoma Mill. & H., Stegostoma Müll. & H.)

2ven Fam. Nictitantes: to Rygfinner, af hyvilke den førfte mellem Bryft= og Bugfinnerne, og en Gadborfinne. Ingen Syrøjte- huller men derimod Blinkhinde. Fem Par Gjællefpalter, af hvilfe bet ſidſte eller de to fidſte Par ere anbragte over Bryftfinnerne. Hovedet

XCVII

fladt Anden Rygfinne omtrent over Gadborfinnen. Halefinnen har almindeligt en fort underſte Lay og et Indſnit i ben nederſte Rand. Halegruber ere i Regelen tilftæde. 7

a. Carchariæ. Carcharias Cuv. (Scoliodon Mull., Physodon Val., Aprion Mull., Hypoprion Mull., Prionodon Mull.). Sphyrna Raf.

b. Triænodontes. Triænodon Mull.

3vie Fam. Lamnoidei; tv Rygfinner, af bvilfe den førfte mellem Bryſt- og Bugfinnerne; en Gadborfinne; ingen Blinkhinde; Sprojte— hullerne meget (maa; Gjælleanabningerne ſtore, alle liggende foran Bryftfinnerne.

Ade Fam. Alopeciæ: to Rygfinmer, af hvilfe den førfte mellem Bryſt- og Bugfinnerne; en Gadborfinne; ingen Blinkhinde; Sprojte— hullerne meget ſmaa; Gjælleaabningerne fmaa, de ſidſte anbragte over Bryftfinnerne. Næfeborene fmaa med en lille Klap fortil. Ingen Læbe- bruſt. Halefinnens overſte Lap meget lang. Spiralformig Tarmeklap.

(Alopias Raf. ).

dte Fam. Cestraciones: tø Rygfinner, af hvilke den forſte mellem Bryft= og Bugfinnerne; en Gadborfinne; ingen Blinkhinde; Sprojtehullerne tydelige; Gjælleaabningerne ſmaa, de fidfte anbragte over Bryftfinnerne. Munden i Enden af Snuden; Naſeborene naa til Munden; den øvre Mundvigsfold mangler. En Pig foran bvær Rygfinne. Halen fort, med et Indfnit i den nederſte Rand af ven øverfte Lap.

(Cestracion Cuv.)

6te Zam. Rhinodontes: tv Rygfinner, af hvilfe ven førfte mellem Bryſt- og Bugfinner; en Gadborfinne. Ingen Blinkhinde ?=) Sprøjtehullerne meget ſmaa. Gjalleſpalterne aftage i Storrelſe i Retningen bagud, og de ſidſte ſidde over Bryftfinnerne. Mund og Næjfebore ere anbragte i Enden af Snuden. "Særdeles ſmaa, men tal- rige Kardetænder. Spiralklap.

(Rhinodon Smith.)

Tve Zam. Notidani: en Rygfinne og en Gadborfinne, den førfte tildels over den fidfte, tildels mellem denne og Bugfinnerne.

+) Forf. bemærfer, at Blinkhindens Savn iffe er ſikker, og Familiens Stilling altfaa endnu tvivlſom. Han fmælter Familie- og Slagts— farafter ſammen, hvorfor her det mindre Vaſentlige i Karakteri— ftifen er udſtudt. Danmarks Siffe, I. 6

XCVIII

Ingen Blinkhinde. Sprojtehullerne ſmaa, lodreite. Ser eller ſyv Gjællefpalter, der gradevis aftage i Retningen bagud, og alle ere an- bragte foran Bryftfinnerne. En tydelig Sidelinie, Hovedet fladt; en trefantet Næfeflap; den øvre Mundvigsfold meget ſtor, den underfte fille; Tungen tilvoret. I Underfjæben en Middeltand; de følgende fem eller fer Tænder danne hvær en Saug i Retningen ovenfra og ind— vendigt nedad og ud; Tandernes forrefte' eller inderfte Rand, er glat eller fint tandet; de ydre Tænder lave og flade. Overfjæbens Tæn- ber længere, fpidfere og fmallere, den forſte Saugtag noget længere end de øvrige; de forrefte Tænder danne en Dob, og ere krogdannede paa et bredt Fodſtykke; De næftfølgende have paa Yderſiden en eller et Par Saugtagger; de yderfte forholde fig fom i Underfjæben. Hale— finnen med en lille nedre, i Enden indffaaren, Lap med lige eller ſtraat afſtumpet Spids. Spiralklap.

(Hexanchus Raf., Heptanchus Raf. ).

8ve Fam. Spinaces: fo Rygfinner, men ingen Gadborfinne. Ingen Blinkhinde, men Sprojtehuller. Fem Par Gjællefpalter, alle foran Bryftfinnerne. Foran hvær Rygfinne en Vig. Spiralklap.

(Acanthias Riss,, Spinax Bon., Centrina Cuv., Centrophorus Mull., Centroscyllium NMüll.)

9de Fam. Scymnoidei: To Rygfinner, men ingen Gad— borfinne. Ingen Blinkhinde, men Sprojtehuller. Fem Par Gjælle- ſpalter, alle foran Bryftfinnerne. Ingen Vig foran Rygfinnerne. Spiralklap.

(Scymnus Cuv. (Scymnus Müll., Læmargus Müll.), Echino- rhinus Blainv., Pristiophorus Mull,).

10de Zam. Squatinæ: to ubevæbnede Rygfinner, men ingen Gadborfinne. Ingen Blinkhinde, men ſtore Sprojtehuller. Legemet meget fladtrykket, med Munden i Enden af Snuden og Ojnene paa Rygfladen. De ſtore, fræmefter udbredede, Bryſtfinner flutte fig med ben forreſte Rand af deres Rod til Kroppen indtil Hovedet; paa Bunden af det Indfnit, der adffiller bem fra Kroppen, ere Gjælle- ſpalterne anbragte, hvilke følge tæt paa hinanden, fun med mellem— liggende Hudblade. Spiralklap.

(Squatina Dum.)

2den Underorden. Rokkerne (Rajidæ): et fuldftændigt, ring— dannet Skulderbelte, ſom ligger umiddelbart under Ryggens Hud; ven forrefte Del af Rygraden ſmalter ſammen til en enefte ſtor Bruſt

XCIX

uden Afdeling i Ovirvler =); Bryftfinnerne forbinde fig med Hovedet ved. Kraniefinnebruſtz Ojelaage mangle ellev ere tilvoxede; Gjalle— fvalterne ere rettede ned efter. Fladtrykket Legemsform; Sprøjtehuller; fem Par Grjællefpalter paa Bugfladen under Bryftfinnerne.

ilte Fam. Squatinorajæ: Hovedet forlænger fig til en Saug eller en Spids. Halen tyf, fjødfuld, langs hvær Side med en Hud— fjøl. To Rygfinner og en med Straaler forſynet Halefinne. Tœn— verne flade, brolægningsagtige. Det overſte Ojelaag tilvoxet.

a) Pristides. (Pristis Lath.)

b) Rhinæ. (Rhino Bl. Schn., Rhynchobatus Mull,)

c) Rhinobatides. Rhinobatus Bl. Schn. (Syrrhina Mull, Rhinobatus Mull.), Trygonorhina Mull., Platyrhina.

12te Fam. Torpedines: Sfiven afrundet, nøgen, uden Sfjæl eller Pigge. Bugfinnerne ſtrax bag Bryftfinnerne. Halen fort, kjod— rig, ved Roden fladtrykket, i Enden cylindriſt, med trekantet Hales finne; paa hvær Side af Dalen en førtere eller længere Hudkjol. Det overſte Ojelaag tilvoret, uden Fræmragning paa Midten. Naſe— flapperne ſammenvoxede fil en firfantet Lap med fri Rand, fom ved et Baand er befæftet til Overleben, og fun lader Naſeborenes ydre Vinkel ubedæffet. Et eleftriff Apparat af oprætftaaende Sojler mel— [em Hoved, Gjaller og Bryftfinnerneg indre Rand.

(Torpedo Dum., Narcine Henl,, Astrape Mull , Temera Gray.).

13de Fam. Rajæ: Bryftfinnerne hænge fammen med Snuden, og naa til Bugfinnerne. Skiven bred, rhomboidal. Halen forholdsvis tyndere end hos De foregagende Rokker. De to Rygfinner ere anbragte mød Enden af Dalen. Halefinnen mangler, eller vifer fig fun ſom en Hudkjol paa Haleſpidſen. Det øverfte Ojelaag tilvoxet. Ojne og Sprojtehuller fun adffilte ved en ſmal Bro. Sprojtehullerne med glat Rand. Den af ne ſammenſmaltede Næfeflavper dannede firfantede Lap er med hele den nedre Rand faftvoret til Overfjæbens Tandrand; fun en lille Del af den nederſte Rand paa hvær Side forbliver fri, gaar med en afrundet Vinkel over i Sideranden, og vifer fig mere eller mindre dybt fryndfet. Næfeboreneg ydre Rand med en lille Hud— ſom. Munden fræmadbøjet, uden Læbebruff, I Overfjæben et Kjabe—

*) Dette er ogſaa Tilfældet hos Pristis, medens Saugfiffene blandt Hajerne, Pristiophorus, i dette ſom i alle andre Forhold ſtemme med Hajerne. ;

6*

Cc

fejl med fryndfet Rand, udffaaret i Midten. Suden uden Sfjæl men ofte med Torne paa forffjællige Steder af Legemet. Hos Hannerne udvikle fig i Forplantningstiden fpidfe Tænder, ſamt paa den forrefte Rand af Bryftfinnerne Torne. Hunnerne lægge Æg.

(Raja Linn., Symptervgia Muill.)

14ve Zam. Trygones: Bryſtfinnernes forrefte Spidſer ſtode fammen foran Hovedet, og danne Skivens Spidſe. Det øverfte Øje- laag tilvoret. De yderfte Næjeflapper mangle, de inderfte ere ſammen— fmæltede ; deres nederfte, fælledg, fortfryndfede Rand fun paa Midten ved et fmalt Baand fæftet til Overfjæben, ellerg fri. De inderfte Neſekroge under Næfeflapperne meget nær hinanden. Hjarneſtalen højere end Rokkernes. Sprojtehullerne ſtore, tæt bag Øjnene. Tæn- derne elliptiffe paatværg, med en forffjælligtdannet Tværopbhøjning. Bugfinnerne fimple. Halen tynd, uden Hudkjole paa Siderne, ofte meget ſpids, pidffedannet, pigvæbnet.

a) Anacanthi. (Anacanthus Ehrb.).

b) Pastinacæ. (Trygon Adans., Pteroplatea Mull., Tæniura

Mull.).

c) Urolophi. (Urolophus Mull.).

d) Trygonapteræ. (Trygonaptera Mull,, Aetoplatea Val.).

tåve gam. Myliobatides: Bryftfinnernes Rod mifter paa Siderne af Hovedet aldeles Straaler, hvilke derimod igjæn udvifle fig foran Hovedet til et Slags Hovedfinne, ſom udgjør Skivens Spidſe. Hovedet er derfor fra Sprojtehullerne af afſat fra Skiven, ligejom det ogſaa er mere hvælvet end hos de øvrige Roffefamilier. Neſeklapperne ſammenvoxede til en firfantet, forneden fryndſet Lap, der naaer til Munden. Naſeborene næften fammenftødende i Midten, fun adffilte ven et tyndt Baand, hvilket fra begge Mundvigene af efterhaanden tilfpidfet gaar over til Midten af Næfeflappens Rygflade. Munden paatværs. De ſtore, mofaifagtige, flade Brolægningstænder udflæde ogfaa for en ſtor Del Mundhulen. Det overſte Kjæbefejl ud= gaar fra Ganen og Kinderne, er meget langt, med konvexr Rand, ſom paa Midten vifer fig fryndſet; det nedre Kjæbefejl findes tæt ved Tandranden, øg bag det endnu nogle Papiller. Øjne og Sprøjtehuller paa Siderne af Sjærneffalen, de ſidſte vidt ffilte fra de forſte. Ojelaage mangle. Dalen lang, pidffedannet, med en Rygfinne ven Roden og en Pig bag Finnen.

(Myliobatis Cuv., Aetobatis Müll., Rhinoptera Kuhl.)

CI

16de Fam. Cephalopteræ: Hovedets forrefte Rand afſtaaren paatværs. Paa begge Sider af Hovedet ere de fra den underfte Rand af Bryftfinnernes Rod udgaaende HSjærneffalfinner anbragte ligeſom Orer. Hovedfinnens yderfte Rand er rullet oy og indad, Munden foran eller paa Underfladen, meget bred, næften naaende til Ørerne. De forenede Naſeklappers nederfte Rand lige. Naſeborene langt ude, nær Hovedfinnerne. Tænderne meget (maa. Øjnene ligge paa Si— berne af Hovedet, og Bryſtfinnernes forrefte Rand begynder førft bag bem. Syrøjtehullerne paa Rygfladen, vidt ffilte fra Øjnene. Halen faa Tang ſom Legemet eller længer, med en Rygfinne, bag hvilfen en Pig.

(Cephaloptera Dum., Ceratoptera Mull.).

2den Orden. Holocephali Mull.: Rygſnor uden ret tydelig Hvirvelinddeling. Det bruſtagtige Sfelet med en Beflædning af ſmaa Knogleplader, dog anderledes end hos Rokker og Hajer. Hove— dets Knogler ſammenvoxede. Overkjabeknogler mangle, og erſtattes af Hjerneſtkalens forreſte Rand. Kun en Gialleſpalte paa hvær Side af Hovedet. Ingen Sprojtehuller, ingen Svømmeblære og ingen Kloak. Indre Bygning og Forplantning ſom hos be Tvær= mundede.

17de Fam. Rimærerne (Chimæræ).

Ste Underfl. De Dungajællede eller Rredsmundede (Mar- sipobranchii s. Cyclostomi). Udelt Hjærneffal men ingen Kjæber. Syv Var men Randen tilvoredve Gjæller, der favne Gjælle- buer, men almindeligt befinde hvar fin færffilte Giglleaabning. Ingen Sadgang og ingen ydre Vedhæng hos Hannerne; ingen WÆggegang hos Hunnerne. Intet Muffellag paa Bulbus Aortæ. To Arterieflapper.

ifte Orden. De Kredsmundede med luffet Sæfefæt (Hype- roartii Mull.).

Ifte Jam. Lampreterne (Petromyzonini).

2ben Orden. De Kredsmundede med gjænnemborvret Wæfes fæt (Hyperotreti Miill.).

2ven Fam. Slimaalene (Myxinoidei),

bte Underkk. De Tyndhjgrtede (LeptocardiiMull.). Ske— letet fibroſt-hudagtigt. Ingen Adſtillelſe mellem Hjærne og Rygmarv. Dele Uarefyfiemet muſtuloſt uden færeget HSjærte. Ingen Kjæber. Gjællerne tildelé liggende i Bughulen, og forſynede med en Aande—

CII

Aabning paa Bughulen. Leveren blot en pan Tarmen anbragt Blind— fæl” Alle Slimhude befinde Dirretraade.

&un en Orden (Amphioxini Mull.) med en Familie og en Slægt (Branchiostoma).

I. De aborreagtige Sifke.

w

Uborreflægten (Perca Cuv.)

Legemet er hos Fiſkene af denne Slagt noget langſtrakt, ſam— mentrykket, bedekket med haarde, i Randen hvadſe Skjeel. Bug— finnernes Stilling er under Bryſtfinnerne. Aborrerne have to Rygfinner, fyv Straaler i Gjællehuden, fer Straaler i Bugfin— nerne; ef Forgjallelaag, hvis bageſte og nederſte Rand er ſaug— tagget; et Gjællelaag, ſom bagtil ender med en flad og ſpids Vig. Tænderne, fom alle ere Fløjelstænder eller Rasgpetænder, ere an— bragte paa Mellemfjæbebenene, Underfjæben, Ganebenene og den forrefte Deel af Plougſtjerbenet, hvorimod Tungen er glat. Paa den bagefte Deel af førfte Øjebeen bemarkes nogle fmaa Tagger.

1 Art. Den almindelige Aborre (P. Muviatilis Lin.)

Kroppen er tegnet med forte Tværftriber, al urtsmærte.

mindeligen 5 i Tallet, paa en broncefarvet Grund; førfte Rygfinne ev mod Enden forſynet med en fem: mlelig arb De grænde SITES Eng har oftere 14 eller 15 Straaler; Bugfinnerne, Gadborfinnen og Dalefinnen ere af en ſmuk rød Farve”).

+) At give en tilfredsftillende Diagnoſe for den almindelige Aborre ev meget vanſkeligt, for ikke at fige umuligt (ligeſom det og i fauniftife Henſeende er temmelig ligegyldigt, da de nordifte Lande kun befidde denne ene Art). Cuvier udtrytfer fig næmlig med nogen Tvivl om et Par, vor Flodaborre meget nærftaaende, fremmede Arter, og an— giver ingen ftarpe SÉjælnemærker for dem,

Synonymi.

Afbild⸗ ninger.

2

Schonevelde, Side 55, Perca major.

Pontoppidans Atlas 1, 650, Perca fluviatilis (og marina ?). Muͤllers Prodr, n. 388, P. fluviatilis (og n. 389 P. marina ?). Schade's Beſkr. over Mors, Side 204, Ferftvands Aborre.

Kuß: Naturb. d. Herz. Schl. u. Holft,, Side 133, Flußbarſch og Seeb. Sofman i Tidsſkr. f. Naturv. 11, 375, Strandaborren?

Bloch, tab, 32. Fries og Ekſtrom Skand. Fiftar, tab. 1, fig. 1,

Anm. De Grunde, ſom beftemme mig til at mene, at Pontoppidans

og Muͤllers Perca marina maa henføres til den almindelige Aborre, ere følgende, Schonevelde fortæller, at der i Bugterne af Oſter— jøen paa Hertugdommernes Kyſt forefommer en Perca mariua ellev Zaffbars, hvilfen han dog fun betragter fom en Afart af den almin— delige Aborre. Pontoppidan, der mere var Lærd end Naturhiſtori— fer, følger, fom man ved Sammenligning let bliver vaer, i fin For— tegnelſe over de danſke Fifte almindeligen Schonevelde. Han vidfte altſaa faavel af ham, ſom rimeligviis ogſag af den faa hyppige Fald— byden af Strandaborrer paa det fjøbenhavnfte Fiftetorv, at vi befidde en Fift af dette Navn, Men da Rondelet og Artedi for længe fiden havde viift, at Middelhavets Strandaborre (en Serranus efter Cuvier) var en fra Flodaborren forftjællig Art, og da Linné optog denne Art i fit Syſtem, og endog, i anden Udgave af den fvenfte Fauna, urigtigt hendrog den blandt Skandinaviens Fifte: faa tog Pontoppidan heller ikke i Betonkning, at henføre vor Strandaborre til Syſtemets Perca marina, Muͤller, der ikke havde meget dybt Kjendſkab til de nordifte Fiſke, udſkriver ofteft, hvad de danfte Fiſke angaaer, Pontoppidan uden at nævne fin Kilde, og dette ev vift- nok ogſaa her Tilfældet. I det han af Linné tilføjede Diagnofen, blev han, ligefaalidt ſom Pontippidan, vaer, hverken af vor Strand— aborre er forftjællig fra Middelhavets, eller aft Linné, ved Perca marina i den fvenfte Fauna, havde en ganſke anden Fift (Sebastes norvegicus) for Oje. Bil man endeligen, at Muͤller, idet han af— ſkrev den Linneifte Diagnoſe, ſkal have tænkt paa en virkelig danſk, og fra Flodaborren beftemt forftjællig, TFift; faa feer jeg ingen anden Udvej end at antage, at en Labrus ellev Crenilabrus har forefvævet ham, paa hvilfen Artsmorket nogenlunde kunde fynes at pasſe. J den fenere Tid har endnu Kuß været af den urigtige Tro, at vor Flod- og Strandaborre ere forftjællige Arter.

3

De almindeligt gjængfe, danffe Benavnelſer for denne Fiſk ere Aborre N og, efter dens Forekommen, Ferſkvandsaborre og Strandaborre. Paa Mors hedder den (efter Schade) Aaborr. I Hertugdømmerne kaldes den Barfd og, i Over— eensſtemmelſe med dens Opholdsſted, Flußbarſch eller See— barſch.

Aborren er en ſmuk Fiſk af en noget langſtrakt og ſam— mentrykket Form, i begge Ender tilſpidſet, med ſtump Snude, noget ſtarp og krum**) Ryg, temmelig flad Bug og lav Hale.

Farven er paa Rygfladen olivengron, paa Siderne lyst— bronce med Mesfingglands, paa Underfladen mat guulhvid; fra Ryggen ftige fem (ſeldnere fer eller fyv) Baand af en fortegraa Farve lodret ned over Siderne; deres Omrids er noget utyde— ligt, dog betegner det ofteft en meget langftraft Triangel, hvis Baſis forener fig med Rygfladen, medens Spidſen er rettet nedad. Forſte Baand løber ned fra forſte Rygfinnes forreſte Deel, og taber fig ved Gjællelaagets bagefte Spidfe. Andet Baand udgaaer mellem forſte Rygfinnes fjette og tiende Straale, og forfvinder under Spidſen af Bryftfinnerne. Tredie Baand, fom er det længfte, og det bredeſte foroven, hvor det vifer fig ligeſom kloftet, har fin Bafis mellem førfte Rygfinnes ellevte Straale og Begyn— delfen af anden Rygfinne, og naaer næften ned til Bugfladen.

+) Genævnelfen Aborre, fom bruges i Danmark og Sverrig, ſynes op⸗ rindeligt nordiſt, da den ikke har Lighed med noget af de mangfol- dige Navne, hvormed denne Fiſk andenfteds betegnes, Om man imidlertid i trykte Boger eller Haandſkrifter kan forfølge den ſonder— ligt langt tilbage i Tiden, veed jeg ikke. Hos Zenrik Zarpeſtreng, ſom lejlighedsviis omtaler nogle faa andre Fiſte (Næghæroghen, Alnæ [? Aal] Braſe og Gædde) i fin Lægebog, har jeg ikke fundet den, J Videnſkabernes Selſkabs danfte Ordbog afledes, efter Ihre, Aborre af Aa (amnis) og Borre (Arctium Lappa) med Henſyn til Rygfinnens Skarphed.

++) At ſkyde Ryg ſom en Aborre,“ ev en derfra hentet Talemaade, man ſtundom hører anvende paa Menneſker, der ikke bære fig rankt.

1*

Benæv= nelſer.

Beſkrivelſe.

4

Fjerde Baand ev omtrent under Midten af anden Rygfinne, og femte Baand lige bag dennes Ophør. Pandefladen er af en mor— fere Olivenfarve end Rygfladen. Diets Regnbuehinde er bronce- farvet, Djeſtenen meget ſmukt topasfarvet. Forſte Rygfinne er graaagtig med ſorte Striber ved Pigſtraalerne og en ſtor Plet af en meget levende ſort Farve mellem de fire ſidſte Straaler; anden Rygfinne er eensfarvet graaagtig. Bryſtfinnerne ere lyſere pg mere gjennemfigtige end Rygfinnerne. Bugfinnerne og Gad— borfinnen have en meget levende og ſmuk Orangefarve; ogſaa Halefinnen er orangefarvet, dog mindre levende og med en fort Plet ved Roden. Jovrigt maa om Aborrens Farve i Alminde— lighed merkes: af de Unge ere lyfere og mindre beſtemt tegnede end de Gamle, af Hannerne om Sommeren anfage en mere levende Farve end Hunnerne, og af Bunden og Vandets Beffaffenhed ogſaa indvirfer paa Reenheden og Livligheden af Aborrens Farver.